Redegørelse til Folketinget

Kulturminister Bodil Kochs kulturpolitiske redegørelse til Folketinget af 8. marts 1967.

Redegørelsen

Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo da gøre forsøg på, så må jeg tilstå, at jeg faktisk mange gange i den sidste tid har fortrudt, at jeg har anmeldt denne redegørelse for visse kulturpolitiske problemer for folketinget. Der er imidlertid én ting, jeg ikke har fortrudt, og det er, at jeg bad om regeringens og om mit partis tilslutning til en foreløbig udskydelse og dermed en fornyet overvejelse af det forslag til lov om statsstøtte til kulturcentre, som statsministeren i åbningstalen i oktober i fjor havde bebudet ville blive fremsat af kulturministeren i den indeværende folketingssamling.

Derfor har jeg naturligvis følt mig forpligtet til over for folketinget at give en begrundelse for min handlen - eller snarere for min ikke-handlen; det var ganske selvfølgeligt, og det er da heller ikke det, der er årsagen til min fortrydelse. Næ, den kommer sig af den kendsgerning, at hele det problemkompleks, der har at gøre med, hvad man kalder kulturpolitik, er såre uoverskueligt og uhåndgribeligt og samtidig så vigtigt, at enhver, der ansvarligt skal beskæftige sig dermed, uundgåeligt må føle sig temmelig antastet.

Hvad indebærer egentlig begrebet kultur? Hvad forstår vi derved? Hvad vil det sige at formidle kultur? Kan det overhovedet lade sig gøre som en bevidst proces? Og hvad forstår vi ved kulturformidling i forhold til kunstformidling? Det er jo nu da ikke kunsten i dens forskellige udtryk og former, der alene skaber et folks kultur, dets dybe indvævede sindelagsmønster.

Her spiller en mængde andre forhold ind, og vi må erkende, at både økonomiske og boligmæssige forhold, uddannelsesmuligheder og -former, social tryghed osv. spiller en afgørende rolle for det kulturelle klima i en befolkning. Om den får vilje til og glæde ved livet - og humor, dette for et folkestyres trivsel så uundværlige salt - eller om lede, træthed og misfornøjelse breder sig. Samtidig må vi erkende, at både under- og overmætning med materielle goder kan have lammelse eller aggressivitet som følgefænomener i befolkningen. Det lærer vi såvel af historien som ved at betragte vort eget såkaldte velfærdssamfund.

Men lad mig endnu så kort som muligt redegøre for, hvilke overvejelser der fik mig til at holde det bebudede lovforslag om kulturcentre tilbage. Da det jo ikke har været forelagt folketingets medlemmer, bør jeg vel kort først resumere, hvad det indeholder. Jeg havde og har stadig sympati for de tanker, der ligger bag, men det var alligevel en mærkelig oplevelse at komme til at læse lovforslaget med det menneskes øjne, der fra den ene dag til den anden pludselig var blevet ansvarlig for dets fremsættelse nu.

Begrebet kulturcenter er i lovforslaget beskrevet som et samlingssted for udøvelse af kulturel og særlig kunstnerisk virksomhed af såvel professionel som amatørmæssig art. I et sådant center skal gennemføres et alsidigt program, der bidrager til at opfylde den stedlige befolknings behov for beskæftigelse med litteratur, billedkunst, musik, teater, film osv. og til deltagelse i studiekredsarbejde, fritidsundervisning o. lign. Det er ikke et krav, naturligvis, at alle de nævnte former for aktivitet skal øves for at opnå godkendelse som kulturcenter. Det var en forudsætning i lovforslaget, at institutioner, der oppebærer støtte i henhold til anden lovgivning, ikke kan omfattes af loven om kulturcentre.

