Vil du uddanne dig til artist?

HTML-version

Denne pjece fortæller om dine muligheder for at uddanne dig til artist eller cirkuskunstner herhjemme og i udlandet. Cirkus- og artistkunsten bygger på en lang tradition, og den har igennem tiderne været en væsentlig del af dansk kultur.

I dag arbejder mange artister også uden for cirkus. F.eks. i teaterforestillinger, på film og i tv.

På biblioteket kan du læse mere om faget i 'Cirkus og artister i Danmark', som er en betænkning fra Kulturministeriets Artistudvalg fra december 1998.

Frem til omkring 1970 blev de fleste artister uddannet ved mesterlære. Den typiske læreplads var et af de danske eller udenlandske familiecirkuser, hvor kunsten blev videreført fra den ene generation til den næste.

I dag er det stort set kun cirkusfamiliernes egne børn, der kommer i mesterlære. De fleste andre artister uddanner sig på en række højt anerkendte cirkus- og artistskoler. De nærmeste ligger i Belgien, England, Frankrig og Tyskland.

Lars Gregersen 22 år

Speciale: Slap line, Spring, Luftakrobatik
Andre interesser: Dans, Teater, Saxofon
Uddannelse: Gøglerskolen og Artistlinjen på Akademiet for Utæmmet Kreativitet i København, Statscirkusskolen i Moskva.

'Selvom du føler dig meget klumpedumpet, når du starter, skal du ikke give op: Bliv ved med at øve og øve, så kommer det. Talenterne, der kan alt fra dag 1, er ikke altid dem, der klarer sig bedst i det lange løb.'

- Efter folkeskolen arbejdede jeg som piccolo. Jeg havde aldrig nogensinde overvejet at blive artist og troede også, at man skulle være startet som 5-årig, hvis man ville leve af det.

Men så tog min ven mig med til akrobatiktræning på Gøglerskolen en dag. Det tændte jeg på med det samme, og jeg kom til at gå der tre år.

De første år gik med at lære at gå på line, lave springakrobatik og følge dansekurser.
For det tager meget lang tid at få finpudset alle finesserne, så du har teknikken 200 pct. på rygraden og ikke begynder at kludre i det, når du står på scenen og bliver nervøs.

Det var f.eks. en stor udfordring for mig de første gange, jeg var centrum for alles opmærksomhed. Men jeg fik en masse erfaring i at optræde ved at lave gadeteater rundt om i Europa i sommerferien. Bl.a. sammen med nogle italienere, jeg mødte på skolen.

Og har du først oplevet det adrenalinkick, det giver, når det lykkes dig at bryde dine egne grænser og få et nyt nummer til at fungere, får du energi til at blive ved med at øve, øve og øve på nye numre. For det er en totalt euforisk fornemmelse: Du føler dig helt renset og vælter rundt på en lille lyserød sky bagefter.

Jeg elsker også at rejse, og efter jeg blev færdig, har jeg turneret med et dansk og et udenlandsk cirkus, og lavet shows til firmafester, konferencer og kongresser. I de perioder, hvor der ikke er nok job, lever jeg af supplerende dagpenge.

Det er fantastisk at turnere rundt, men man kan godt blive træt af at bo på hotelværelser i et helt år i træk. Og selvom det er mit ønskejob, så er det et arbejde som alle andre, hvor du er på en stor arbejdsplads og er nødt til at indordne dig under en masse ting, for at det kan fungere.

Derfor er jeg nu gået i gang med at realisere min store drøm om at lave et kompagni sammen med mine venner 'Compagnie False Majeure'. Det har vi haft lyst til, siden vi blev færdige på skolen, men vi har alle sammen været ude at optræde i alle mulige andre sammenhænge et par år for at få erfaring nok til at lave et ordentligt show.

Vi har lige købt en bil for vores sparepenge, og vi regner med at tage af sted om en måneds tid og tjene penge ved at optræde på gaden og til teaterfestivaler rundt om i Europa. Det giver meget større frihed til at nyde livet, end når du turnerer med et stort cirkus, for du kan rejse, hvorhen du vil, og du kan slappe af og tage en fridag, når du har lyst.

Sammensæt selv din uddannelse.
Der findes enkelte selvlærte artister; men langt de fleste har gennemgået professionel træning og undervisning.

Hvis du vil uddanne dig til artist, må du selv tilrettelægge din uddannelse, ligesom mange andre i underholdningsbranchen gør.

Det giver dig blandt andet mulighed for at danne dit eget meget personlige kunstneriske udtryk.

