04/08/2017

Ny kampagne skal hjælpe borgerne med spørgsmål om digital radio

Danmark går 1. oktober fra radioformatet DAB til DAB+. Det sker for at give plads til flere radiokanaler. En landsdækkende oplysningskampagne skal forberede danskerne på det nye radioformat og på mere digital radio generelt.

For hundredetusindvis af danskere er det et fast ritual at tænde for radioen om morgenen og lytte til nyheder eller musik, mens kaffen eller teen brygger.

Hvis man er en af de mange danskere, som dagligt lytter til DAB-radio, er der særlig god grund til at rette antennerne mod sin radio i den kommende tid. For søndag den 1. oktober lukker det nuværende DAB-signal, og samtidig skifter radiokanalerne til et nyt digitalt signal: DAB+.

En stor oplysningskampagne, der lanceres i dag, skal informere borgerne om overgangen til DAB+, og om de muligheder digital radio i øvrigt giver.

Kulturminister Mette Bock siger:

”I Danmark lytter vi rigtig meget til radio, og de senere år har vi for alvor taget digital radio til os. Det er en udvikling, der fortsætter, og derfor er det næste store skridt på vejen til en yderligere digitalisering af radiobrug i Danmark, at vi går fra DAB til DAB+. Det nye signal vil give os mulighed for at få endnu flere radiokanaler til gavn for alle borgerne i Danmark. Kampagnen skal sikre, at vi klart og tydeligt får kommunikeret om forandringerne, så lytterne er helt med på, hvad der kommer til at ske til oktober, og hvilke muligheder digital radio giver.”   Det nye format giver plads til cirka 12 nye landsdækkende, kommercielle radiokanaler. Overgangen fra DAB til DAB+ får betydning for radiolytterne, som blandt andet skal genindstille radiokanalerne på deres DAB-radioer for at finde kanalernes nye placeringer. Slots- og Kulturstyrelsen vurderer, at der er mellem 1 og 1,5 millioner DAB-radioer rundt omkring i danske hjem. Nogle lyttere vil være nødt til at udskifte deres gamle DAB-radio til en DAB + radio, alternativt at lytte til digital radio via internettet. Det formodes, at mellem 200.000 og 400.000 ældre DAB-radioer, der er købt før 2012, ikke kan modtage DAB+. 

Kampagnen skal bidrage med klar information om, hvad man skal gøre, og kampagnen vil også præsentere lytterne for en enkel og brugbar test, der kan giver svar på, om den DAB-radio, man ejer, kan benyttes efter 1. oktober. 

Danskerne vil støde på oplysningskampagnen via forskellige kommunikationskanaler den kommende tid. Udover at gøre danskerne opmærksomme på overgangen til DAB+, og hvordan man fremover kan lytte med på det nye format, vil kampagnen efter den 1. oktober 2017 oplyse om digital radio i øvrigt.

Fakta om DAB+

DAB+ er en forbedret version af DAB ("Digital Audio Broadcasting").

Til forskel fra DAB giver DAB+ mulighed for at sende et større antal kanaler: Cirka 12 yderligere landsdækkende radiokanaler

Fakta om medieaftalen

Der blev i april 2015 indgået en tillægsaftale til medieaftalen for 2015-2018. Af aftalen fremgår det, at der vil blive truffet beslutning om, hvornår der skal slukkes for FM-radiosignalet, når 50 procent af radiolytningen i Danmark er digital. Der vil dog ifølge aftalen tidligst blive slukket for FM-signalet to år efter, at det er konstateret, at 50 procent af lytningen er digital.

På baggrund af tillægsaftalen blev der den 11. maj 2016 vedtaget en køreplan for udbygning af digital radio. Det fremgår af denne, at der skal iværksættes en informationskampagne, som skal fremme lytningen til digital radio og informere om, at der per 1. oktober 2017 kun vil blive sendt DAB-radio i DAB+-formatet.

Læs mere om kampagnen og mulighederne med digital radio

Yderligere oplysninger:

Talsmand for kampagnesekretariatet Mere Radio Tobias Enné, tlf.: 28 62 09 77, te@remove-this.primetime.dk
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16
Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 95