20/04/2016

Kulturministeren vil tillade kroer at bruge kongekronen

Kulturministeren har nu fremsat et lovforslag i Folketinget, som giver kroer, foreninger og virksomheder mulighed for at anvende kongekronen på en række betingelser.

Tidligere kongeligt privilegerede kroejere har haft tradition for at anvende kongekronen som symbol på den privilegerede status. Denne anvendelse har hidtil været ulovlig. Enkelte foreninger og virksomheder har også traditionelt anvendt kongekronen som en del af et logo. Lovforslaget lægger op til, at disse grupper af kroer, foreninger og virksomheder kan ansøge om at kunne anvende kongekronen.

Kulturminister Bertel Haarder siger:

"Jeg er glad for nu at præsentere et lovforslag for Folketinget, som giver de tidligere privilegerede landevejskroer mulighed for at fortsætte en gammel tradition for at bruge kongekronen som symbol. De gamle kroer er jo ligefrem blevet en del af vores kulturarv."

Læs lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16