Pressemeddelelse

12. juni 2013

Jelved lancerer stort læseinitiativ

Kulturministeren lancerer initiativet Danmark læser, som skal give flere danskere lyst til at læse skønlitteratur.

Kulturministeren forventer at afsætte 20 mio. kr. over de næste fire år til initiativet ”Danmark læser”. Initiativet indeholder blandt andet en konkurrence mellem kommunerne om, hvem der kan finde på de mest kreative og spændende tiltag og dermed få flest folk til at læse. 

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Det går godt for litteraturen i Danmark. Den er på et højt kunstnerisk niveau, antallet af bogudgivelser er stigende, og flere danskere er blevet ivrige læsere. Men vi kan også konstatere, at der stadig er en gruppe danskere, som sjældent eller aldrig læser skønlitteratur. Jeg lancerer derfor i dag et nyt initiativ – Danmark læser – der skal give blandt andre denne gruppe lyst til at læse skønlitteratur. 

Litteratur er med til at binde os sammen som nation. Vi bruger den til at forstå os selv og Danmark lige nu. Litteraturen giver plads til eftertænksomhed, nærvær og indlevelse og den åbner for livsnerven i vores demokrati – samtale og dialog. Derfor er det vigtigt at styrke læsningen i Danmark, og derfor lancerer jeg nu kampagnen. 

Jeg tror på, at de bedste ideer kommer nedefra, fordi det er på det lokale niveau, man kender udfordringerne bedst. Så derfor vil jeg sætte gang i opfindsomheden hos de mange gode lokale kræfter, så vi kan få udviklet nye metoder til at øge læselysten.” 

 

Initiativet skal inddrage mange forskellige aktører, både dem der normalt beskæftiger sig med litteratur, og dem der kun sjældent har med bøger at gøre – for eksempel idrætsforeninger, boligforeninger og arbejdspladser.

Danmark læser bliver en bred og inddragende kampagne med mange forskellige initiativer over de fire år. I første omgang er fokus på indsatsen i kommunerne. Alle lokale kræfter kan i processen spille ind med gode ideer, som fremmer lysten til at læse. Kommunerne skal samle de lokale kræfter og byde ind med spændende projekter. Herefter udvælges en håndfuld kommuner, som får støtte fra Kulturministeriet til at virkeliggøre deres ideer. Efter en toårig projektperiode kåres den kommune, der har imponeret mest.

Desuden bliver der også afsat midler til en særlig ”litteratur-huskunstnerordning” for børneinstitutioner administreret af Kunstrådets litteraturudvalg.

Der vil senere komme yderligere initiativer under Danmark læser. Disse initiativer vil bl.a. blive udformet med medvirken fra den faglige følgegruppe, som nedsættes til at følge Danmark læser. I denne gruppe sidder bl.a. repræsentanter for bogmarkedets parter (forlæggere, boghandlerne og forfattere), idrætten, oplysningsforbund og forskningen. 

Læs mere på temasiden om Danmark Læser

Læs kulturminister Marianne Jelveds kronik om "Danmark Læser"

Yderligere oplysninger

Afdelingschef Jesper Hermansen,
Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 66

Særlig rådgiver og pressechef Andreas Hemmeth,
Kulturministeriet, tlf.: 20 77 78 80