Præsentation af de indstillede til Statets Kunstfonds kunstkyndige tremandsudvalg

Billedkunstner Jens Haaning (født 1965)

Jens Haaning er uddannet billedkunstner på Det Kongelige Danske Kunstakademi og Akademie der Bildende Künste München. Han har en omfattende og markant international karriere, som omfatter deltagelse på de væsentlige internationale biennaler (Gwangju, Istanbul, Sydney og Documenta). Jens Haaning har også udført projekter i det offentlige rum mange steder i verden, bl.a. i Wien og New York, og permanente værker i byerne i Leiden og Utrecht i Holland og har derigennem erfaring med en mere konceptuel praksis i forhold til det offentlige rum samt til hvordan man arbejder med dette område i en international kontekst. Han er repræsenteret med værker på Statens Museum for Kunst, ARoS, Le Consortium i Dijon og Migros Museum i Zürich, og han underviser på Det Fynske Kunstakademi.

Forfatter, oversætter Ida Jessen (født 1964)

Ida Jessen er cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation. Hun debuterede i 1989 med novellesamlingen Under sten og har siden udgivet en lang række novellesamlinger, romaner og børnebøger. Senest udkommet er den anmelderroste roman Børnene, som er den selvstændige fortsættelse af romanerne Den der lyver (2001) og Det første jeg tænker på (2006). Alle tre udspiller sig i den fiktive Limfjordsby Hvium. Sideløbende med sit forfatterskab virker Ida Jessen som oversætter.
Ida Jessen var medlem af det sidste Litteraturråd, som sad fra 2000 til 2003. Hun har modtaget en lang række hædersbevisninger for sit forfatterskab, herunder både Danske Banks Litteraturpris 2006, Søren Gyldendal Prisen 2009 og De Gyldne Laurbær i 2010. Ida Jessen modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 1997, ligesom hun siden 2009 har været modtager af livsvarig ydelse.

Komponist Bent Sørensen (født 1958)

Bent Sørensen er professor i komposition på Det Kongelig Danske Musikkonservatorium, og han må betegnes som Danmarks mest betydende partiturkomponist i sin generation. Han skriver i alle former og har en betydelig international karriere. Han modtog Nordisk Råds Musikpris 1996 for Sterbende Gärten. Bent Sørensens professionelle virke udspiller sig inden for partiturmusikken, men han er også meget velbevandret i den rytmiske musik, hvor han er bredt opdateret. Oprindelig kommer han fra en baggrund som udøver af folkemusik, og han har undervist en række markante rytmiske komponister.
Bent Sørensen var 1996-1998 medlem af Statens Kunstfonds Klassiske Tonekunstudvalg.

Keramiker Peder Rasmussen (født 1948)

Peder Rasmussen er uddannet keramiker i Danmark og Italien. Han er en højtprofileret og original keramiker, der har udstillet på gallerier og museer både i Danmark og udlandet. Han har ligeledes kurateret udstillinger og fungeret som jurymedlem, bl.a. på Biennalen for Kunsthåndværk og Design på Trapholt. Han har desuden været gæstelærer på designskolerne i København og Kolding og er næstformand i kunstindustrimuseets venner, og han er aktiv deltager i den offentlige kunstdebat.

Arkitekt, lektor Anette Brunsvig Sørensen (født 1945)

Anette Brunsvig Sørensen er arkitekt MAA og lektor ved Arkitektskolen Aarhus. Hun er selvstændig praktiserende arkitekt, underviser og forsker og har i en årrække arbejdet som fagdommer i arkitektkonkurrencer, præmieringsudvalg og rådgivende udvalg for fremtidig byudvikling. Modtog ”Det Gyldne Søm” i 2003 for en særlig indsats til fremme af byggeriet og branchens image. Hun er tidligere medlem af repræsentantskabet for DAL/AA (1985-1991) og af Bygningskunstudvalget DAL/AA (1991-99) og fungerer som censor ved Aalborg Universitetscenter og Kunstakademiet.

Danser, ph.d. Karen Vedel (født 1955)

Efter en karriere som udøvende danser og performer blev Karen Vedel cand.mag. i teatervidenskab i 1994. I 2005 blev hun ph.d. fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab.
Karen Vedel er forfatter til "En anden dans" (2008) og har fået publiceret utallige artikler hovedsagelig om scenekunst. Hun har desuden skrevet mange evalueringer og rapporter, fx. "Dokument om Dans. Den første Danseredegørelse (2001), ekstern evaluering af Skolen for moderne dans (2006) og af Den Norske Ballethøyskole (2007).
Karen Vedel har bl.a. været bestyrelsesmedlem af NOFOD (Nordic Forum for Dance Research)  (2000-2004) og medlem af Statens Kunstfonds Repræsentantskab (2004-2010) og sad i Kulturministeriets udvalg, der udarbejdede "Moderne dans i Danmark - visioner og anbefalinger til en fremtidig politik for moderne dans" (2003).
Karen Vedel er p.t. ansat som forsker på Tampere Universitet, Finland, hvor hun arbejder på et projekt, som hedder Dance in Nordic spaces.