International mediepolitik

Hvert EU-medlemsland fører sin egen mediepolitik, mens EU siden 1989 har fastlagt regler og retningslinjer for spørgsmål af fælles interesse på det audiovisuelle område. Også i Europarådet udformes fælles retningslinjer på medieområdet.

EU

Kulturel mangfoldighed i EU, beskyttelse af mindreårige og vækst i produktionen af film og tv-programmer i EU er nogle af EU’s målsætninger for det audiovisuelle område. 

To af hjørnestenene i den fælles politik på det audiovisuelle område er direktivet om audiovisuelle medietjenester (AVMS-direktivet), der sigter mod at etablere et fælles europæisk marked for audiovisuelle tjenester, og støtteprogrammet Et Kreativt Europa.

AVMS-direktivet

AVMS-direktivet, der trådte i kraft i 2007, pålægger EU-medlemsstaterne i deres nationale lovgivning at indføre krav om visse minimumsstandarder for audiovisuelle medier. Dette gælder både traditionelt tv og tv-lignende on demand-tjenester. EU-reglerne dækker områder som reklamer og beskyttelse af mindreårige.

Et Kreativt Europa

Et Kreativt Europa er EU's støtteprogram til de kulturelle og kreative sektorer i Europa. Programmet løber i 2014-2020 og har et samlet budget på 1,4 milliard euro. Slots- og Kulturstyrelsen og Det Danske Filminstitut er i Creative Europe Desk Danmark gået sammen om at formidle og rådgive danske aktører om mulighederne i programmet. Slots- og Kulturstyrelsen rådgiver, vejleder og giver sparring omkring kulturdelen af Et Kreativt Europa, mens Det Danske Filminstitut vejleder de audiovisuelle brancher om støtte og muligheder i programmets MEDIA-del.

Et andet prioriteret område er indhold på nettet. Kommissionens ”Digitale dagsorden” skitserer en strategi for anvendelse af muligheder og imødegåelse af de farer, som den digitale udvikling har medført. Ét element heri er udviklingen af Europas digitale offentlige bibliotek – Europeana.

Læs om den digitale dagsorden

Læs mere om EU’s mediepolitik på EU’s hjemmesider

Europarådet

Europarådet arbejder for at udbrede og sikre menneskerettigheder, retssikkerhed og demokrati.

Danmark deltager i Europarådets styringskomité CDMSI (Steering Committee on the Media and Information Society), som udarbejder anbefalinger og deklarationer om informations- og ytringsfrihed på medieområdet og i informationssamfundet generelt.