Jeg vil gerne igen sige, at jeg deler det synspunkt, som dette lovforslag hviler på, nemlig at der i Danmark utvivlsomt er mangel på samlingssteder til menneskers mangeartede fritidssyssel og vil blive det fremover i højere grad, derunder også til udøvelse af kulturel og kunstnerisk virksomhed. Det er af allerstørste betydning for det enkelte menneske at kunne gøre det, man kalder at pleje sine kulturelle interesser i nogenlunde rigtige og gode omgivelser, og her kunne man jo unægtelig udstøde et suk ved tanken om uigennemførligheden af en utopisk lov, der påbød, at der i en familiebolig skal være et værelse til hvert menneske og et rimeligt stort fællesrum, så fornemmelsen af at være både et individ og indpodet i et kollektiv blev så selvfølgelig som det at trække vejret. Forståelsen af hjemmet som et væsentligt arnested for kulturformidling i dybeste forstand skulle nødig glemmes. At så familier kan trives storartet på trods af alt for små lejligheder og vantrives bedrøveligt, skønt de har kæmpelejligheder, det siger jo kun noget om menneskets irrationelle, art og væsen.

Men der er for mig ingen tvivl om, at det frodige foreningsliv på det kulturelle plan bør kunne udfolde sig i stadig rigere grad. Der er meget godt initiativ til skabelse af kunst- og musikforeninger, der er blevet om ikke kvalt, så i hvert fald hæmmet derved, at initiativtagerne ikke har haft nogen praktisk mulighed for at finde egnede lokaler. Førhen havde man jo forsamlingshusene, der til en vis grad opfyldte disse behov; men det må erkendes, at tiden er løbet fra dem. Der har ikke været råd til at holde dem i en rimelig stand, således at de fleste forsamlingshuse i dag er i en bedrøvelig forfatning og gennemgående ikke egner sig til at danne rammen om egnens kulturelle liv.

Behovet har jo også ændret karakter, selv om jeg nok tror, at vi skal være temmelig varsomme med stadig at tale om, hvad andre har behov for. Vi ved forbløffende lidt om hinanden og hinandens reaktioner på det socialpsykologiske felt, som professor i sociologi Verner Goldschmidt fornylig har fremhævet i en artikel om kulturcenterproblemet. Og i øvrigt hvad forsamlingshuset angår, så vil jeg antage, at mange af folketingets medlemmer har oplevet det samme som jeg, at endnu kan man samles i et glæderigt fælleskab i et gammelt forsamlingshus omkring tale og samtale, hvor man har på fornemmelsen, at folk, både unge og ældre, kommer på kryds og tværs af de traditioner og meninger og eventuelle fordomme, der til daglig sætter skel. Vi er måske - hvis jeg må fremføre denne kætterske tanke - vi er måske ved at lægge for meget vægt på ydre rammer dér, hvor indre engagement og etisk handling er det afgørende.

Men ikke desto mindre mener jeg da, at det er godt, at regeringens kulturudvalg over for kulturministeriet rejste spørgsmålet om oprettelse af kulturcentre, eller lad mig hellere sige kulturhuse. Ordet kulturcenter kan jeg ikke lide, og det er jeg ikke ene om; jeg tror ikke, jeg har truffet nogen, der kunne lide det ord. Det fører ligesom tanken ind på et galt spor. Det lukker sig og peger mod noget eksklusivt, hvor det skulle åbne sig mod et nyt fællesskab; men måske lovforslaget, om det skal fremsættes, skulle kaldes lov om lokal kulturformidling, som én af kulturcenterforslagets fædre forleden dag foreslog over for mig. Men alt det får vi jo at se.

Når jeg ikke på nuværende tidspunkt har ønsket at fremsætte lovforslaget, er det altså i og for sig ikke af principiel uvilje imod det - som allerede sagt - men først og fremmest for at få tid til bedre at indkredse det og overveje eventuelle følgevirkninger på en anden måde, end jeg gjorde, da jeg ikke var den ansvarlige kulturminister. Derfor måtte jeg stille mig selv det spørgsmål: kan det rigtige sigt i dette lovforslag eventuelt fremmes på anden måde?

