Generelt om medier

Mediepolitikken betragtes som en integreret del af kulturpolitikken. Hovedparten af reguleringen af medier hører derfor under kulturministerens ressort.

Der er behov for regulering af udøvelsen af radio- og tv-virksomhed som følge af massemediernes samfundsmæssige betydning, herunder for udviklingen af dansk kultur og for den politiske debat i Danmark.

Medielovgivningen

Medielovgivningen i Danmark omfatter først og fremmest radio- og tv-lovgivningen samt medieansvarsloven, som henhører under henholdsvis Kulturministeriet og Justitsministeriet.

Kulturministeriets lovgivning på medieområdet omfatter ud over radio- og tv-lovgivningen visse love relateret til de trykte medier og digitale medier.

Telelovgivningen, der henhører under Erhvervs- og Vækstministeriet, regulerer generelt adgangen til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (herunder frekvenser, der benyttes til radio og tv) med det hovedsigte at sikre et velfungerende, konkurrencebaseret marked.

Statsministeren betragtes historisk som ”pressens minister” og varetager fortsat overordnende og principielle spørgsmål af betydning for pressens vilkår. Lovgivningen på området ligger imidlertid under kulturministeren.

Se Kulturministeriets lovgivning på medieområdet

Se de seneste medieaftaler

Læs om mediestøtte til trykte og digitale medier

Regulering af radio og tv

Den indholdsmæssige regulering af radio- og tv-virksomhed samt tv-lignende tjenester på f.eks. internettet er fastlagt i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Med hjemmel i loven er der udstedt en række bekendtgørelser mv., som indeholder regler, der supplerer og uddyber lovens bestemmelser.

Loven indeholder regler vedrørende adgangen til at udøve radio- og tv-virksomhed i Danmark, bestemmelser om bl.a. DR’s, TV 2 DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders public service-virksomhed (alsidighed, kvalitet, mangfoldighed), regler om de organisatoriske og økonomiske forhold vedr. DR og de regionale TV 2-virksomheder, regler om distribution af radio og tv samt om fordeling af programmer i fællesantenneanlæg (”must carry”), regler om Radio- og tv-nævnet, regler om reklamering og sponsorering i radio og tv, regler om licens mv.

Udgangspunktet i radio- og tv-loven er, at danske foretagenders udøvelse af radio- og tv-virksomhed kræver tilladelse eller registrering hos den relevante myndighed, Radio- og tv-nævnet, der er et uafhængigt nævn, som er nedsat af kulturministeren, og som sekretariatsbetjenes af Slots- og Kulturstyrelsen. Læs om Radio- og tv-nævnet på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

Det gælder dog ikke DR og de regionale TV 2-virksomheder, der udøver deres public service-virksomhed direkte efter loven og på baggrund af public service-kontrakter med kulturministeren, som bl.a. uddyber og præciserer de generelle public service-forpligtelser i loven.

Læs mere om DR’s forpligtelser

Læs om TV 2 DANMARK A/S’ forpligtelser 

Læs om de regionale TV 2-virksomheders forpligtelser

For tv, der distribueres via internettet e.l., gælder, at det forudsætter registrering hos Radio- og tv-nævnet, hvis der er tale om traditionelt (såkaldt lineært) tv, hvorimod tv-lignende on demand-tjenester, f.eks. ”video on demand”, hverken kræver tilladelse eller registrering.

Læs om reguleringen på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

For al radio- og tv-virksomhed (herunder tv-lignende on demand-tjenester på nettet e.l.) gælder, at den – ud over de nærmere indholdsmæssige krav, der kan være fastlagt i en kontrakt eller tilladelse – er underlagt visse generelle regler i radio- og tv-lovgivningen, herunder reklamereglerne og regler om beskyttelse af børn og unge mod vold og pornografi. Det er Radio- og tv-nævnet, der generelt fører tilsyn med radio- og tv-foretagenders overholdelse af tilladelsesvilkår og de generelle regler.

Indholds- og informationstjenester på nettet mv., der ikke er tv-lignende, er ikke omfattet af radio- og tv-lovgivningen. Udbydere af disse tjenester er dog – ligesom alle andre medieforetagender – underlagt generel lovgivning, herunder medieansvarsloven i visse tilfælde, markedsføringsloven, konkurrencelovgivningen, straffeloven mv.

Udøvelse af radio- og tv-virksomhed og distribution af radio og tv via sendemaster forudsætter – ud over tilladelse eller registrering i medfør af radio- og fjernsynsloven – en frekvenstilladelse i henhold til frekvensloven.

Grundlaget for lovgivningen på radio- og tv-området har igennem de seneste år været politiske aftaler mellem regeringen og ét eller flere partier i Folketinget; normalt for en fireårsperiode.