13/06/2017

Kulturministerens Folkemøde 2017

Hvad skal fremtidens medieindhold være? Hvilken rolle skal grænselandets mindretal spille i udbredelsen af dansk kultur? Og hvordan sikrer vi både eliten og vækstlaget i dansk musik? Det er nogle af de spørgsmål, kulturministeren vil bruge dette års Folkemøde på Bornholm til at diskutere.

Kulturminister Mette Bock får nok at se til på årets Folkemøde, der afholdes d. 15.-18. juni i Allinge på Bornholm. Med mere end 20 arrangementer i kalenderen er ministeren nemlig den, der deltager i flest events på Folkemødet. På Folkemødet debatterer hun blandt unges medieforbrug, det danske mindretal i Tyskland og eliten og vækstlaget i dansk musik.

Fredag den 16. juni kl. 11.30-12.00: Idrættens topmøde

Mette Bock sidder over for blandt andre DIF’s Niels Nygaard og DGI’s Søren Møller, når idrætspolitikken er på programmet på Liberal Alliances båd i Allinge Havn.

Fredag den 16. juni kl. 12.30-13.30: Sådan skal fremtidens medier se ud

Hvad vil de unge have? Dansk Journalistforbund er vært, når de unges medievaner bliver sat på dagsordenen og kulturministeren deltager i diskussionen om, hvordan vi skaber et medieudbud, der matcher de unges behov. Denne diskussion fører ministeren videre på www.antennerneude.dk.

Fredag den 16. juni kl. 14.00-14.45: Kampen om mediernes fremtid 

Weekendavisens Martin Krasnik styrer slagets gang i Egmonts debat, hvor ministeren sammen med medieaktører og politikere blandt andet vil diskutere om private medier kan lave public service.

Fredag den 16. juni kl. 16.30-17.30: DR’s debat om public service og dens rolle i fremtiden

Kulturministeren er med, når TV Avisens Ask Rostrup spørger et panel af medieaktører, hvad det betyder for public service og dens fremtidige rolle, at vi i stigende grad bruger medier på nye og forskellige måder?

Lørdag den 17. juni kl. 12.30-13.00: Elite og vækstlag i musikken

Hvordan sikrer vi plads til både eliten og vækstlaget i dansk musik? Ministeren deltager i Dansk Komponistforenings debat i Kampeløkke Havn.

Lørdag den 17. juni kl. 13.30-14.30: Mindretal og kultur i Tysklandsstrategien

Sammen med Danmarks ambassadør i Tyskland Friis Arne Petersen diskuterer Mette Bock, hvordan mindretallene i grænselandet og dansk kultur kan komme til at spille en større rolle i regeringens Tysklandstrategi.

For kulturministerens øvrige debatter og arrangementer, se Folkemødets egen kalender

Yderligere oplysninger

Louise Brincker, kontorchef for Ledelses- og kommunikationssekretariatet, tlf.: 41 39 39 44

Mette Bom, kampagnerådgiver, tlf.: 40 55 08 00