Sproget er vigtigt for os alle for at kunne kommunikere over for omverdenen, ligesom sproget spiller en vigtig rolle i forhold til dannelsen af vores egen personlige identitet og selvforståelse.
Det er også sproget, som binder os sammen som samfund. Dansk skal derfor også i fremtiden være et komplet og samfundsbærende sprog, som kan bruges til at udtrykke tanker og ideer om alle sider af tilværelsen.
Vi lever i en tid, hvor globalisering og informationsteknologi er nøgleord, og hvor især det engelske sprog direkte eller indirekte er blevet en del af mange danskeres hverdag. Kendskabet til engelsk og andre internationale sprog er en uvurderlig styrke for det danske samfund og for Danmark som kulturnation. Men vi skal fortsat udvikle det danske sprog.
Styrket indsats for det danske sprog
I foråret 2007 nedsatte regeringen et sprogudvalg, der skulle komme med anbefalinger til en styrket indsats for det danske sprog. Rapporten Sprog til tiden blev afleveret til regeringen i april 2008. Efter en grundig høringsproces, bl.a. i form af en sprogkonference afviklet i oktober 2008, offentliggjorde regeringen i marts 2009 en række initiativer til opfølgning på udvalgets anbefalinger.
De centrale punkter i opfølgningen er:
- Dansk sprog skal styrkes i hjemmet, i dagtilbud indtil skolestarten, i grundskolen og andre uddannelser.
- Dansk sprog skal styrkes på universiteterne.
- Der skal iværksættes en kampagne, der øger opmærksomheden om det danske sprog.