22/03/2017

Brobygning på højskoler motiverer udsatte unge til uddannelse

Et brobygningsforløb på højskoler og frie fagskoler motiverer udsatte unge i kontanthjælpssystemet til læring og uddannelse, viser evalueringsrapport fra Center for Ungdomsforskning.

65 unge i kontanthjælpssystemet har deltaget i et brobygningsforløb på højskoler og frie fagskoler. Målet var at motivere, opkvalificere og afklare dem til uddannelse. En evaluering af projektet viser, at flere af de unge har positive erfaringer med forløbet og er blevet mere motiveret til uddannelse.

Kulturminister Mette Bock siger: 

”På højskolerne bliver man ikke til noget, men til nogen – og det kan være vejen til at finde ud af, hvad man vil lave. Jeg er glad for, at rapporten slår fast, at elever udvikler sig under et højskoleophold, så de finder lysten og motivationen til at tage en uddannelse. Vi skal give børn og unge de bedste forudsætninger for at kunne træffe selvstændige valg, og give dem troen på, at de kan vælge og forme deres egen fremtid.”

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger: 

”Hver femte ung i Danmark har hverken opnået studie- eller erhvervskompetence 7 år efter 9. klasse. Mange af dem ender i kontanthjælpssystemet, og det kræver handling, hvis de ikke skal tilbringe deres voksenliv på offentlig forsørgelse. Den rigtige hjælp kan være afgørende for, om de som voksne bliver en del af arbejdsmarkedet, hvor de kan forsørge sig selv og deres familier. Et forløb på fx en højskole kan for nogle unge måske være det, der skal til for at give afklaring og retning i forhold til at få taget en erhvervskompetencegivende uddannelse.” 

Evalueringen af projektet viser helt overordnet, at de unge oplever, at opholdet på højskolerne og de frie fagskoler har været positivt. Flere af de unge har fået øget deres motivation for læring og uddannelse og styrket deres tillid til egne uddannelsesevner og muligheder. 

Rapporten opsamler erfaringer fra de unge, skolerne og kommunerne, men indeholder på grund af det begrænsede deltagerantal ikke en effektanalyse af, om opholdet efterfølgende får betydning for, om flere unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse, end de ellers ville have gjort. 

Projektet med brobygningsforløb på højskoler og frie fagskoler startede i 2015 i ti kommuner, der har samarbejdet med ni højskoler og to frie fagskoler. Der har været afsat i alt 6 mio. kr. til forsøget, der er gennemført i samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet.

Læs mere

Kulturministeriet, pressetelefon: 22 76 51 16

Beskæftigelsesministeriet, pressevagt: 51 23 28 30