Kulturforskningen styrkes med 9 mio. kr.

Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner får endnu bedre muligheder for at styrke forskningsindsatsen i de kommende år.

Den netop indgåede aftale om fordeling af globaliseringsmidler til forskning og udvikling tilgodeser også det brede spektrum af Kulturministeriets forskning med i alt 9 mio. kr. i perioden 2010-12. Midlerne fordeles til forskningen på arkitektskolerne, billedkunstskolerne, konservatorskolen, designskolerne, musikkonservatorierne og biblioteksskolen, som dermed får styrket deres muligheder for at skabe fremtidens kreative kompetencer.
 
Kulturminister Carina Christensen siger:
”Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner udvikler fremtidens billedkunstnere, musikere, bibliotekarer, konservatorer, designere og arkitekter. Det sker naturligvis på det højeste kunstneriske niveau. Uddannelsesinstitutionerne er imidlertid også forskningsinstitutioner, og derfor glæder det mig, at vi med de nye penge får mulighed for yderligere at styrke den videnskabelige udvikling på vores uddannelsesinstitutioner.”
 
Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Skovmand, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 98
Kontorchef Frank Rechendorff, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 25