Sofie Krog 23 år

Speciale: Komik, Grotesk klovneri
Andre interesser: Fysisk teater
Uddannelse: Gøglerskolen og Klovne og artistskolen i Århus, Circomedia i Bristol, Ecole Philippe Gaulier i London, Hjælpelærer på Gøglerskolen.

'Jeg lever 100 %, når jeg står på scenen: jeg brænder for det dybt i hjertet, og det giver mig et kæmpeenormt kick, som jeg er blevet afhængig af og ikke kan få andre steder.'

- Jeg opdagede, at jeg er smaddergod til at få folk til at grine, da vi lavede en revy i 9. klasse. Året efter valgte jeg drama på efterskolen, og da skolen var slut, mødte jeg en dag nogle hippier, der jonglerede med kegler inde i Århus. De fortalte mig om Gøglerskolen.

Jeg gik ned og snakkede med lederen og vidste med det samme, at det var det, jeg ville, og så startede jeg. Tiden der brugte jeg til at finde ud af, at jeg ville satse på komik. Du kan jo få folk til at grine på mange måder, og jeg blev især grebet af bouffonen - en klovn, der spejler samfundets absurditeter. F.eks. ved at spille et snobbet mappedyr og forstærke hans mest ækle, selvhøjtidelige sider.

Men det tager års træning, hvis du vil leve af det. Så jeg søgte ind på klovneguruen Philippe Gaulliers skole i London. Han var vildt inspirerende og vildt hård - først høvlede han os helt ned og kaldte os talentløse, og så byggede han os op igen på sin egen sarkastiske måde. Jeg var kun 18, så jeg røg tit ned i et sort hul over alt det nye og svære, jeg skulle lære. Men jeg lærte også, at det er hårdt arbejde at blive artist - at det bare er om at få sat neglene i væggen og kravle op igen, hver gang du havner i hullet.

Da jeg kom hjem, kom jeg på Klovne- og artistskolen, efter at have knoklet på café et halvt år for at tjene de penge, skolen kostede. Så tog jeg på Circomedia-skolen i Bristol, men det var en fejltagelse. Jeg kunne meget i forvejen, og deres teknik var slet ikke så moderne, som de reklamerede med i brochuren, tværtimod - den var meget gammeldags.

Da jeg kom hjem, gik min veninde og jeg i gang med at lave en cirkusforestilling, som vi turnerede rundt med i hestevogn på Sydfyn. Vi satte plakater op og optrådte som cirkusprinsesser på torve og campingpladser i de små byer - det var rigtig skægt.

Til sidst sluttede jeg min uddannelse af med at være i praktik som hjælpelærer på Gøglerskolen. Bagefter var jeg fire måneder på Århus Studenterrevy. Det var spændende at arbejde med tekster, men det var ulønnet, og underskuddet på kontoen blev til sidst så stort, at jeg tog et job i en børnehave et halvt år. Nu læser jeg hf, for hvis du vil lave ordentlig komik, er du nødt til at have indsigt i, hvad der sker i verden omkring dig.

Og så har jeg lige sendt en ansøgning til et stort canadisk cirkus, 'Cirque du Soleil'. Det er svært at slippe gennem deres nåleøje, men lykkes det, skal jeg på verdensturne to år - det er en stor drøm for mig at prøve det. Ellers vil jeg satse på at lave komik for børn.

Undervisning og træning i Danmark
Der er ingen artistuddannelse i Danmark; men der findes forskellige muligheder, hvis du vil lære noget af det, du skal kunne, for at blive artist.

En afsluttende prøve skal du dog tage på en af de offentligt anerkendte cirkus- og artistskoler i udlandet. Først derefter kommer du op på et uddannelsesniveau, der svarer til de afgangsprøver, man kan tage i Danmark som f.eks. skuespiller, musiker, sanger eller danser.

Du kan få træning og undervisning forskellige steder - både med og uden offentlig støtte. F.eks. på Akademiet for Utæmmet Kreativitet i København og på Gøglerskolen i Århus

Du kan også tage privatundervisning hos professionelle artister. Og et praktikophold i f.eks. et cirkus, en varieté, et teater eller en zoologisk have kan også gøre dig egnet som artist.

Du kan få flere oplysninger om dine undervisningsmuligheder hos:

Dansk Artistforbund
Vendersgade 24, 1. sal
1363 København K
tlf. 33 32 66 77

Josephine Wulff Randrup 25 år

Speciale: Dobbelt- og solotrapez
Andre interesser: Teater, Dans, Musik
Uddannelse: Gøglerskolen og Artistlinjen på Akademiet for Utæmmet Kreativitet i København, Kolding Højskole, Statscirkusskolen i Moskva, Privat undervisning, Praktik Cirkus Cirkör i Sverige og Circo Metropolitane i Italien.

