Sikring

En række kulturinstitutioner indeholder kulturarvssamlinger, som kræver en høj grad af sikkerhed blandt andet mod brand og tyveri.

Kulturministeriets Sikringsudvalg er nedsat til at rådgive Kulturministeriet om sikringsforhold på de statslige arkiver, biblioteker og museer. Udvalget rådgiver også ministeriet i forbindelse med National Indemnity, der er en statslig forsikringsordning, hvor staten kan påtage sig den forsikringsmæssige risiko for danske og udenlandske udlån af værker til udstillinger på danske museer og udstillingssteder.

Læs mere om Kulturministeriets Sikringsudvalg og National Indemnity

Visitation på visse kulturarvsinstitutioner med publikumsadgang til samlingerne

Kulturministeren har hjemmel til at bestemme, at der på visse statslige og statsanerkendte kulturarvsinstitutioner med publikumsadgang til samlingerne kan gennemføres visitation af personer (visitationen er begrænset tasker, pakker og lignende samt overtøj). Loven har til formål at styrke beskyttelsen mod tyveri af kulturarv.

Såfremt en kulturarvsinstitution ønsker visitationsret, kan der indsendes en anmodning herom til kum@kum.dk. I anmodningen skal der redegøres for kulturarvsinstitutionens behov for visitationsforanstaltninger. Det vil indgå som et væsentligt kriterium i Kulturministeriets vurdering af, om kulturarvsinstitutionen bør omfattes af loven, hvorvidt der er en øget risiko for tyveri på den pågældende kulturarvsinstitution, eksempelvis fordi brugere af kulturarvsinstitutionen er i direkte fysisk kontakt med kulturarvsinstitutionens samlinger.

Visitationen skal foretages efter forskrifter, der godkendes af kulturministeren. 

Kulturarvsinstitutioner omfattet af ordningen

  • Det Kongelige Bibliotek 
  • Statens Arkiver 

 

Hent lovgivningen

Lov om visse foranstaltninger imod tyveri fra det kgl. bibliotekLov nr. 246 af 8. juni 1978. 

Lov om ændring af lov om visse foranstaltninger imod tyveri fra det kgl. bibliotekLov nr. 1628 af 26. december 2013.