27/06/2017

Åbning af Idrætsfestival for Sindet

Kulturminister Mette Bocks tale ved åbning af Idrætsfestival for Sindet 2017

(det talte ord gælder)

Kære alle atleter!

Mange tak fordi jeg må åbne Idrætsfestival for Sindet 2017!

Det er en af den slags begivenheder, der gør mig rigtig glad for at være kulturminister. Glad, fordi jeg får lov til at møde jer – og glad fordi jeg ser, hvor stærkt et foreningsliv vi har her i landet.

Jeg vil starte med at trække en tråd til vores store danske filosof, Søren Kierkegaard.

Nu var der ikke noget, der hed sindslidende, dengang Kierkegaard levede, men jeg tror, vi godt kan blive enige om, at han var lidt …”tungsindig”.

Men hvad mange ikke ved er, at Kierkegaard også var rigtig glad for at røre sig.

Han var måske ikke lige nogen idrætsmand.

Men han elskede sine daglige gåture på Volden og rundt i Københavns gader. Han kaldte det ”Sit daglige menneskebad.”

Jeg kender det selv. Man bliver glad af at røre sig – uanset hvad man ellers roder med. Og man bliver især glad, når man gør det sammen med andre.

Det gamle ord om ”en sund sjæl i et sundt legeme” har noget på sig. Selvom man selvfølgelig ikke skal overdrive det. Psykiske sygdomme kan ikke bare gås væk – men det betyder noget, hvordan man har det med sig selv og med andre.

Hvis man kæmper med psykiske udfordringer – det være sig depression, angst eller skizofreni – så kan lidelsen være altædende. Den stiller sig i vejen for alle mulige gode ting.

Derfor kan det være befriende at indgå i en sammenhæng, hvor man er noget helt andet. Hvor man er atlet, eller holdkammerat, eller … konkurrent.

”Idrætsfestival for Sindet” blevet en kæmpe succes, som nu afholdes for 22. gang – med alt udsolgt.

Det må betyde, at jer arrangører formår at skabe en festival, som giver jer deltagere noget værdi – noget som I har lyst til at være med til.

Nogle af jer er nok vant til ikke at være blandt så mange mennesker. Måske føles det overvældende og skræmmende at skifte den trygge hverdag ud med et lidt mere kaotisk setup – kan man nok sige.

Men der er meget at vinde ved at komme ud og deltage i et arrangement, hvor man er blandt ligestillede. Så er der så meget, der giver sig selv – og man kan bare være den, man er.

Det giver perspektiv at forlade sin komfort-zone - og lade sig inspirere af de øvrige atleter – for det er jo det, I er, atleter - når I deltager her på idrætsfestivalen.

Idrætsfestivalen er for mange af jer et årligt højdepunkt.

Men jeg vil også gerne fremhæve alt det gode arbejde, som bliver lagt hver uge hjemme i de enkelte idrætsforeninger, hvor I træner, eller er trænere eller engagerer jer i bestyrelsen.

Og det er så vigtigt, at I selv er med til at drive foreningerne. Kun på den måde får I lige de muligheder, som I ønsker og har brug for.

Men i dag og de næste to dage er I samlet her i Vejle på Idrætsfestival. Tak til arrangørerne og alle de frivillige, som har knoklet for at få festivalen op at stå

Rigtig god festival!