'Mange har en romantisk drøm om at blive artist, fordi cirkuslivet virker magisk og anderledes. Men det er også benhård hverdag med masser af kedelige armbøjninger og krævende timer i træningssalen. Det skal du være indstillet på, hvis du vil ende i manegen.'
- Da jeg var 16 år, fik jeg ved et tilfælde et sommerjob som barnepige i det franske cirkus 'Archaos', der var i København. Jeg blev med det samme vildt forelsket i cirkusmiljøet, og det endte med, at jeg fik lov at rejse med dem, da de skulle videre.

Efter sommerferien var det meningen, at jeg skulle starte i 1.g, men jeg sprang fra og meldte mig til et kursus på Gøglerskolen i stedet for. Pengene til kurset fik jeg af min far og ved at søge fonde.

Et halvt år senere tog jeg på højskole og valgte artistlinjen. Og da jeg kom tilbage til København, begyndte jeg på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor jeg jonglerede med bolde og kegler og gik på teater- og dansekurser.

Gennem en lærer på skolen kom jeg i kontakt med statscirkusskolen i Moskva, hvor jeg gik i ti måneder og blev meget interesseret i trapez.

Russerne lægger ekstremt meget vægt på teknik, og vi trænede hårdt i mange timer hver eneste dag. Det lærte jeg en masse af. Også fordi det russiske samfund er meget anderledes end det danske, og der er ikke så mange muligheder for at gå i byen og lave andre ting. Det gav en masse ro, så jeg kunne koncentrere mig om at udvikle mine trapeznumre.

Jeg fandt også ud af, at de traditionelle numre, som de fleste russiske artister laver, er for kedelige efter min smag. I stedet begyndte jeg at blande nogle af de ting, jeg havde lært på Gøglerskolens danse- og teaterkurser ind i mine numre. For trapez minder efter min mening meget om dans - måden, du bevæger kroppen på, og det personlige udtryk, du skaber, er med til at gøre dine numre til noget særligt.

På teaterkurset havde jeg også lært en masse om, hvordan man står på en scene og skaber en energi i sit udtryk, der når ud over scenekanten og fanger publikum. Det bliver russerne ikke undervist i. Derfor er det en god kombination at gå på kurser herhjemme, hvor du lærer andet end ren cirkusteknik, og så tage til udlandet for at få pudset din teknik af, når du kan de grundlæggende ting.

For mig har det f.eks. betydet, at jeg nu kan leve af at optræde: Jeg har turneret rundt med det store svenske 'Cirkus Cirkör', og jeg er i gang med at lave mit eget kompagni sammen med mine gode venner. Og så tjener jeg også penge på at optræde til firmafester osv.

På den måde er jeg meget heldig. Men jeg har også knoklet virkelig hårdt. Og det skal man være indstillet på, hvis man vil brænde igennem som artist.

Karl Stets 25 år

Speciale: Slap line, Akrobatik
Andre interesser: Platnumre, Rebjonglering, Rottefældefakir, Dans
Uddannelse: Gøglerskolen og Artistlinjen Akademiet for Utæmmet Kreativitet i København, Statscirkusskolen i Moskva, Praktik Cirkus Cirkör i Sverige

'Du skal kæmpe 24 timer i døgnet, hvis du vil være artist. Men du skal også have det skægt, for ellers når du ingen steder, selv om du knokler helt vildt. Og du skal ikke være bange for at eksperimentere og dumme dig - følg din egen stil og smag, så skaber du din egen særlige personlighed.'

- Jeg har altid hadet sport. Men i gymnasiet gav min idrætslærer mig lov til at øve mig i at jonglere, mens de andre spillede bold. Det var smaddersjovt. Og da jeg røg ud af gymnasiet og på bistandshjælp, sagde min sagsbehandler ja til at betale et kursus på Gøglerskolen, hvor en af mine venner gik i forvejen.

Kort efter kom Den Fri Ungdomsuddannelse, og så lavede jeg et forløb, hvor jeg blandt andet gik på cirkusskole i Moskva og kom i lønnet praktik i det svenske 'Cirkus Cirkör'. Bagefter fik jeg fast job der og turnerede rundt med dem i to år.