Der foreligger jo en række love af nyere dato inden for kulturministeriets område om biblioteker, om teatre, om biografer, kunstmuseer og lokalmuseer, for blot at nævne nogle af hovedområderne, allesammen institutioner, som helt naturligt er centralt placeret i spørgsmålet om befolkningens adgang til og muligheder for at beskæftige sig med kunst og litteratur og alle de ting, som jeg lige citerede fra kulturcenterforslagets formålsparagraf. At disse love blev gennemført, skyldes dette tings højtærede formand, den daværende kulturminister, hvis indsigt i dansk kultur og hvis fremme af dansk kulturpolitik ikke noksom kan påskønnes, og det var en lykke, at alle disse love her i folketinget blev vedtaget med samtlige nuværende partiers stemmer.

Det er nu min plan i de kommende måneder at undersøge, om man, inden man eventuelt opretter nye selvstændige institutioner, som de såkaldte kulturcentre jo vil blive, kan foretage sådanne udvidelser i de gældende love, at de bestående institutioner i højere grad, end det er muligt i dag, i sig selv kommer til at virke som kulturcentre.

Tager vi f.eks. folkebibliotekerne, er disse i vid udstrækning lokalemæssigt udstyret til at påtage sig andre funktioner end netop udlån af bøger. Et moderne bibliotek er udstyret med mødesale, studierum og musikrum, og efter den nye bibliotekslov lægges der megen vægt på etablering af audiovisuelle samlinger. Folk kan i dag på et moderne bibliotek ud over bøger låne grammofonplader og kunst, og der arbejdes energisk på at udbygge bibliotekerne, også inden for de sidstnævnte områder. Jeg er bekendt med, at det audiovisuelle udvalg har planer om at etablere et depot af kunst, navnlig grafik og reproduktioner, som de enkelte biblioteker skal kunne rekvirere til befolkningen.

På denne baggrund er det for mig ikke nogen fjerntliggende tanke at søge tilskudsmuligheder til bibliotekerne og alle de andre institutioner under kulturministeriets område, søge dem forbedret, sådan at disse institutioner selv i højere grad kunne blive netop de attraktive samlingssteder for mennesker, som kulturcenterforslaget går ind for. Selvfølgelig måtte der i så fald også etableres de cafeterier, hvor den kaffetår kan skænkes, som fra forsamlingshusets dage har været demokratiets blodomløb, og det vil den blive ved at være, også i kulturhuset, suppleret med cocacolaen.

Men teaterloven af 1965 rummer også muligheder, der langtfra er udnyttet. Den giver, om da de bevillingsmæssige ressourcer er til stede, mulighed for, at staten til kommunale teatre kan yde en støtte, der i omfang skulle svare nogenlunde til landsdelsscenerne - altså tilskud både til den almindelige drift og til bygningernes hovedistandsættelse eller forbedring. I et sådant kommunalt teater kunne man dog tænke sig, at der kunne indrettes lokaler, der også kan tjene andre formål end selve teatrets. En foyer måtte kunne indrettes, sådan at den kunne benyttes til kunstudstillinger: den måtte kunne gøres tilgængelig for publikum også i dagtimerne, og teatersalen måtte kunne benyttes visse aftener og eftermiddage til koncerter, foredrag, litterære arrangementer, børneteater, og hvad det nu skulle være.

Jeg vil altså gerne have tid til at undersøge, om det ville være muligt at søge kulturcenterforslagets ideer realiseret ved supplerende tilskudsbestemmelser til gældende lov inden for kulturministeriet. En sådan løsning ville måske også fjerne noget af den usikkerhed, som flere har givet udtryk for, og som jeg også selv kan nære nu og da med hensyn til den praktiske gennemførelse af eller snarere det lange perspektiv i kulturcenterforslaget.

