Film

Ophavsretsloven beskytter bl.a. spillefilm, dokumentarfilm, kortfilm, tegnefilm, dukkefilm og computeranimerede film mv. Find svar på dine spørgsmål om reglerne for bl.a. streaming og fremvisning af film nedenfor.

Hvem har rettighederne til filmen?

Den, der har skabt en film, kaldes ophavsmanden og har ophavsret til filmen. Filmværker har ofte flere ophavsmænd, f.eks. manuskriptforfatteren, filminstruktøren, fotograferne og komponisterne, som alle har ophavsret til deres bidrag til filmen. Derudover har skuespillerne, der er med i filmen, en eneret til deres skuespilpræstation. I praksis aftaler man dog ofte, at alle ophavsmændenes og skuespillernes rettigheder samles hos f.eks. producenten. Producenten bliver på den måde rettighedshaver og har enerettighederne til filmen i stedet for de oprindelige ophavsmænd og de medvirkende skuespillere.

Hvordan beskytter ophavsretten film?

Ophavsretten giver ophavsmanden en eneret til at råde over filmen ved at fremstille eksemplarer af den og til at råde over filmen ved at gøre den tilgængelig for almenheden. Denne eneret varer indtil 70 år efter ophavsmandens død.

Eneretten til at fremstille eksemplarer indebærer, at du ikke uden ophavsmandens tilladelse må lave kopier af filmen. Det gælder både kopiering af hele filmen, men også hvor det kun er dele af filmen, der kopieres, f.eks. en sekvens fra en film. Der findes dog en undtagelse til ophavsmandens eneret til at fremstille eksemplarer, som du kan læse mere om nedenfor under afsnittet Kopiering af film.

Ophavsmandens eneret til at gøre filmen tilgængelig for almenheden er bl.a. en eneret til at ”sprede” filmen. Man ”spreder” filmen, hvis man f.eks. sælger, udlejer, udlåner eller forærer den væk. Det er kun spredning til almenheden, der er omfattet af eneretten. Hvis du spreder filmen til folk uden for din privatsfære, skal du som udgangspunkt have tilladelse fra ophavsmanden. Der er dog en undtagelse, der betyder, at du alligevel gerne må sælge film og forære dem væk til folk uden for din privatsfære, så længe du har købt/fået filmen i et EU-land, i Norge, i Island eller i Liechtenstein (dvs., inden for EØS, det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde).

Hvad må du gøre uden ophavsmandens tilladelse?

Sælge en film eller forære den til folk uden for din privatsfære?Låne en film ud til folk uden for din privatsfære?Leje en film ud til folk uden for din privatsfære?Sælge en film eller forære den til folk inden for din privatsfære?Låne filmen ud til folk inden for din privatsfære?Leje filmen ud til folk inden for din
privatsfære?
Film købt inden for EØSJANEJNEJJAJAJA
Film købt uden for EØSNEJNEJNEJJAJAJA

Eneretten til at gøre filmen tilgængelig for almenheden er bl.a. også en eneret til at fremføre filmen offentligt. Det betyder, at du kun må vise filmen for et offentligt publikum, f.eks. i en biograf, hvis du har ophavsmandens tilladelse. Det kræver også tilladelse, hvis du vil lægge filmen ud på internettet. Du behøver ikke tilladelse, hvis du kun viser filmen til folk inden for din privatsfære, da det ikke bliver betragtet som en offentlig fremførelse.

Kopiering af film

Kopiering er omfattet af ophavsmandens eneret til eksemplarfremstilling, og det kræver derfor som udgangspunkt tilladelse fra rettighedshaveren, hvis du vil kopiere en film. Der er dog lavet en særlig undtagelse, når der er tale om kopiering til egen brug – nemlig den såkaldte privatkopieringsregel.

