Sportslisten

Den 1. maj 2015 trådte bekendtgørelse om udnyttelse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse i kraft.

Med medieaftalen for 2012-2014 blev det besluttet, at den såkaldte sportsliste skulle genindføres. Sportslisten er en liste over begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse, der skal tilbydes til visning på tv-kanaler, der lever op til en række krav, herunder at de kan modtages af 90 pct. af de danske husstande, der har tv. Kanalerne skal desuden være tilgængelige uden betaling ud over licens og evt. abonnementsafgift til et kabelselskab for den billigste pakke eller betaling for en enkeltkanal, hvis det pågældende abonnement ikke forudsætter, at der også er tegnet abonnement på en programpakke. Ikrafttrædelsen skete, efter at EU-Kommissionen godkendte den liste over begivenheder, som aftaleparterne bag medieaftalen for 2012-2014 fandt, skulle vises på landsdækkende tv. 

Den danske liste omfatter:

  1. OL, sommer- og vinterlege (legene i deres helhed, herunder åbnings- og afslutningsceremonier)
  2. VM- og EM-slutrunder i fodbold for herrer (alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler)
  3. VM- og EM-slutrunder i håndbold for herrer og damer (alle kampe med dansk deltagelse samt semifinaler og finaler)
  4. Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i fodbold for herrer
  5. Danmarks VM- og EM-kvalifikationskampe i håndbold for herrer og damer.

Ordningen indebærer ikke, at kanaler, der lever op til kravene, får en pligt til at købe rettighederne og vise begivenhederne.  

Læs bekendtgørelse nr. 546 af 19/04/2015 om udnyttelse af tv-rettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse på Retsinformations hjemmeside