22/09/2014

Kulturstyrelsens Årsmøde

Kulturminister Marianne Jelveds tale ved Kulturstyrelsens årsmøde den 22. september 2014.

(Det talte ord gælder)

Godmorgen!

Det er dejligt at se så mange af jer. Det er ikke så tit, vi er samlet på tværs af alle dele af kulturlivet. Tak til Kulturstyrelsen for at arrangere det her møde og samle os.

I dag skal det handle om fremtidens kulturbrugere og det digitale. Og hvad er så det?

Jeg vil gerne starte med at dele tingene lidt op: Hvad kan det digitale?

Og hvem er de nye kulturbrugere?

For det øvrigt synes jeg, at det ord ”brugere” er problematisk.

Jeg foretrækker ”borgere”.

Hvad kan det digitale?

Det digitale er mange ting, men i sidste ende handler det om, at vi kan få adgang til viden, indhold og ressourcer, når vi vil, og hvor vi vil.

Vi kan sidde i Aalborg og alligevel gå tur på Statens Museum for Kunst. Vi kan stille skarpt på detaljer hos Hammershøi eller Krøyer, der er svære at få øje på, når man er på museet. Vi kan dykke ned i Statens Arkiver, uden at skulle tage derhen, og vi kan se koncerter og teaterforestillinger hjemmefra.

Det digitale øger tilgængeligheden. Vi kan nå flere borgere, end vi nogensinde har kunnet, når vi digitaliserer vores arkiver og samlinger og giver mulighed for, at borgerne selv kan anvende vores data og ressourcer.

Det digitale giver også en platform for dialog og debat. Vi kan nå borgerne på flere måder end før, og de kan nå hinanden og selv skabe rum for samtale og debat på tværs af geografi.

MEN der er også en bagside af medaljen.

Den handler både om forretningsmodeller.

Og om den måde vi kommunikerer med hinanden.

Det digitale udfordrer den måde, kulturens brancher hidtil har tjent penge på.

Vi er ved at forhandle en ny filmaftale. Det er tydeligt, at branchen skal finde nye måder at tilpasse sig.

Jeg synes, der er god grund til at være optimistisk. Der er kommet mange gode løsninger på banen.

I musikbranchen har man vendt udviklingen med det svigtende pladesalg. Man møder borgerne, hvor de er. Man skaber nye måder at tjene penge på gennem de digitale platforme.

Bibliotekerne har været aktive og har udviklet spændende digitale tilbud, der når både unge og gamle. De har for eksempel fået flere mandlige læsere i læseklubberne ved at oprette dem digitalt.

Den slags eksempler viser, at det digitale faktisk giver mulighed for et personligt møde med kunst og kultur.

Men det digitale skaber også nogle gange en afstand, både mellem mennesker og til kulturen. Det er altså ikke det samme at opleve noget på en skærm – som at have det i hænderne eller lige foran sig.

Det er uacceptabelt, hvis det digitale kulturtilbud begrænser sig til, at en borger – barn eller voksen – sidder alene foran en skærm.

Hvis vi skal bruge det digitale, så skal vi også bruge det til at engagere os mere i hinanden.

Jeg åbnede for nylig nogle digitale læringsprojekter på Fyn kaldet ”ICE – Interactive Culture Explorers”. Her handlede det om, at børnene altid skulle være sammen om løsningerne. De måtte aldrig bare sidde alene med en iPad. Det er den rigtige måde at gøre det på.

For det er sådan med kunsten og kulturen, at vi først rigtig forstår, hvad der foregår, når vi formulerer det overfor andre. Det vil sige igennem en dialog om vores indtryk og følelser. Refleksionen kommer først, når vi ”slår os” på de andre, som Grundtvig ville have formuleret det.

Jeg har selv oplevet, hvordan elever fra en fjerde klasse fik åbnet nogle helt andre perspektiver på begrebet ”frihed”, da de oplevede en udstilling på Statens Museum for Kunst. De skulle for eksempel tage stilling til den berømte installation med guldfisk i en blender. Og her blev spørgsmål om frihed og ansvar jo meget tydelige. Det gav eleverne mulighed for en erkendelse, som man kun kan få gennem kunsten og gennem dialogen med hinanden.

Det digitale er primært et middel, der skal give os nem adgang til kulturen. Det kan aldrig erstatte en autentisk kulturoplevelse: At være der selv. At se et kunstværk eller en genstand helt tæt på. At bladre i en rigtig bog. At opleve en koncert eller en teaterforestilling. Denne helt særlige fysiske oplevelse kan man ikke få digitalt.

Jeg oplevede fornylig Jellingmonumenterne, hvor man har rekonstrueret en del af barrikaderne med store søjler, der viser, hvor enormt anlægget faktisk var. Når man står på højen og kigger ud, så forstår man pludselig historien på en helt anden måde. Man får virkelig en fornemmelse af den storhed og betydning, området har haft.

Kunsten og kulturen taler til os på en helt særlig måde. Den har en praktisk og konkret fremtrædelsesform. Den taler gennem vores sanser og følelser, som når vi for eksempel betragter et maleri, kigger ud over Jellingmonumenterne – eller oplever et skuespil. 

Kunstens sprog – vi kan kalde det det æstetiske eller det poetiske sprog – er både individuelt, fordi det reflekteres i vores egen forståelse af virkeligheden, men det er også universelt, fordi det angår os alle. Vi har alle en medfødt evne til at forstå det. Det kræver bare nogle gange, at vi beslutter os for at lytte!

Derfor ser jeg det som en meget vigtig opgave for kulturpolitikken at arbejde for, at vi som samfund bevarer evnen til at forstå, lytte til, tale og udvikle kunstens æstetiske sprog.

Det er primært i kunsten og kulturen, at vi mødes på tværs af alder og sociale skel i en fælles forståelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Det er vigtigt at give alle børn og unge en relation til kunst og kultur. Og her mener jeg ikke kun for at skabe et vækstlag for fremtidens kunstnere. Børn og unges møde med kunst og kultur er fundamentalt for hele vores fællesskab.

Det arbejde er vi godt i gang med, bl.a. med min nye børn- og ungestrategi, med folkeskolereformen og arkitekturpolitikken.

For børn og unge er det digitale en del af deres sociale dna og en helt selvfølgelig måde at søge viden på. For dem er det digitale ikke noget, “der kommer”, det er noget, der allerede er og altid har været. Jeg har hørt om en søn, der spurgte sin far, hvordan man kom på nettet, før man havde computere.

Vi har en pligt til at blive ved med at skabe rum for de fantastiske kunst- og kulturoplevelser ude i det fysiske rum, men også til at bryde med vores egne forestillinger om, hvad og hvor kunsten og kulturen er.

Spørgsmålet må være:

Hvordan kan vi integrere det digitale, det sociale og den fysiske kunst og kultur?

Uden at ældre, voksne, unge og børn isoleres i hver deres univers. Og at vi hver især isoleres med vores egen skærm og vores egne oplevelser.

Det er den udfordring, vi skal give os selv her på årsmødet.

Hav en god dag.