I starten øvede jeg mig i at optræde ved at rejse rundt på tommelfingeren og lavede gadegøgl i ferierne. Jeg lavede også gadeshows med nogle fra skolen i Københavns brokvarterer, hvor gadegøglerne ellers aldrig optræder. Ved hjælp af løbesedler fik vi trommet publikum sammen, og så eksperimenterede vi ellers derudad med alle mulige numre, vi fandt på. Nogle gange var det totalt håbløst, andre gange kanongodt, og jeg lærte en masse af det.

Jeg har også lært virkelig meget af at rejse rundt med 'Cirkus Cirkör'. Et praktikophold ude i det virkelige liv er en meget god måde at finde ud af, hvad det egentlig kræver at være artist - ud over at du skal have styr på din teknik.

På den ene side er det en stor drøm, der er gået i opfyldelse for mig, for det er fantastisk at være en del af en mega-forestilling med 1000 jublende mennesker nede på publikumspladserne. På den anden side er det svært at være på turne to år nonstop. Du bliver rodløs af ikke at have en fast base, du går lidt i stå, fordi du kun optræder med det, du er bedst til, og kontakten med publikum ryger lidt, fordi de sidder så langt væk.

Derfor besluttede jeg mig for et par måneder siden for at stoppe. Nu vil jeg tilbage på gadeplan og arbejde med noget småt og mere råt, hvor publikum kun står en meter fra dig - det er der en anden nerve og udfordring i. Jeg er også begyndt at lave platnumre, hvor jeg f.eks. går mellem rottefælder med bind for øjnene. For det er fedt at blande de flotte numre med fis og ballade: de platte numre overrasker publikum og giver liv, og når du så lige efter et platnummer laver et heftigt artistisk nummer, du har brugt mange år på at lære, taber de kæben og lægger meget mere mærke til, hvor svært det rent faktisk er.

Gennem platnumrene kan du også blande teater ind i forestillingerne. Det skaber en særlig magi, som fanger publikum på en anden måde end de traditionelle numre, som jeg synes minder for meget om kedelig gymnastikopvisning.

Den Fri Ungdomsuddannelse
Hvis du vil finde ud af, om det er noget for dig at blive artist, kan du f.eks. i henhold til Lov om Den Fri Ungdomsuddannelse gennemføre et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb.

Formålet med Den Fri Ungdomsuddannelse er blandt andet. at give dig alsidige kvalifikationer og udvikle din personlig kompetence. Hvis du tilrettelægger et forløb, hvori der indgår elementer, som er rettet mod artistfaget, kan det give dig et indblik i, hvad det vil sige at være artist.

Det kan f.eks. være undervisning og træning i mime-, klovne-, trapez- og balancekunst, atletik, akrobatik, jonglering, dans, sang, instrumentspil, teaterteknik, ridning, dyrepasning og -dressur, regnskab, marketing og PR-virksomhed.

En fri ungdomsuddannelse varer to år og kan under særlige omstændigheder forlænges op til tre år. Du kan få flere og opdaterede
oplysninger om Den Fri Ungdomsuddannelse hos:

Sekretariatet for Den Fri Ungdomsuddannelse
Kompagnistræde 20 A
1208 København K
tlf. 33 93 28 18
www.den-fri.dk

Jesper Kriegbau 29 år

Speciale: Medcirkusdirektør i Von Kriegenbaums Familiecirkus, Jonglør
Andre interesser: Klovnekast, Akrobatik, Gal komik
Uddannelse: Gøglerskolen og Klovne-og artistskolen i Århus, Workshop i Amsterdam, Selvudlært.

'Hvis du vil finde ud af, om cirkuslivet er noget for dig, kan du ringe til et cirkus og høre, om du kan få lov til at tage med dem rundt f.eks. i sommerferien som gratis praktisk arbejdskraft og måske lære noget af artisterne til gengæld. Du kan få kontakt med forskellige cirkus gennem artistskolerne.'

- Det er knoklehårdt arbejde at have sit eget cirkus - booking, regnskab, pr og alt det andet papirarbejde tager en masse tid, og i perioder er du nødt til at arbejde gratis eller for en meget lille løn, for at få det til at løbe rundt. På den anden side er det enormt livsbekræftende at lave et show, folk er helt vilde med: 'Det er meget bedre end de store cirkus', siger de tit, når vi står og giver hånd efter forestillingen.