Der findes to måder at kopiere på – analog kopiering og digital kopiering. Analog kopiering er f.eks. kopiering fra ét VHS-bånd til et andet, mens digital kopiering f.eks. er kopiering fra én dvd til en anden dvd eller fra en computer til en bærbar enhed, smartphone eller tablet. I modsætning til analog kopiering er digital kopiering let og hurtig. Dette gør, at der er større risiko for, at rettighedshavernes eneret krænkes ved digital kopiering, da en digital kopi ofte kan erstatte en original udgave. Bl.a. derfor skelner privatkopieringsreglen mellem, om du laver analoge kopier, eller om du laver digitale kopier.

Efter ophavsretsloven må du frit fremstille enkelte analoge kopier til privat brug. Du må lave analoge kopier af alle offentliggjorte filmværker, uanset om du selv ejer dem, eller om det er filmværker, du har lånt eller lejet. Du må altså gerne lave en VHS-kopi af en film på et VHS-bånd til dig selv eller til andre, som du har et personligt bånd til, f.eks. familie og venner.

Du må gerne lave enkelte digitale kopier, så længe det kun er til personlig brug for dig selv eller personer, som er en del af din husstand. Det betyder, at en film, må kopieres til andre digitale medier, som f.eks. en ekstern harddisk eller et mediecenter på en computer, så længe det sker til personligt brug for dig selv eller til personer i din husstand. Andre, der ikke er en del af din husstand, er ikke omfattet af begrebet ”personlig brug”. Det er derfor ikke tilladt at fremstille digitale eksemplarer til disse personer.

Det er desuden kun tilladt at fremstille digitale eksemplarer på baggrund af eksemplarer, som du ejer, dvs. du må ikke fremstille digitale kopier af film, som du har lånt eller lejet. Det afgørende er, om du ejer det originale eksemplar af filmen på kopieringstidspunktet. Hvis du efterfølgende sælger originalen, har det ikke betydning for lovligheden af kopien.

Du skal være opmærksom på, at der altid gælder et krav om såkaldt lovligt forlæg, når du kopierer film – uanset om kopieringen er analog eller digital. Det betyder, at den film, du kopierer fra, i sig selv skal være lovlig. Du må f.eks. ikke lave en kopi af en film, som er lagt ud på internettet uden rettighedshavernes samtykke.

Derudover skal du være opmærksom på, at det ikke er tilladt at bryde en kopispærring på f.eks. en dvd, hvis formålet er at kopiere filmen. Læs mere om kopispærring nedenfor.

Du skal desuden være opmærksom på, at privatkopieringsreglen kun gælder fysiske personer. Juridiske personer, som f.eks. virksomheder eller institutioner, er ikke omfattet af privatkopieringsreglen og skal derfor indhente tilladelse fra rettighedshaveren, hvis de ønsker at fremstille kopier af film.

Hjælp til kopieringen

Når du kopierer film, må du ikke bruge fremmed medhjælp. Det betyder, at det kun er din familie og omgangskreds, der må hjælpe dig med at lave din kopi, hvis det er en analog kopi og kun dig eller personer fra din husstand, der må lave kopien, hvis den er digital. Om grænserne for hjælp til kopiering er overskredet afhænger af en konkret vurdering.

I øvrigt må du ikke benytte teknisk udstyr, f.eks. dvd-brændere og computere og andet udstyr, der kan overføre lyd og billeder, der er stillet til rådighed på biblioteker, i forretninger og lignende offentligt tilgængelige steder, når du skal kopiere en film. Gør du det, betyder det, at kopien er ulovlig, også selvom det kun er dig, som skal bruge kopien.

Kopispærring/DRM

Rettighedshaverne har ret til at beskytte deres film mod kopiering ved at sætte tekniske kopispærringsforanstaltninger på filmen. Disse kopispærringer kaldes også DRM – Digital Rights Management.

