04/05/2017

Fejring af Danmarks befrielse og første spadestik til nyt Frihedsmuseum

Kulturminister Mette Bock taler ved fejringen af Danmarks befrielse og første spadestik til nyt Frihedsmuseum i Chruchillparken.

(Det talte ord)

Kære alle sammen.

Det er efterhånden blevet en tradition, at en kulturminister finder vej til Churchill-parken hvert år den 4. maj.

Men der er en meget længere tradition for at samles her og fejre frihedsbudskabet – uanset om en minister kommer forbi.

Jeg er meget glad for at være inviteret.

Vi sender tankerne tilbage til en aften med lettelse og glæde i 1945 – men også frem mod et nyt Frihedsmuseum, der vil tage form her.

Når vi fejrer frihedsbudskabet sammen, så fejrer vi også de mennesker, der kæmpede for friheden og for Danmark.

Det er en glæde at tage det første spadestik sammen med et af de mennesker: Jens Ege, der sidder lige bag mig.

Jens, du var tyve år gammel, da frihedsbudskabet lød. Du deltog i sabotagehandlinger og udarbejdede et kartotek over landssvigere, stikkere og kollaboratører.

Jeg ved, at du tidligere har været tilbageholdende med at fortælle din historie, fordi du har været bange for, at for eksempel dine børn skulle anse dig for ”en helt”. 

Men vi skal fejre vores helte. Og vi må have lov at sige, at den kamp som du var en del af, var både nødvendig og forbilledlig?

Og den er stadig vigtig.

For friheden giver aldrig sig selv, og folkestyret må aldrig blive en selvfølgelighed.

Kampen skal vindes på ny af hver generation – på hver deres måde.

I 1945 var Europa i ruiner.

Men vi genopbyggede et rigt og fredeligt kontinent.

I 1989 var vi euforiske over sammenbruddet i Sovjetunionen.

Men nu i 2017 er vi begyndt at blive bekymrede igen. Er demokratiet og friheden på tilbagetog? Er pendulet ved at svinge tilbage?

Måske. Men vi skal ikke miste håbet og troen på friheden! Og vi skal finde inspiration hos dem, der kæmpede for sagen.

Selvom frihedskampen tager mange former i dag, så er det grundlæggende den samme kamp for frihed og menneskelig værdighed.

Derfor fejrer vi med Frihedsmuseet nogle mennesker, som tog situationen i egen hånd. Mennesker fra alle samfundslag, som ikke kunne lade stå til og lade andre nationer udkæmpe danskernes kamp.

Det var ikke uden risiko. Det kunne betyde internering, tortur og død at stille sig op mod besættelsesmagten.

De var unge. De var voksne og gamle. De var mænd og kvinder. Med forskelige baggrunde og motiver, men med samme mål.

De valgte at gå med illegale blade, at indsamle informationer eller være kurerer. De åbnede klinikkerne og hjemmene for de sårede og de eftersøgte. De valgte sabotagen, og de påtog sig det værste job: Likvideringerne.

Frihedskæmperene var forskellige – og konsekvenserne for dem var lige så forskellige. Nogle blev henrettet og andre endte livet i tysk fangenskab. Nogle lever endnu i dag. Som Jens Ege heldigvis gør.

En anden frihedskæmper var Jørgen Kieler, der desværre gik bort her i februar.

Jeg har et særligt forhold til Kieler-familen, fordi den er fra Horsens, hvor jeg selv bor.

Kielers bror var praktiserende læge i Horsens i mange år. Og i øvrigt min nabo.

Kieler har selv fortalt, at han engang i 1980’erne opsøgte dansk modstandshistories grand old man, Jørgen Hæstrup. Han ville gerne have nogle gode fif til hvordan man kom i gang med at skrive om historien.

Hæstrup bad Kieler starte med at fortælle ham sin egen historie.

Det gjorde Kieler. Det tog flere timer. For den var lang og begivenhedsrig.

Han fortalte hvordan han som ung lægestuderende begyndte med illegalt bladarbejde og derefter blev en del af sabotageorganisationen Holger Danske. Og om hvordan han blev arresteret og sendt til kz-lejren Porta Westphalica hvorfra han heldigvis kom hjem igen med de hvide busser.

En dramatisk historie, men ikke en usædvanlig historie fra de år.

Da Kieler var færdig lænede Hæstrup sig frem imod ham og spurgte: ”Jamen, hvorfor gjorde I det?”

Spørgsmålet undrede Kieler. Han havde jo lige fortalt sin historie! Den burde være svar nok.

Men senere skrev han selv to bind om samme spørgsmål: ”Hvorfor gjorde I det?”

Og spørgsmålet er fortsat relevant. For det er let at dokumentere, hvad der skete under krigen.

Vi har beretninger og dokumentation i lange baner – på arkiver og museer.

Men det er sværere at forstå.

Dokumentation fortæller ikke hele historien. Noget at det mest væsentlige forbliver ubesvaret.

Det er nemlig spørgsmålet om den indre motivation og det personlige valg bag hver enkelt frihedskæmper.

Frihedsmuseet genopbygges for fortsat at kunne kaste lys over spørgsmålet: ”Hvorfor gjorde I det?”. 

Og dermed også over et andet vigtigt spørgsmål: ”Hvordan ville jeg reagere, hvis Danmark blev besat?”

Museet vil fortælle, at der er mange forskellige sandheder om, hvorfor mennesker handler, som de gør.

Det gælder frihedskæmperne – men også kollaboratører, politikere og nazister. Og såmænd også dem, der valgte ikke at vælge.

Det er nemt – men også for simpelt – på afstand at dele fortidens mennesker op i får og bukke.

Men det bør ikke være kontroversielt at konstatere, at modstandsbevægelsen som helhed var forbilledlig.

Vi genopbygger Frihedsmuseet netop på dette sted – fordi vi har brug for museet i dag.

Frihedsmuseet vil lukke os ind til de mange forskellige historier og de mange personlige valg, der danner den brogede historie om modstandsbevægelsen og frihedskampen.

Jeg glæder mig til at kunne tage mine børnebørn med om et par år og præsentere dem for en nuanceret fortælling om en tid, som deres oldeforældre levede i.

Jeg vil sige tak til Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen for det ihærdige arbejde med at genetablere Frihedsmuseet.

Og I skal vide, at jeg er meget beæret over at få lov til at tage det første spadestik til Frihedsmuseet sammen med dig, Jens Ege.

Og om lidt skal vi følges til Mindelunden.

Jeg håber på vejen at blive lidt klogere på din baggrund.

Selvom du ikke vil kaldes en helt, så er jeg glad for, at du har valgt at træde frem og fortælle din historie.

For vi har brug for at høre den.

Tak for ordet.