14/02/2017

Finn Nørgaard Foreningens konference

Kulturminister Mette Bock åbner Finn Nørgaard Foreningens konference i Landstinget

(det talte ord gælder)

Kære familie og venner af Finn Nørgaard.

Kære familie og venner af Dan Uzan.

Kære alle sammen.

Jeg vil gerne indlede med på vegne af regeringen at anerkende både Finn Nørgaard foreningen og Dan Uzans mindefonds store indsats. 

Og jeg ved i øvrigt, at jeg taler på vegne af hele Folketinget i den sag. 

Statsministeren indledte sidste års konference med en stor tak til jer. Den tak og anerkendelse vil jeg gerne gentage. 

I har vendt noget forfærdeligt til noget håbefuldt. 

I har valgt forsoningens vej i stedet frem for hadet og fortvivlelsen.

Det har I gjort, fordi I ved, at det var det, både Finn og Dan ville have ønsket.

Det tror jeg siger meget om deres personligheder. Og det siger alt om den kærlighed og hengivenhed, de har vakt i jer. 

I april 2016 var jeg som medlem af Folketingets Præsidium med til at opsætte mindeplader for Finn Nørgaard og Dan Uzan i Vandrehallen. 

Det er meget usædvanligt, at vi gør den slags.

Og det er endnu mere usædvanligt, at vi alle sammen – alle ni partier – er enige om det.

Mindepladerne er lige herude foran Landstingssalen. 

Dér hænger Finn og Dans navne – ved siden af Anker Jørgensen, Anders Fogh Rasmussen, H. C. Hansen og Hilmar Baunsgaard.

Placeringen er meget bevidst. 

Alle besøgende i Folketinget skal nemlig se mindepladerne. Så vi, der viser rundt, kan fortælle historien. Igen og igen. Så vi mindes, reflekterer - og måske bliver klogere.

Når vi på den måde fortæller, hvad der skete, mindes vi konkret to mennesker, som gik foran for at beskytte andre. Og som ulykkeligvis mistede livet så tragisk, da de trådte frem.

Vi har også opsat mindepladerne for at minde om selve den idé eller ånd, der inspirerede både Finn Nørgaard og Dan Uzan til at stille op i svære situationer.

Jeg vil kalde det ideen om den personlige forpligtelse. Og den vil jeg vende tilbage til.

Finn Nørgaard var ikke et tilfældigt offer for terrorisme. Han stod ikke bare i vejen for en kugle – han løb selv ind i faren. Det gjorde han, fordi han mente, at det var den måde, han bedst kunne hjælpe på.

Mange af jer har givet udtryk for, at det var ”Typisk Finn”.

Det samme gjorde Dan Uzan. Han mistede livet, da han frivilligt havde påtaget sig den opgave at passe på andre foran synagogen. 

Det var derfor, vi kalder dem helte.

Det ville de sikkert aldrig have kaldt sig selv.

Men det var de – på deres egen måde.

En helt er ikke noget overmenneske. 

Men vi har brug for historierne om heltene til at inspirere os andre.

Vi mennesker kan ikke lade være med at søge efter mening i det, vi oplever.

Selv når det er brutalt og meningsløst, søger vi efterfølgende at skabe mening. Som med Finn Nørgaard foreningen og Dan Uzans mindefond. På den måde kan vi komme videre.

Den amerikanske myteforsker Joseph Campbell har samlet nogle fællestræk ved alle de heltefortællinger, vi kender fra verdenshistorien. 

Et af de arketypiske træk er, at helten begiver sig ud på en farlig rejse, ikke for sin egen skyld, men for fællesskabets skyld. 

Og han – eller hun – kommer tilbage med noget, der giver fællesskabet noget vigtigt, som det mangler. 

Men i processen bliver helten forandret. Han eller hun kan ikke selv vende tilbage til fællesskabet.

Måske fordi han er skadet. Som de modstandsfolk under Danmarks besættelse, der kæmpede for friheden – men som selv bagefter kæmpede med misbrug og depression.

Eller måske fordi helten er fysisk skadet, som guden Tyr i den mytologiske fortælling om Fenrisulven. 

Den bindes i lænker, men det koster Tyr armen. 

Eller måske kan helten ikke vende tilbage, fordi han mister livet. Som Finn og Dan.

Men hvad er det så, heltene giver til fællesskabet?

Det kan være frihed. Eller kærlighed. Eller sammenhold. Eller evnen til at se "den anden".

Efter min mening giver Finn og Dan først og fremmest os et godt eksempel på den personlige forpligtelse. I den lille såvel som den store indsats.

Den personlige forpligtelse er vital for vores samfund. 

Vi har udviklet et samfund, der på mange måder er trygt. Vi har komplekse systemer, der skal sørge for borgerne i alle mulige sammenhænge.

Det er godt. 

Men staten og systemerne rækker ikke. 

For skyder vi alt ansvar over på fællesskabet – på staten – skyder vi det også væk fra os selv. Og så bliver ansvaret ansigtsløst og uforpligtende. 

Vi kan ikke erstatte de personlige relationer og det personlige ansvar med ansigtsløse strukturer.

Det gælder også på integrationsområdet, hvor der er mange problemer, hvilket I også adresserer i Finn Nørgaard foreningen. 

Vi må erkende, at integrationen ikke er lykkedes godt nok. Og at der er lommer af mennesker, som tiltrækkes af fanatiske ideologier.

De mennesker skal gennem personlige forbindelser bindes til vores samfund. 

Det har vi alle et ansvar for. Du og jeg. Uanset på hvilken side af broen vi står. 

Det personlige ansvar kan for eksempel bestå i:

At tilbyde et job til en ung på ”kanten”, også selvom der er en risiko forbundet med det. At række hånden ud. Men også at stille krav og derigennem vise respekt. 

Men den personlige forpligtelse kan såmænd også bestå i at give en røffel og sige klart fra, når det skal være. 

Berøringsangsten kan være et lige så stort problem som fremmedangsten.

Vi er alle bærere af samfundsordenen, uanset om vi vil det eller ej. 

Vi går alle foran med et eksempel. Godt eller skidt.

Vi kan ikke alle være som Finn Nørgaard eller Dan Uzan. Vi har ikke alle det mod. 

Men vi kan alle gøre noget.

Vi har alle muligheder for at handle. I det store og ikke mindst i det små, i hverdagen. I civilsamfundet. 

De forfærdelige begivenheder i København for to år siden er kommet mere på afstand. 

Men de er desværre blevet efterfulgt af mange andre forfærdelige terrorhandlinger.

Der er virkelig brug for civilcourage. Vi må række ud efter hinanden. Og vi må holde fast i den gensidige tillid, der har gjort det danske samfund så stærkt.

Der er virkelig brug for at vi lader os inspirere af Finn og Dan. 

Og dermed er der også virkelig brug for både foreningen og mindefonden.

TAK fordi I er her!