Nogle gange forhindrer en kopispærring ikke bare kopiering af filmen, men også muligheden for at du kan afspille den. Der kan f.eks. være en landekode på en dvd, som du har købt, der gør, at du ikke kan afspille dvd’en på din dvd-afspiller. En kopispærring kan f.eks. også betyde, at du ikke kan afspille en film på din computer, fordi kopispærringen understøtter et andet styresystem end det, der er på computeren.

Det er ikke meningen, at kopispærringen skal forhindre dig i at se dine film, og du må derfor gerne bryde en kopispærring, hvis det er nødvendigt for at kunne afspille filmen. Derimod må du ikke bryde en kopispærring, hvis dit formål er at kopiere filmen – heller ikke selvom du kun vil lave kopien til personlig brug.

Du skal i øvrigt være opmærksom på, at det er ulovligt at udvikle programmer, hvis væsentligste formål er at fjerne eller omgå kopispærringer. Det er også ulovligt at udbrede disse programmer, f.eks. ved at lægge dem ud på internettet.

Download af film

Hvis du downloader en film fra internettet, bliver der gemt en kopi af filmen på din computer. Du laver derfor en eksemplarfremstilling af filmen, når du downloader, og det kræver som udgangspunkt rettighedshaverens tilladelse.

Du må dog gerne downloade en film til personlig brug, hvis dette sker med rettighedshavernes tilladelse. Personlig brug betyder, at download skal være til brug for dig eller din husstand. Download af en film til brug for andre, herunder venner, bekendte, kollegaer og familie, der ikke bor samme sted som dig, er ikke tilladt.

Det er aldrig tilladt at downloade en film, der er lagt ud på internettet uden rettighedshaverens tilladelse – heller ikke selvom det er til personlig brug.

Streaming af film

Når det gælder streaming, er der rent ophavsretligt forskel på, hvad der gælder, alt afhængigt af om du ser et stream, eller om det er dig, der tilgængeliggør streamet.

Brug af streams

Når du ser film direkte på internettet, og der ikke samtidig bliver downloadet en kopi af filmen på din computer, kaldes det at ”streame” filmen.

Det er altid lovligt at se streamede film fra internettet, hvis filmene bliver streamet med tilladelse fra rettighedshaveren.

Det er vigtigt at være opmærksom på, om rettighedshaveren har givet tilladelse til, at filmen bliver streamet. Hvis der ikke er givet tilladelse, krænker du som udgangspunkt rettighedshaverens eneret, når du ser streamet. Der vil nemlig ofte blive gemt en midlertidig kopi af den film, du streamer, på din computer, imens du ser streamet. Hvis det sker, og rettighedshaveren ikke har givet tilladelse til, at filmen streames, så krænker du rettighedshaverens eneret.

Tilgængeliggørelse af streams

Når du tilgængeliggør et stream på internettet, laver du en offentlig fremførelse af de film, der bliver streamet. Det er omfattet af rettighedshavernes eneret at lave offentlige fremførelser, og du skal derfor altid have tilladelse af rettighedshaverne, inden du lægger et stream med f.eks. en film ud på internettet.

Konsekvenser af ulovlig download/streaming

Du kan ifalde straf- og/eller erstatningsansvar, hvis du på det tidspunkt, hvor du foretager den ulovlige download/streaming, ved eller burde vide, at det, du gør, ikke er tilladt. Hvis du er i god tro om lovligheden af det materiale og den hjemmeside, du downloader/streamer fra, kan du som udgangspunkt ikke ifalde ansvar.

Det vil ofte være vanskeligt at konstatere, om de film, som findes på de forskellige hjemmesider, er gjort tilgængelige med rettighedshaverens tilladelse. Du har ikke en særlig pligt til at undersøge lovligheden af materialet. Hvis du ved, at de enkelte film er lagt på nettet uden tilladelse fra rettighedshaveren, er du derimod ikke i god tro og vil efter omstændighederne kunne ifalde ansvar. Du vil f.eks. ikke være i god tro, hvis du har fået oplyst, at en domstol har fastslået, at materialet på en bestemt hjemmeside er ulovligt.

