24/01/2017

Overrækkelse af Folkegave fra Island

Kulturminister Mette Bock takker for modtagelsen af Folkegaven fra Island i forbindelse med det islandske statsbesøg.

(Det talte ord gælder)

Deres Majestæt,

Præsident Jóhannesson,

Kære alle sammen.

På det danske folks vegne: Af hjertet tak for folkegaven!

Det er på alle måder en stor gave.

Én ting er selvfølgelig, at de fem sagabind tilsammen vejer næsten 6 kilo.

Men endnu vigtigere: De har en fantastisk litterær tyngde. De er ikke bare litterært arvesølv, men litterært arveguld!

Hendes Majestæt Dronningen har skrevet forord til den danske udgave af sagaerne, og jeg er bekendt med, at Hendes Majestæt tidligere har modtaget et eksemplar af den danske udgave.

Og jeg ved, at Hendes Majestæt Dronningen er meget taknemmelig for at oversættelsen, ved denne storslåede gave, nu bliver tilgængelig for alle danskere.

Som Hendes Majestæt Dronningen skriver i sit forord: ”De islandske sagaer er et af Nordens mest markante bidrag til verdenslitteraturen. I Danmark har de spillet en særlig vigtig rolle som kilde til de gamle nordboers historie, og de har fra en meget tidlig tid dannet et fællesskab i Norden og knyttet de nordiske folk sammen.”

Den nye nordiske udgave er en kæmpe bedrift fra udgivernes side. Tillykke til det islandske Saga-forlag. Tillykke til Annette Lassen for frugten af den store indsats. Og tillykke til alle andre, der har bidraget.

Sagaerne beskriver konger, helte og skjalde – hovedsageligt på Island, men også i Norge, Danmark og Sverige og på de store opdagelsesrejser til Grønland og Vinland.

Om alle hændelserne fandt sted i virkeligheden, ved vi ikke. Det gjorde de næppe. Men sagaerne er alligevel et vidnesbyrd om en verden af i forgårs. For de skildrer, hvordan vores fjerne forfædre opfattede verden. De beskriver deres opfattelse af rigtigt og forkert, af hvordan man levede sammen og hvilke værdier, man satte højt.

På nogle punkter fremstår sagaernes verden som meget fjern.

Det er en voldsom verden, hvor skam, værdighed og personlig kamp betyder meget. En mand er en mand og et ord er et ord, og man klarer ærterne selv.

Sådan er det vist lidt på Island endnu.

På andre punkter fremstår sagaernes verden som umiddelbart genkendelig. Også for os der lever i en moderne, globaliseret og digitaliseret verden. I bund og grund handler sagaerne om værdier og følelser, som også fylder vore liv i dag: Liv og død – ære, kærlighed og hævn – familie, sammenhold og sorg.

Præcis ligesom i alle store fortællinger taler sagaerne direkte til hjertet - i et blomstrende sprog, i et sanselige sprog, der rører vore følelser.

Og så har de humor og medmenneskelighed. Og det er måske også det, der gør dem særligt nærværende. Heltene er sjældent helt perfekte, og skurkene er sjældent helt rigtige skurke, når det kommer til stykker.

Sagaerne skal læses - ikke bare for den store historiske indsigts skyld – men også fordi de simpelthen er gode historier, som vi siger i vore dage.

Vi taler tit om den nordiske kultur som noget særligt. Og lige nu har den store, fælles kultursatsning ”Nordic Matters” masser af vind i sejlene i London.

Men hvad er egentlig det særlige ved Norden? Det kan man måske få ”syn for saga” for ved at læse de smukke, røde bøger, som nu er på vej ud på alle danske folkebiblioteker.

Jeg spekulerer selv på, om der ligger en særlig nordisk betydning i ordet ”folkegave”. Kunne man bruge det ord andre steder end i Norden?  Det kan jeg godt tvivle lidt på.

Det er ikke en gave fra ”stat” til ”stat”, eller fra ”nation” til ”nation”. Det nordiske ”folk” er ikke en fælles, homogen masse af undersåtter. Det er et ”folk”, der styrer sig selv gennem personlig myndighed og en særlig kulturel dannelse.

Det er næppe noget tilfælde, at da Grundtvig og Ingemann var med til at skabe opfattelsen af "det danske folk" – så trak de på sagaerne. Her kunne de fortælle om en fælles historisk arv, til et folk med selvbestemmelse, og med frihed for Loke såvel som for Thor.

Ikke et perfekt samfund, de beskriver ikke perfekte mennesker - men et folk der havde en særlig kultur, der kunne gøre dem myndige, selvbevidste og klogere på deres egen historie. Også dengang.

Sagaerne knytter i sandhed Norden sammen.

Og måske spøger sagaånden en lille smule endnu.

Vi er i hvert fald her til lands fulde af beundring for islændingenes villighed til fortsat at drage ud og erobre verden. Ikke med sværd og økse, som vikingerne gjorde, men med kultur og iværksætterånd.

Det sagaånd kan vi fortsat lære af i hele Norden. Ikke i kulturel selvgodhed og selvtilfredshed, men for at lade os inspirere til, hvordan vi sammen kan sætte endnu mere vind i sejlene i vore dages langskibene.

Hvem ved, måske står Norden overfor en renæssance?

Af hjertet tak for folkegaven.