PROGRAM: KULTURNAT I KULTURMINISTERIET 2010

Velkommen til Kulturnat d. 15. oktober i Kulturministeriet, Nybrogade 2, København K.

Gå på opdagelse i Kulturministeriets flotte lokaler, lyt til unge danske talenter fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fra folke-/rock-kollektivet ”Cody”, se anmelderroste afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje, og oplev unikke værker af elever fra Designskolen.

Talenter fra Det Kongelige Danske musikkonservatorium

Det er nogle af Danmarks mest talentfulde musikere, der gæster Kulturministeriet, når The Nightingale String Quartet og Bjarke Mogensen og Rasmus Kjøller opfører fire minikoncerter. De to grupper består af studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og de har i særdeleshed vist deres store talent: The Nightingale String Quartet har modtaget priser ved P2’s Kammermusikkonkurrence 2009 og i den hollandske Charles Hennen Concours. Bjarke Mogensen og Rasmus Kjøller går begge i konservatoriets solistklasse og har blandt andet fået Gladsaxe Prisen og Sonning Fondens stipendium for unge talenter.

Program for aftenen:

The Nightingale String Quartet
Store Mødesal, 1. sal: Kl. 18.30-19.00 og 20.00-20.30

Franz Schubert: Der Tod und das Mädchen, 1. sats
Maurice Ravel: En sats af Strygekvartet i F-dur
Carl Nielsen: 2. sats af Strygekvartet i g-mol


Bjarke Mogensen og Rasmus Kjøller
Store Mødesal, 1. sal: kl. 19.15-19.45 og 20.45-21.15

Jesper Koch: Tango for Two
Igor Stravinskij: Uddrag fra Petrouchka, 1. scene
Modest Mussorgskij: En nat på Bloksbjerg


Koncert med folk-/rock-kollektivet Cody
Store Mødesal, 1. sal: kl. 22.00-23.00 

Det syv mand store folk-/rock-kollektiv Cody har med Kaspar Kaae i spidsen opnået stor succes i både ind- og udland i løbet af 2009/10. Ud over at have fået sit debutalbum ”Songs” udråbt til et af 2009's bedste albums i flere magasiner og aviser har bandet med sin optræden på bl.a. Roskilde Festival og Spot Festival bevist, at det er et af Danmarks bedste livebands. Med intime og smukke klange skaber Cody en helt særlig atmosfære og fanger ethvert publikum.


Animationsfilm – mest for de voksne
Hele aftenen i Bomholtsalen, 3. sal

I dagbladene har anmelderne jublet over de fem nye filmskabere. Nu har du chancen for at se deres værker. Det er med stolthed, Kulturministeriet kan vise de fem anmelderroste afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje. Fem animerede fortællinger, som vidner om talent og dedikeret passion for faget. Filmene spænder genremæssigt bredt fra komedie og drama til gys, og der er sågar elementer fra musicalgenren.
 
De fire animationsfilm, som vises, er: Rickard Stampe Söderström: ”Julegrisen”, Tor Fruergaard: ”Venus”, Helena Frank: ”Heavy Heads” og Paw Charlie Ravn: ”To Venner”.  Søren Fruergaard har lavet den interaktive tegneserie: ”Klik i familien”.

Læn dig tilbage og bedøm selv talentet!


Benjamin Nordsmark – møbel- og rumdesign
Hele aftenen i Lille Møderum, stueetagen

Benjamin Nordsmark er studerende på Danmarks Designskole og blev i 2010 tildelt hæderslegat efter møbelarkitekt Grete Juel Jalk. Benjamin roses i legatindstillingen for ”selvstændighed, en innovativ skaberglæde og en legende tilgang til møbelfaget”.

Benjamin Nordsmarks originale tilgang til formgivningsprocessen kommer til udtryk i fire færdige stole med inspiration hentet hos henholdsvis Picasso, Gaudi, Fuco Ueda og M.C.Escher.


Caroline Wilkenschildt Fossum – beklædningsdesign.
I samarbejde med fotograf Malene Tardrup
Hele aftenen i Pilastersrummet, 1. sal

Otte kvindekarakterer, fortolket gennem en serie af beklædningsdele, der tilsammen skaber en stemningsfuld visuel fortælling. Kollektionen bevæger sig i spændingsfeltet mellem mode, kostume og kunst. Afgangselev fra Designskolen Caroline Wilkenshildt Fossum siger selv om sit projekt:

”I mit afgangsprojekt har jeg belyst, hvordan kvindens styrke og svaghed i et historisk perspektiv er forbundet med synd og skam. Vi dykker ned i renæssancens dystre tid, hvor det katolske kvindesyn var styrende. Projektet hedder ”Dydens fald” med reference til syndefaldet, men med et stort spørgsmålstegn til emnet: For var de feminine værdier engang dyder, som senere gennem kristendommen blev gjort til synder? Tænk hvis det var omvendt? Tænk hvis det, vi i dag betragter som kvindens svage sider, hendes synder, i virkeligheden var hendes dyder?”

Kulturministeriets fantastiske Meyer Kantine har åbent hele aftenen og serverer mad og forfriskninger