På www.sharewithcare.dk kan du finde en oversigt over de hjemmesider, som tilbyder download/streaming af film, som er lagt på internettet med rettighedshaverens tilladelse.

Læs mere på Share With Cares hjemmeside

Hvis den side, du ønsker at downloade/streame film fra, ikke er at finde på nogen liste over hverken lovlige eller ulovlige hjemmesider, kan du prøve at spørge dig selv om følgende:

  • Er der en klar angivelse af, hvem der står bag hjemmesiden – navn, adresse, telefonnummer m.v.?
  • Fremgår det af hjemmesiden, om der er truffet aftale med rettighedshaverne om klarering af rettigheder og betaling?
  • Er der en fornuftig sammenhæng mellem prisen for at downloade/streame og den normale markedspris for produkterne?

Det bedste råd er i alle tilfælde at bruge sin sunde fornuft, da det ofte vil være nemt at konstatere, om en hjemmeside er lovlig, og om de film, du ønsker at downloade/streame, er lagt ud på internettet med rettighedshaverens tilladelse.

Citat fra film

Du citerer fra en film, når du bruger et lille klip fra filmen i en anden sammenhæng, f.eks. hvis du viser et filmklip under et foredrag. Du må frit citere fra offentliggjorte værker, herunder film. Du behøver ikke tilladelse fra rettighedshaveren til at bruge citater.

Du må dog kun citere fra film, så længe du gør det i overensstemmelse med god skik, og du kun citerer i det omfang, som formålet betinger. Overholder du ikke disse betingelser, krænker du rettighedshaverens eneret.

Hvad der er god skik og vurderingen af, om du kun har citeret i et omfang, som formålet betinger, er forskelligt fra sag til sag og afhænger af en konkret vurdering, som skal foretages af domstolene. Citater, der skader rettighedshaverens økonomiske interesser, f.eks. ved at gøre så meget af en film tilgængelig for almenheden, at der ikke er interesse for at købe filmen, vil typisk være ulovlige. Det samme gælder citater, der skader rettighedshaverens litterære eller kunstneriske anseelse. Det vil f.eks. kun i sjældne tilfælde være god skik at citere film i reklamer.

Kravet om god skik indeholder desuden en begrænsning af, hvor meget du må bruge fra et andet værk, når du citerer, og hvor stor en del, det må udgøre af det værk, som citatet indgår i. Der gælder ikke nogen faste grænser herfor. Det betyder, at man ikke generelt kan sige, at det f.eks. er i orden at bruge 5 minutter af en spillefilm. Citatets lovlighed afhænger altid af en konkret vurdering.

I en dom fra 1991 har Østre Landsret anset det for at være lovligt citat at bruge et klip på ca. 2 minutter fra en kortfilm, der varede ca. 40 minutter, i en tv-udsendelse på ca. 50 minutter. Du kan bruge denne dom som en rettesnor, hvis du vil vurdere, om det, du vil citere, er lovligt. Du skal dog huske, at et citats lovlighed altid afhænger af en konkret vurdering. Det kan f.eks. være lovligt at citere 2 minutter fra en film i én sammenhæng, mens det kan være ulovligt at citere de samme 2 minutter i en anden sammenhæng.

Når du citerer fra film, har du desuden pligt til at angive rettighedshaverens navn samt angive kilden, så det klart fremgår, hvor citatet stammer fra.

Bearbejdelse af film

Hvis du genindspiller, omredigerer eller på anden måde ændrer en film, laver du en bearbejdelse af filmen.

Den, der laver bearbejdelsen af en film, kan have selvstændig ophavsret til netop denne bearbejdelse. Hvis du f.eks. genindspiller en film, kan du således have ophavsret til genindspilningen.

