26/01/2017

Mindehøjtidelighed for Erland Kolding Nielsen

Kulturminister Mette Bocks tale ved mindehøjtidelighed for Erland Kolding Nielsen, tidligere direktør for Det Kongelige Bibliotek.

(Det talte ord gælder)

Erland Kolding Nielsen er død. Han er her ikke mere. Men han har sat spor. Og han sætter spor. Også i dag.

Jeg har kendt Erland gennem mange år. Vi har begge været medlem af VL 1 – ”Mahognigruppen”, som Erland med en vis tilfredshed kaldte den.

Jeg glemmer aldrig hans velkomstreplik: "Hvor er det dejligt at få endnu en humanist i blandt os. Vi er ved at være en sjælden race i mange sammenhænge."

Erland var humanist i ordets bedste forstand.

Et dannet menneske. Et engageret menneske.

Og et frisindet menneske.

Efter 30 år i direktørstolen på Det Kongelige Bibliotek – endnu en sjældenhed i vore dage – meddelte Erland sidste sommer, at tiden var inde til at gå af. På trods af, at han gennem et stykke tid havde truet med at blive.

I Erlands tid som direktør har biblioteket ændret sig fra at være en ærværdig, men også støvet kulturinstitution – til at blive en moderne, udadvendt og internationalt orienteret frontløber.

Men Erland glemte aldrig kerneopgaven: At være Danmarks Hukommelse! Arkiver og samlinger er blevet udvidet enormt og er blevet mere tilgængelige.

For det er ikke institutionen og arkiverne, der skal huske. Det er mennesker – og nye generationer.

Erland var humanist. Af en sådan kaliber, at han tålte begreber som New Public Management, djøficering, konkurrencestat, resultatkontrakter og omstillingsparathed uden at lade sig inficere.

Hans krop var immun.

Man han navigerede i de nye farvande med en sikker hånd på humanismens ror, hvis styrke han aldrig tvivlede på.

Han var nemlig ikke uenig i, at det ikke er nok at have en lang historik eller et forpligtende navn. Man skal hver dag udfylde og forny sit mandat til den opgave, man har påtaget sig.

Det gjorde Erland – vel at mærke ud fra en kærlighed til substansen og til Det Kongelige Biblioteks rolle som Danmarks Hukommelse. Derfor lykkedes han med det.

På den ene side havde han regneark og ringbind.

På den anden side stod Minerva og muserne.

Digitaliseringen har ændret fundamentalt på samfundet og vores vaner – og på Det Kongelige Bibliotek.

Jeg glemmer aldrig, da Erland fortalte mig, at han ville undersøge mulighederne for at få Google til at digitalisere vitale dele af kulturarven. De måtte have en ekspertise, der kunne bruges – uden at det ville tømme statskassen!

Ideen var sjov og illustrerer Erlands til tider krøllede hjerne.

Én af Erlands væsentligste prioriteringer var at gøre Det Kongelige Bibliotek til en synlig og åben kulturinstitution.

Det blev til en profil, som man bogstavelig talt også lægger mærke til: Den sorte Diamant.

En diamant, der nu er en integreret del af Københavns skyline og optræder på utallige Facebook og Instagram opdateringer over hele verden.

Man kunne heller ikke overse Erland, når man var i hans selskab.

Jeg ser ham for mig, når der i VL1 var oplæg, der måske var en smule for lange. Så kunne Erland tage sig en lille absance med lukkede øjne.

Men man skulle ikke tage fejl. Når vi nåede til diskussionen, var Erland på pletten med knivskarpe spørgsmål og kommentarer, der gjorde os alle klogere.

Erland har ikke været alene med sin passion for kulturarven, for litteraturen, musikken og historien.

En af hans styrker var, at han omgav sig med dygtige mennesker, der både vidste noget om substans – og om formidling.

I Erlands tid har Det Kongelige Bibliotek og dets dygtige medarbejdere bygget bro.

Mellem det introverte skatkammer og studerekammer, som biblioteket på den ene side udgør – og på den anden side det udadvendte, levende kulturhus, som kan formidle Nationalbibliotekets skatte på den anden. Det skabte – og skaber – liv.

I kontrast hertil står døden. Den er et livsvilkår, men også en hård følgesvend, når den kommer tæt på.

Jeg glemmer aldrig den efterårsaften, hvor Erland i slutningen af et VL-møde rejste sig og tog ordet.

Han fortalte, at han nu nærmede sig støvets år og havde meddelt dronningen, at han gik på pension.

Det var der jo intet usædvanligt i. Men i forlængelse heraf fortalte han med enkle og ligefremme ord, at han havde fået en alvorlig kræftdiagnose og forventede at have omkring tre måneder tilbage at leve i.

I det øjeblik splintredes den glasvæg, som er imellem os mennesker, når det kommer til at tale om døden.

Selvom vi havde kendt hinanden gennem mange år, lod Erland os røre ved hinanden – og ved ham – i et intenst og nærværende øjeblik.

Jeg tror, at Erland med sin åbenhed omkring døden, der var kommet så tæt på, ikke blot gav os andre en særlig gave, men også styrkede sig selv, så han kunne klare den sidste vandring.

Erland var ikke bange for døden.

Han ville bare så gerne leve lidt længere.

Det fik han ikke lov til. Men et rigt liv – det fik han.

Og det gav han.

Søren Kierkegaard – der har givet navn til Diamantens adresse – gjorde sig også tanker om døden.

Men han interesserede sig ikke for, hvad der skete efter døden. Han var eksistentialist.

Det, der interesserede Kierkegaard var, hvad døden som eksistensvilkår betyder for os – i det levede menneskeliv. Døden er det, der giver livet alvor, men også en skrøbelighed og uvished, som vi må leve med og på sin egen måde forpligte os på. I nuet.

Døden giver perspektiv. Det mærkede Erland. Og det mindede han os andre om.

Men en anden forfatter med stor tilknytning til biblioteksverdenen, Jorge Luis Borges, har tilladt sig at gætte på, hvad der møder os efter døden: ”- Jeg forestiller mig, at paradis vil være en slags bibliotek,” skriver han i essayet ”Blindhed”.

Det ville glæde Erland.

Vi ved ikke, hvad der venter os forude, men vi ved, at Erland som en stor humanist satte sig spor. Her på biblioteket og i hele det danske kulturliv. Han hjalp os med at huske.

Lad os i tiden, der kommer, mindes ham i glæden over hans liv og sporene han satte – og ikke i sorgen over det, vi har mistet.

Tak for ordet.