Jeg tænker navnlig på spørgsmålet om lederne. Det er for mig at se af helt afgørende betydning for det selvstændige kulturcenters trivsel, at det har den rigtige leder - hvad det så er at være rigtig. Jeg er ikke i tvivl om, at den rette leder vil kunne skabe noget meget værdifuldt i et kulturhus; men jeg vil ikke benægte, at jeg har gjort mig mine tanker om, hvordan det hele vil gå, hvis man ikke finder frem til tilstrækkelig mange inspirerende ledere, og hvis de efter kortere eller længere tid trækker sig tilbage eller brænder ud.

Hvad er det at være den rette efterfølger eller den rette leder? Man må ikke være blind for, at det stiller store og mangeartede krav og kræver ganske særlige evner at samle repræsentanter for alle samfundsgrupper netop til kulturcentrets arrangementer og til det samvær i bredere og ærligere forstand, som forslaget med rette lægger så stor vægt på. Udvikler centret sig til et samlingssted for en større eller mindre klike, som andre ikke tør eller simpelt hen ikke kan bryde ind i, er initiativet mislykket. Vil den risiko, som man ikke kan se helt bort fra, at der sker en sådan skæv udvikling, ikke blive væsentligt reduceret, hvis man i stedet for søger at lade kulturcenterideen foreløbig udvikle sig i ly af de bestående institutioner, hvor folk af alle samfundsklasser i forvejen er vant til at komme? Måske man på den måde vil lade tingene vokse frem lidt mere i trit med et naturligt opstået behov, og misforstå mig ikke: jeg ved, at der er et meget vågent behov netop for øget kulturel udfoldelse.

Men alle de gældende kulturlove fra begyndelsen af 60erne skal jo til revision i folketingsåret 1968-69. De eventuelle ændringer i den gældende lovgivning, som jeg kort har omtalt, må naturligvis nøje overvejes. Det kan f.eks. også vise sig at blive et alvorligt dilemma, hvis ikke det bliver muligt at yde lån til opførelse af nye lokaler, der skal danne rammen om de bestående institutioner til deres bredere kulturvirksomhed. Men tiden må nu vise, om en rimelig løsning kan opnås ad den her antydede vej.

Det er nødvendigt i denne forbindelse også at pege på undervisningsministerens store lovforslag om fritidsundervisning, som lige før jul blev lagt på folketingets bord. Dette lovforslag indeholder væsentlige udvidelser af mulighederne for støtte af befolkningens dygtiggørelse og personlige engagement og udvikling i fritiden. De nye interessegrupper, fritidsgrupperne for voksne, er endog meget nært beslægtet, måske næsten identiske med den virksomhed, man tænker sig skal foregå i kulturcentrene.

Der er grund til også nærmere at overveje relationerne mellem denne lovgivning og en eventuel kommende kulturcenterlovgivning, eller hvad den nu skal hedde.

Betænkningen om kulturcentre har jo været livligt debatteret både af fagfolk, af kunstnere og også heldigvis af de mennesker, der ikke i forvejen havde tilknytning til sagen, altså de fremtidige brugere, forbrugere så at sige. Der har, som rimeligt er, været både ros og ris; og medens de rosende ord jo krediteres lovforslaget, må vi ikke glemme, at en del af den kritik, der har været fremført, har været både vægtig og saglig.

Da det blev offentlig kendt, at jeg ikke ønskede at fremsætte lovforslaget i indeværende folketingsår, skrev et blad noget i retning af, at Bodil Koch torpederede kulturcenterforslaget, som bare nok ville irritere folk. Jeg kan ikke godkende den udlægning af min indstilling. Det er ikke kritikken som sådan, der har fået mig til at holde lidt igen med fremsættelsen af lovforslaget. Hvis vi blev forskræmt over kritikken, kom vi jo ingen steder. Kritik er det syrebad, ethvert fremskridt i et folkestyret samfund må igennem; ingen nye tanker og ideer er brudt frem uden modstand. Men det betyder jo ikke, at man bare skal mase på uden at lytte til de kritiske røster, diskutere med dem, belæres af dem.