Bearbejdelsen, f.eks. genindspilningen af den oprindelige film, er dog et såkaldt afhængighedsværk. Det betyder, at retten til at bruge bearbejdelsen er afhængig af retten til at bruge den oprindelige film. Du må derfor ikke bruge din eneret til at fremstille eksemplarer af genindspilningen og til at gøre den tilgængelig for almenheden, uden først at have fået tilladelse fra rettighedshaveren til den oprindelige film.

Rettighedshaveren til den oprindelige film har desuden altid krav på at blive navngivet i overensstemmelse med god skik, når du bruger bearbejdelsen, f.eks. genindspilningen. Hvad, der er god skik, beror på en konkret vurdering. Som tommelfingerregel kan man sige, at det ikke vil være god skik at udelade navnet, med mindre det er urimeligt, vanskeligt eller umuligt at oplyse det.

Brug af film og tv-udsendelser i skolen

Der er mange fordele ved at bruge film og tv-udsendelser som en del af skoleundervisningen, og det er nemt at optage udsendelser fra fjernsynet eller at finde filmklip frem på smartboards’ene, som kan bruges til at gøre undervisningen mere interessant og lærerig. Som lærer skal du dog være opmærksom på, at du ikke får tilrettelagt din undervisning på en måde, der kan krænke rettighedshavernes ophavsret. Der er nemlig forskel på, hvad du må, når du optager eller viser film og tv-udsendelser som en del af dit lærerjob sammenholdt med, hvad du må, når du optager eller viser film og tv-udsendelser som privatperson. Det vil normalt ikke kræve tilladelse fra rettighedshaveren at vise en film eller en tv-udsendelse i forbindelse med undervisningen i en enkelt skoleklasse, da det ikke bliver betragtet som offentlig fremførelse. Den film, der vises, skal dog være lovlig. Det vil sige, at der skal være tale om et eksemplar, der er erhvervet lovligt, og ikke f.eks. er downloadet ulovligt på internettet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ved brug af lejede film kan være vilkår i lejeaftalen, der gør, at filmen ikke må fremvises udenfor private hjem. Hvis der er sådanne vilkår i lejeaftalen, er det dem, der gælder – uanset om filmen ellers kun skulle vises for en enkelt klasse. Hvis du viser en film for flere klasser, en hel skole eller i andre sammenhænge på skolen, f.eks. ved forældrearrangementer, kan der være tale om en offentlig fremførelse, som kræver tilladelse fra rettighedshaveren. Det beror på en konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om fremførelsen er offentlig eller ikke-offentlig. Den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvornår brug af film i skolesammenhæng har karakter af offentlig fremførelse kan alene træffes af domstolene.

Tilladelse til brug af film og tv-udsendelser i undervisningen kan indhentes ved, at skolen indgår en aftale med Copydan AVU-medier, der er den relevante rettighedshaverorganisation.

De almindelige aftaler med Copydan AVU-medier om brug af radio- og tv-udsendelser dækker ikke brug af spillefilm. Spillefilm er imidlertid dækket af en anden aftale, som Copydan AVU-medier administrerer på vegne af rettighedshaverne til spillefilm. Denne aftale er indgået i foråret 2007 mellem Kommunernes Landsforening (KL) og rettighedshaverne. Aftalen giver folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner adgang til at benytte spillefilm og optage spillefilm til brug i undervisningen. Herudover giver aftalen Centrene for Undervisningsmidler i Danmark adgang til at fremstille eksemplarer af spillefilm, som kan spredes til skolerne efter bestilling. I 2010 indtrådte Motion Picture Licensing Company (MPLC), der er udbyder af licensaftaler om spillefilm i verden, i aftalen. Det har betydet, at uddannelsesinstitutionerne nu kun behøver at indgå én aftale med Copydan AVU-medier, før de har adgang til et fuldt spillefilmrepertoire.

For mere information om aftalen, se Copydan AVU-medier’s hjemmeside