Du er også helt din egen herre, for du bestemmer selv, hvordan forestillingen skal skrues sammen, og hvor du vil rejse hen. Det er noget helt andet end at skulle arbejde 8-16 på en almindelig arbejdsplads. Vi er fem, der ejer 'Von Kriegenbaums Familiecirkus' i fællesskab. Forestillingen er en blanding af artisteri i ret høj klasse og gal lavkomik, som de voksne også knækker sammen af grin over. For vi er et familiecirkus, ikke kun et børnecirkus. Vi har 75 job om året, og vi ejer selv alt. Men vi har også arbejdet gratis i mange år og brugt alle de penge, vi har tjent, på at købe telt, udstyr osv.

At jeg blev artist, startede med, at min søster prøvede at jonglere med bolde på højskole og viste mig teknikken. Jeg havde meget let ved det og var vild med det fra starten, for det er en meget afslappende måde at få tømt hjernen på - ligesom når man mediterer. Og så fortsatte jeg med sværere ting som bordskånere, tallerkner og smørrebrødsknive. En dag stødte jeg ind i en fyr, som jonglerede med tændte fakler, og dem kunne jeg også sagtens klare. Så jeg fik lyst til at gøre mere ved det og søgte ind på Gøglerskolen i Århus. Der lærte jeg, hvordan man optræder og får den bedste kontakt med publikum. Det nytter f.eks. ikke noget at stå og glo ned i jorden, lige meget, hvor god du er. Sammen med to fra skolen opfandt jeg en masse nye tricks, og vi lavede en lille trup, som optrådte med gal komik, jonglering, akrobatik og klovnekast. Gennem skolen fik vi en masse job i børnehaver, firmaer osv. Det kørte derudaf i fem år, hvor jeg også var lærer på Gøglerskolen og i et cirkusprojekt for belastede børn. Så tog jeg et år på Klovne- og artistskolen for at lære mere teknik, og var i en workshop til Festival of Fools i Amsterdam sammen med de rigtig store navne. Min makker og jeg fik lov at gæsteoptræde med vores bedste nummer ved en stor forestilling dernede - det var virkelig fedt at få den blåstempling.

Hjemme igen var vi en flok på skolen, der lavede vores egen cirkusforestilling og turnerede rundt i Danmark. Vi fik ikke løn, men økonomien løb rundt, og fem af os besluttede at fortsætte med 'Von Krigenbaums Familiecirkus'. I dag lever jeg af cirkuset, dagpenge og af at undervise i skoler og børnehaver.

Videregående uddannelse i udlandet
Mange statslige og statsanerkendte cirkus- og artistskoler i udlandet tilbyder en videregående uddannelse til artist med længerevarende studieophold og afgangsbevis.

Her er nævnt fem skoler. Du kan henvende dig til dem og få oplysninger om studieplaner, kursusafgift, opholdsmuligheder, m.v. Uddannelsen kan gennemføres som fuldtidsstudium på fra to til fire år (inden for en normeret tidsramme). Optagelseskravene varierer fra skole til skole. Ingen af skolerne her kræver, at du i forvejen er blevet undervist eller har taget bestemte kurser.

England
The Circus Space
Coronet Street
GB N1 6MD London
tlf. + 44 171 729 9522

Frankrig
Centre National des Arts
du Cirque
1, rue du Cirque
F 51000 Chalons-
en-Champagne
tlf. +33 326 21 12 43

Belgien
École Nationale des Arts
du Cirque
Rue Willame 25
B 1160 Bruxelles
tlf. + 33 2 675 6884

Tyskland
Staatliche Balletschule
Berlin und Schule für
Artistik
Friedrichstrasse 112 A
D 10117 Berlin
tlf. + 49 30 282 38 03

Canada
École Nationale de Cirque
415, rue Berri
Can H2Y 3E1 Montréal
tlf. + 1 514 982 0859

Der er også verdenskendte professionelle cirkus- og artistskoler i Rusland og Kina. Oplysning om dem og om de mange andre artistskoler i Europa og resten af verden kan du få hos:

Fédération Européenne des
Ecoles de Cirque
Guimardstraat 17
B 1040 Bruxelles
tlf. +32 2 502 54 99

Du kan også få oplysninger hos:

Dansk Artistforbund
Vendersgade 24, 1. sal
1363 København K
tlf. 33 32 66 77

Økonomi
Hvis du uddanner dig i udlandet, kan du få dansk SU på visse betingelser.

Det er SU-Styrelsen, der afgør, om den uddannelse, du vælger, er SU-berettiget.

Styrelsen lægger blandt andet vægt på, at uddannelsen er statsanerkendt i det land, hvor skolen ligger, og at uddannelsen er normeret til mindst to års fuldtidsstudium.

