27/02/2014

Ny arkitekturpolitik sætter mennesker i centrum

Med kulturminister Marianne Jelved i spidsen lancerer fire ministre i dag regeringens nye arkitekturpolitik. Det sker kl.14 i Carlsberg Byen i København.

Den nye arkitekturpolitik sætter fokus på tidlig involvering af borgerne, når der sker ændringer i deres lokalområde, lavere ressourceforbrug og renovering og vedligeholdelse af bygningerne i landdistrikterne. Målet er at skabe bygninger, byrum og byer, som det er rart for danskerne at leve i og med.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Vi skal bygge for mennesker. Vi skal skabe byer og steder, hvor det er godt at være, hvor vi kan møde hinanden i stimulerende omgivelser, og hvor bygningerne samtidig er en del af løsningen på udfordringer inden for blandt andet vækst, energi og fraflytning.  

Samtidig skal vi give børn og unge mulighed for at forstå arkitekturens muligheder endnu bedre, hvis fx deres skole skal bygges om i forbindelse med den nye skolereform.  Derfor udvikler vi, blandt meget andet, nye undervisningstilbud, som skærper børn og unges arkitektoniske forståelse og appetit på inddragelse i arkitekturen." 

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen siger:

”Arkitekturpolitikken er central i den udvikling, vi ser nu, hvor folk flytter fra land til by. I mange købstæder er rådhuset tomt, og det samme er stadig flere butikker i gågaden. Derfor skal byer, områder, bygninger og boliger transformeres og nytænkes, så de kan indgå i nye sammenhænge og give mening i en bæredygtig fremtid i landdistrikterne. Her ligger en stor opgave for kommuner, arkitekter og planlæggere i at sikre arkitektonisk kvalitet i denne omstilling og udvikling.”

Miljøminister Kirsten Brosbøl siger:

”I de kommende årtier vil stadig flere mennesker søge mod byerne. Det stiller store krav til den måde, vi indretter os på, for flere mennesker samlet på få steder betyder mere støj, trængsel og luftforurening. Derfor skal vi allerede nu have fokus på bæredygtighed i vores arkitekturpolitik, så vi tager hånd om de udfordringer, der vil komme i forbindelse med et højere ressourceforbrug, større mængder affald og klimaforandringer. De udfordringer skal vi løse i tæt samarbejde med borgerne, erhvervslivet og kommunerne, for borgerviljen og lysten til at medvirke til forandring er i høj grad til stede.” 

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen siger:

”Vi har brug for sunde og funktionelle bygninger, som giver høj livskvalitet for de mennesker, som bor i dem, og belaster klimaet så lidt som muligt. I både arkitekturpolitikken og regeringens kommende byggepolitiske strategi vil bæredygtighed spille en central rolle. Jeg mener, at arkitekternes kompetencer er helt centrale, hvis vi skal indfri det potentiale, som bæredygtigt byggeri rummer.” 

Arkitekturpolitikkens indsatsområder

  1. Børn, unge og voksne får bedre mulighed for at møde arkitekturen med en række nye undervisnings- og formidlingstilbud, der er tilpasset nye medier og platforme, og som kobles til Fælles Mål og folkeskolereformen.
  2. Kommunerne tilbydes en række faciliteter og rådgivning til at udvikle deres egne, lokale arkitekturpolitikker. Der lægges vægt på, hvordan en arkitekturpolitik i kommunerne kan bidrage til at håndtere de udfordringer, som kommunerne står over for med hensyn til at tiltrække borgere og modvirke social ubalance, samt med at der opstår udsatte boligområder.
  3. Regeringen vil sætte fokus på arkitektur og bæredygtighed – miljømæssigt, socialt og kulturelt – ved blandt andet at udvikle en strategi for bæredygtig byplanlægning og sætte en lang række eksempelprojekter i gang, der viser, hvordan arkitekturen kan styrke bæredygtigheden i hele landet.
  4. Regeringen sætter fokus på arkitekturens værdiskabelse og på arkitektonisk kvalitet og totaløkonomien i bygge- og anlægsprojekterne. Der sættes ligeledes fokus på eksport og international markedsføring af dansk arkitektur. 

For at sikre en bredt forankret opfølgning på indsatserne nedsætter regeringen en tværministeriel embedsmandsgruppe, der fremover skal koordinere statens arkitekturpolitiske indsatser i dialog med aktørerne på arkitekturområdet. 

Arkitekturpolitikken er udarbejdet i samarbejde mellem Kulturministeriet, Miljøministeriet, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Transportministeriet, Udenrigsministeriet, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Undervisningsministeriet, Social-, Børne- og Integrationsministeriet og Sundhedsministeriet. 

Fra kl. 14 i dag kan du her på Kulturministeriets hjemmeside læse arkitekturpolitikken og se introduktionsvideoen "Ny arkitekturpolitik - mennesker i centrum".  

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16

Afdelingschef Jesper Hermansen,
Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 66