30/09/2016

Danmark nominerer Brian Mikkelsen til posten som Vicepræsident for WADA

Danmark har i dag nomineret tidligere kulturminister, justitsminister samt økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen til posten som vicepræsident for det internationale anti-doping agentur, WADA.

Posten er blevet ledig, da den tidligere vicepræsident, dr. Makhenkesi Stofile, fra Sydafrika afgik ved døden i august i år.

Kulturminister Bertel Haarder siger:

”Antidopingområdet kræver fuld fokus. Vi har fra dansk side arbejdet intenst med at sikre alle de rene idrætsudøvere gode vilkår. Og det vil vi forsat gøre både nationalt og internationalt. Vi har derfor indstillet Brian Mikkelsen til posten som vicepræsident for WADA, da han har særdeles stor viden på området og har vist, at han er fremragende til at samarbejde på tværs af både organisatoriske skel og landegrænser. Brian Mikkelsen vil være en rigtig god næstformand for WADA. Han kan samle verdens regeringers indsats mod doping og skabe et godt samarbejde med idrætsbevægelsen.”

Brian Mikkelsen siger:

”Jeg er den danske regerings kandidat til posten som næstformand for WADA, da jeg meget gerne vil være med til at gøre en forskel for de rene idrætsudøvere. Kampen mod doping, beskyttelse af de rene udøveres rettigheder og fremme af fair konkurrencer har gennem hele min politiske karriere fyldt meget, og jeg håber på at få lov til at genoptage min internationale indsats for integritet i idrætten.”

Der er frist for indstilling af kandidater til Europarådet i dag, fredag d. 30. september. Europarådet træffer en beslutning om, hvem der skal være Europas kandidat til posten inden d. 24. oktober 2016. WADA vælger den kommende vicepræsident på sit bestyrelsesmøde d. 19. november 2016

Yderligere oplysninger:

Kulturministeriets pressetelefon, tlf. 22 76 51 16