Du kan ikke få tilskud til selve den undervisningsafgift, du skal betale for at få en uddannelse uden for Danmark.

SU-Styrelsen har udgivet en særlig pjece, 'SU når du læser i udlandet'. Den kan du få ved at kontakte SU-Styrelsens Udlandsafdeling,
tlf. 33 26 85 60.

Du kan også finde flere oplysninger om dine SU-muligheder på: www.su.dk.

Jesper Dalgreen 27 år

Speciale: Jonglør med kæmpehoppebolde m.m.
Andre interesser: Absurd klovn, Akrobatik, teater
Uddannelse: Herning Højskole, Gøglerskolen og Klovne- og artistskolen i Århus, Belgiens nationale cirkusskole.

'Sats på flere specialer, så er du bedst rustet til at lave dit eget show. Og husk på, at det kræver en heftig selvdisciplin og flere års træning på fuld tid, før du kan nok til, at du kan stå på egne ben.'
- Jeg har aldrig været god til det med lektierne, men da jeg kom på Gøglerskolen, brugte jeg lige pludselig næsten al min fritid på at øve mig i det, jeg lærte på skolen. For jeg tændte på det, og så var det ikke mere et pres, men en leg at lave hjemmearbejde.

Det startede med, at jeg mødte nogle jonglører i parken, der fortalte om skolen. Jeg har altid været klassens nar og meget fysisk aktiv, så jeg var fyr og flamme med det samme og fik overbevist min sagsbehandler om, at det var det rigtige for mig. På skolen prøvede jeg en masse slags teater og artisteri og valgte at satse på spring, jonglering og akrobatik.

Bagefter tog jeg på dramalærerkursus på Herning Højskole og lærte teaterteknik. Vi skiftedes til at være publikum for hinanden, og det gav virkelig meget. Mange gadegøglere er lidt tralala-løse i det, men gennem teaterteknikker kan du lære at optræde mere professionelt, være mere præcis og skabe karakterer og figurer, publikum tænder på.

Tilbage i Århus blev jeg optaget på Klovne- og artistskolen, som er en grunduddannelse i akrobatik, artisteri, jongleri og klovneri. Det kvalificerede mig til at søge ind på Belgiens nationale cirkusskole i Bruxelles, som har en meget professionel uddannelse på tre år. Dernede valgte jeg at satse på at blive jonglør, og jeg fik en masse enetimer med en meget dygtig lærer. Jeg øvede og øvede og øvede og lærte en hel masse - også at du aldrig bliver færdig med at lære, for du kan altid blive bedre.

| starten boede jeg på et klubværelse sammen med nogle andre, men heldigvis fandt jeg en lejlighed sammen med en anden efter et halvt år. Det er virkelig vigtigt at have et godt sted at bo, hvor du har ro til at slappe af, for dagsordenen på en international cirkusskole er elitetræning fra 8 morgen til 9 aften. En god idé er også at lære lidt af landets sprog i forvejen, for mange steder bliver der ikke undervist på engelsk. Efter tre år blev det for ensomt at bo i udlandet for mig, så jeg vendte hjem og har de sidste to år rejst rundt med et tomandsshow på festivaler, til private arrangementer osv. Ikke med gammeldags 'hopla her kommer jeg'-numre, men mere vanvittige og absurde ting.

Jeg har også et job i 'Cirkus Tværs' - et socialpædagogisk cirkusprojekt for belastede børn og unge, der ikke er bogligt stærke og let kan ryge ud i noget lort. Men ved at øve og optræde med en cirkusforestilling, der turnerer rundt i Danmark og udlandet hver sommer, får de så meget selvtillid og tro på, at de duer til noget, at de tør se verden i øjnene.

 

Kolofon

Udgivet og distribueret af:
Kulturministeriet
Nybrogade 2
Postboks 2140
1015 København K
Tlf. 33923370

2000

Redaktion og tekst:
Monica C. Madsen, Bureauet
Peter Navntoft, Kulturministeriet

Design:
Larsen Lab

Sorthvid-portrætter
Marie Havgaard

Øvrige fotos:
KIT og Akademiet for Utæmmet
Kreativitet, Artistlinien:
Britt Lønholdt

Tryk:
Eks-Skolens Trykkeri ApS.

Oplag:
6000

ISBN: 87-90801-90-3
Elektronisk ISBN: 87-90801-91-1

Vil du uddanne dig til artist? - HTML-version

Navn:Vil du uddanne dig til artist? - HTML-version