Radio- og tv-programmer

Radio- og tv-programmer kan være beskyttet af ophavsretsloven på flere forskellige måde. Det kan både gælde programmet selv, fx en tv-serie, eller de elementer, der indgår i programmet, fx billeder, musik osv. Herudover har den radiokanal eller det tv-selskab, der udsender programmer, en selvstændig såkaldt signalbeskyttelse, som er en beskyttelse af udsendelserne som tekniske signaler, og som dermed ikke vedrører selve indholdet af udsendelserne

Hvem har rettighederne til radio- eller tv-programmet?

Der er et stort antal rettigheder involveret, når det gælder anvendelse af radio- og tv-programmer. Ud over radio- og fjernsynsforetagenderne selv kan mange af dem, der bidrager til programmerne, have rettigheder. Dette kan f.eks. være instruktører, musikere, komponister, pladeselskaber, fotografer, skuespillere og manuskriptforfattere. I praksis vil mange af disse rettigheder være samlet ved en producent, hvilket også kan være radio- eller fjernsynsforetagendet selv.

Hvordan beskytter ophavsretten radio- og tv-programmer?

Ophavsretten giver ophavsmanden en eneret til at råde over radio- eller tv-program ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden. Denne eneret varer indtil 70 år efter ophavsmandens død.

Eneretten til at fremstille eksemplarer indebærer, at du ikke uden rettighedshaverens tilladelse må lave kopier af radio- eller tv-programmet. Det gælder både kopiering af hele programmet, men også hvor det kun er dele af programmet, der kopieres, f.eks. en sekvens fra et tv-program. I praksis betyder det, at alle de relevante rettighedshaverne skal give tilladelse, hvis du ønsker at fremstille en kopi af et program, eller du f.eks. ønsker at fremføre programmet offentligt. Hvis du ikke har fået disse tilladelser, må du ikke bruge programmet, med mindre det er tilladt efter en særregel i ophavsretsloven.

En sådan særregel kan f.eks. være den såkaldte privatkopieringsregel, der tillader, at man fremstiller enkelte eksemplarer til ”privat brug”, hvis det er en analog kopi, og ”personlig brug”, hvis det er en digital kopi. Læs mere herom i bemærkningerne om kopiering i afsnittet om film [Indsæt link].

Hvis du ønsker at afspille radio eller vise et tv-program for en større forsamling, kan du risikere, at fremførelsen bliver anset for at være offentlig, og rettighedshaverens tilladelse dermed skal indhentes. Hvornår en fremførelse er offentlig afhænger af en konkret vurdering, hvor det grundlæggende kriterium er, hvorvidt der er et personligt bånd mellem den, der er ansvarlig for fremførslen, og publikum. Afgørelsen af, hvornår noget betragtes som offentligt, beror dog altid på en konkret helhedsvurdering. Du bør være opmærksom på, at tilgængeliggørelse på internettet som hovedregel også betragtes som offentlig fremførelse. Læs mere herom i bemærkningerne om offentlig fremførelse i afsnittet om film [indsæt link].

For så vidt angår download, streaming, citat og bearbejdelse af radio- og tv-programmer henvises til de relevante afsnit i temaet om film, som finder tilsvarende anvendelse på radio- og tv-programmer.

Hvordan får jeg tilladelse til at bruge radio- og tv-programmer?

Hvis du ønsker at benytte et beskyttet radio- eller tv-program på en måde, som er omfattet af rettighedshavernes eneret, skal du indhente de nødvendige tilladelser (med mindre du kan benytte en af særreglerne i ophavsretsloven). I den forbindelse vil det ofte være relevant at kontakte det relevante radio- eller fjernsynsforetagende for at indhente tilladelsen. Ofte kan det dog være nødvendigt at indhente tilladelser andre steder, f.eks. fordi radio- eller fjernsynsforetagendet ikke har alle rettighederne til programmet. Dette kan i mange tilfælde ske gennem et af de kollektive forvaltningsselskaber, der repræsenterer en stor mængde rettighedshavere. På radio- og tv-området kan det være relevant at rette henvendelse til f.eks. Copydan Verdens TV samt Koda og Gramex, hvis der er musik involveret.

Læs mere i afsnittet om forvaltningsorganisationer