03/02/2017

Mette Bock kickstarter kulturindsats i Japan

Kulturministeren er fra 6.-11. februar i Japan for at fremme den kulturelle udveksling og samarbejdet mellem Japan og Danmark. På programmet er blandt andet åbningen af en Skagensmalerudstilling, besøg hos danske kunststuderende på udveksling og på jazzspillestedet SuperDeluxe, som Jazzhouse samarbejder med.

Åbning af udstillingen Japanomania på SMK. Foto: Hasse Ferrold

Danmark og Japan fejrer i 2017 150-års jubilæet for diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Jubilæet fejres i begge lande med en ambitiøs udveksling inden for kultur, kunst, design, arkitektur og musik. 

Kulturminister Mette Bock siger:

”Jeg har set meget frem til besøget i Japan, hvor vi fejrer 150-året for de diplomatiske forbindelser. Det bliver en stor oplevelse at mødes med en række af de toneangivende japanske kunst- og kulturpersonligheder, som arbejder sammen med danske partnere om vores landes fælles kultursatsning. Det er flot, at så mange danske og japanske kunstnere og kulturinstitutioner har lyst til at deltage i satsningen. Jeg er sikker på, at samarbejdet og udvekslingen mellem de danske og japanske kunstscener vil give os en masse inspiration, der kan være med til at udvikle og styrke kunsten i begge lande. Dermed styrker vi også muligheden for at skabe arbejdspladser og indtægter i kultursektoren, som er en voksende økonomi.” 

Under det fem dage lange besøg vil kulturminister Mette Bock møde en række japanske politikere og repræsentanter fra kulturelle netværk, som bidrager til kulturudvekslingen og kultursatsningen mellem Danmark og Japan. 

Kulturministerens besøg i Japan inkluderer blandt andet følgende programpunkter: 

  • 7. februar overrækker kulturministeren den japanske regering en kopi af den oprindelige venskabs-, handels- og søfartstraktat fra 1867 udført på japansk papir lavet af morbær- og hampefibre. Det sker på Japans nationale arkiv, der senere på året – sammen med Rigsarkivet i København – åbner en udstilling om de tætte bånd mellem Danmark og Japan. 
  • 8. februar aflægger kulturministeren besøg på DesignLab, Kyoto Institute of Technology, hvor hun besøger udstillingen ”Collapsibles”, der er skabt af studerende fra Møbel, Rum og Objekt-linjen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i Danmark og Kyoto Institute of Technology, DesignLab i Japan. Samme dag besøger ministeren Bennesse Art Site, Naoshima, som sammen med Statens Kunstfond, Udvalget for Arkitektur, Dansk Arkitektur Center (DAC) samt Arkitektskolen i Aarhus og København sætter fokus på kunstens og arkitekturens rolle i regional udvikling.   
  • 9. februar lancerer ministeren et unikt udvekslings- og samarbejdsprojekt initieret af JazzDanmark, SNYK (Sekretariatet for ny kompositionsmusik) samt Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival i et samarbejde med det japanske spillested SuperDeluxe og Tokyo Jazz. Senere på året vil Jazzhouse og SuperDeluxe bytte lokaler. Som en del af programpunktet vil det stort anlagte filmprogram på Northern Light Filmfestival i Tokyo blive lanceret. Senere på dagen holder kulturminister Mette Bock åbningstalen ved åbningen af en udstilling med Skagensmalerne på National Museum for Western Art. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Skagens Kunstmuseer. 

Samarbejdspartnere

Den dansk-japanske kultursatsning er blevet til i et tæt samarbejde mellem Kulturministeriet, Den Danske Ambassade i Tokyo samt Statens Kunstfond, danske kulturinstitutioner, kunstnergrupper og enkeltstående kunstnere. De japanske samarbejdspartnere består af kulturinstitutioner og aktører samt det japanske udenrigsministerium. Indsatsen er forankret i Det Internationale Kulturpanel bestående af Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet. 

Læs mere på Slots- og kulturstyrelsens hjemmeside:

Læs mere om kultursatsningen

Læs mere om projekter i Danmark

Læs mere om projekter i Japan

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16