13/04/2010

Fælles fremstød skal styrke dansk design på den internationale scene

Danmark risikerer at miste terræn som toneangivende designnation, hvis ikke danske designvirksomheder for alvor markerer sig.

Derfor er Kulturministeriet og Eksportrådet under Udenrigsministeriet gået sammen med designvirksomheder, Dansk Design Center, Danish Crafts samt arkitekt- og designskolerne om en fælles dansk satsning på Milano Design Week med 300.000 besøgende og flere tusinde journalister fra hele verden.

Målet med det ambitiøse fremstød er at brande Danmark som designnation, så dansk design og kunsthåndværk fortsat fremstår som fremadstormende avantgarde – et omdømme, som Danmark nyder godt af i udlandet.

Udenrigsminister Lene Espersen siger:

"Der ligger et stort vækstpotentiale i designindustrien, og det skal vi være bedre til at udnytte. Danmark er allerede toneangivende inden for design – og især inden for bæredygtigt design – men det er ikke en selvfølge, at vi kan fastholde den gode position. Vi er til stede i Milano for i fællesskab at styrke og videreudvikle det danske brand, så vi også fremover står stærkt i den internationale konkurrence."

Om den fælles indsats i Milano siger kulturminister Per Stig Møller:

"Milano er internationalt anerkendt som omdrejningspunkt for den nyeste udvikling på designområdet. Derfor er det også vigtigt, at vi fra officiel dansk side og på tværs af offentlige og private aktører er til stede og benytter os af Milano Design Week som udstillingsvindue og markedsføringsplatform for vores kompetencer på designområdet. Vi skal sikre international opmærksomhed om vores dygtige kunsthåndværkere, designere og designvirksomheder, og vi skal synliggøre de kvaliteter, Danmark har at tilbyde som designnation."

Fremstødet indeholder 4 markante elementer, der skal fremme den danske indsats.

Eksportrådet arrangerer en fælles stand på møbelmessen Salone del Mobile, som er en del af designugen. I alt deltager 15 af de førende danske virksomheder på møbelmessen. 

Dansk Design Center deltager i Milano med udstillingen SHOWHOW, der viser det nyeste inden for bæredygtigt design, og som giver smag for dansk madkultur, oplevelse af danske kvalitetsmøbler, nærkontakt med mode og mulighed for berøring af de nyeste materialer.

På Danish Crafts-udstillingen med titlen MINDCRAFT stiller 12 eksperimenterende værker skarpt på brugen af nye materialer – og på brugen af velkendte materialer i nye, uventede sammenhænge. 

Til at skabe ekstra opmærksomhed omkring de danske aktiviteter i Milano deltager 22 designstuderende, der går under navnet Danish Design Lovers. De fungerer som unge ambassadører for dansk design og arbejder tæt sammen med de danske udstillere. Man kan blandt andet følge deres aktiviteter på www.danishdesignlove.dk, hvor de blogger samt poster billeder og videoer.

Milano Design Week finder sted 14.-19. april.

Yderligere oplysninger:

Specialkonsulent Mikkel Buchter
Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 85

Presse- og kommunikationsmedarbejder Dorthe Skaaning Mathiesen Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21