10/06/2016

Ungerådgivere samler kræfterne

12 unge med stærke kunst- og kulturprofiler samler kræfterne i en ny ungerådgivergruppe i Slots- og Kulturstyrelsen. Gruppen skal være med til at kvalificere styrelsens arbejde med ungekultur og agere som sparringspartnere i forhold til udvikling af nye initiativer på området.

Kulturministeriets ungerådgivere og den tidligere URKRAFT 2015-gruppe i Slots- og Kulturstyrelsen bliver nu slået sammen. Sammenlægningen skal sikre, at erfaringerne med brugerinddragelse fra de tidligere ungeindsatser bliver båret videre i det fremtidige arbejde med ungekulturområdet. Gruppens første opgave bliver at navngive gruppen og udarbejde et kommissorium, der skal sætte rammerne for samarbejdet med styrelsen.

Slots- og Kulturstyrelsen har modtaget ansøgninger fra 18 personer, hvoraf 10 er udvalgt til at deltage i gruppen. To af disse ansøgere har tidligere været aktive i forhold til URKRAFT 2015. Derudover deltager to af ministeriets tidligere ungerådgivere i gruppen. I udvælgelsesprocessen er der lagt vægt på diversitet i forhold til geografi, køn samt kompetencer og interesser. De 12 unge kommer bl.a. fra Haderslev, Lejre, Aalborg, Helsingør, Nørre Åby og København.

Ungerådgiver Nicolai Boysen, 19 år, Haderslev, siger: 

”Danmark er fyldt med ungt engagement og spirende eksempler på ungekultur. Det fortjener støtte og opbakning, så det kan udvikles endnu mere. Unge er eksperter på, hvordan unge engagerer sig og skaber gode ungemiljøer. Derfor er det virkelig positivt, at Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen nu giver unge mulighed for at rådgive styrelsen om netop det. Jeg håber, at jeg igennem gruppen kan bidrage til, at det bliver sjovere og nemmere at være frivillig og lave ungekultur.” 

Ungerådgiver Freja Yrsa, 27 år, København, siger: 

"Jeg er med i gruppen, fordi jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi unge har et talerør i forhold til, hvad der skal ske på ungekulturområdet. Hvem ved bedre end os, hvad der er brug for? Den nye rådgivergruppe åbner op for rigtig gode muligheder for os unge for at lære en masse, men også lære en masse fra os – og så er det virkelig fedt, at det er på Kulturministeriets og Slots- og Kulturstyrelsens eget initiativ, der bliver bedt om de unges stemme. Det giver grobund for et godt samarbejde, der forhåbentlig munder ud i en masse spændende ungdomskultur fremover!"

Yderligere oplysninger:

Konsulent i Slots- og Kulturstyrelsen Stine Engel, sen@slks.dk, 3373 3366