Og det er det, jeg har ønsket at have tid til for derigennem at fornemme, dels hvad der er behov for, dels hvad der bør og kan skabes behov for. Jeg betvivler ikke nødvendigheden af stadige nybrud i kulturpolitikken, men vi må på dette ømtålige område, så vidt overhovedet muligt, vide, hvad vi vil, og hvad vi sigter imod. Et naturligt kulturelt engagement er en storartet ting, men at være åh, så kunstinteresseret, bare fordi det nu er mode, det kan jo være en flugtattitude, der dækker over både forvirring og tomhed.

Forfatteren Anders Bodelsen skrev i et af Louisiananumrene for nylig en læseværdig artikel om et kulturmøde, han havde været til i Folkets Hus; det var arrangeret af en fagforening som et tydeligt svar på det, man kunne kalde Rindalbevægelsen. Bodelsen brugte den vending, at der havde været noget næsten bønnemødeagtigt ved deltagernes forhold til den moderne kunst. Han havde, skriver han, været en dårlig gruppeleder, fordi han midlertidigt havde følt sig forladt af al tro.

Han havde spurgt sig selv, om de ikke alle sammen burde være gået hjem til deres familier og venner i stedet for at sidde dér og bekende deres kunstbehov og uforstand for hinanden. Hr. Bodelsens konklusion er, at vor generation af kunstformidlere bærer et tungt ansvar for at have insisteret på kunstens nødvendighed og besværlighed. At kunsten er nødvendig for samfundet og for den enkelte, er ikke det samme som, at den er nødvendig for alle hele tiden, og der kan måske være noget om, at den megen råben op om kunstforståelsens nødvendighed kan dræbe muligheden for oplevelse hos dem, der står over for det tøvende opbrud til en ny forståelse.

Forfatteren Peter Seeberg, som jo er museumsdirektør i Viborg, skrev i et af Louisiananumrene en meget klog og underfundig artikel. Han har jo prøvet på netop omkring Viborgmuseet at sætte en kulturcenterlignende aktivitet i gang, men nu stiller han i sin artikel, der hedder "Fornødent og ufornødent i kulturbranchen", det spørgsmål, eller rettere han siger, at han fristes til at stille det spørgsmål, hvor nødvendigt det hele er for ham selv. Jeg citerer:

"Der er lange tider, hvor man synes, man har hørt den sidste koncert, set det sidste maleri og læst den sidste bog. Det gør ondt at suge noget til sig. Man klynger sig til sofaer og værtsbuse. Man forsumper i magtfuld ro i sit medtagne indre. Således holder man ud i stor foragt for de plakater, der propaganderer: "Brug mere kultur"."
Og så føjer han til:
"En dag sker det jo, man brydes op indefra eller udefra, små ting, menneskevink, sindets bekræftelse eller Beethoven - eller Beatles ind ad altandøren, er der nogen der siger."

Seeberg rører her, tror jeg, ved noget meget væsentligt, når vi skal beskæftige os med kulturel lovgivning. Han siger, at kulturformidlerne meget let forfalder til at slå sig på dem, der i forvejen er interesserede og laver foreninger; de vil have forfattere til at komme og læse højt, og de vil lave teaterforestillinger, men de kan ikke få så stor en forening, at de kan få det kommunale tilskud. Og her, siger han, begynder så kulturkampen om de sjæle, der skal meldes ind og med på den lange liste til byrådet, så der kan blive penge til kulturlivet.

Her er vi ved - vi nærmer os i hvert fald et farefelt, en ikke sund og organisk udvikling, og her skulle vel loven om fritidsundervisning eller en eventuel kulturformidlingslov kunne virke frugtbart og hjælpende ind.

Peter Seeberg synes, kulturformidlerne og dermed han selv - har løftet deres stemme vel højt: kultur er en livsnødvendighed. Her taler en erfaren mand. Han siger, at alle mennesker stiller ret udbredte, men sære betingelser for at høre efter, fordi det er så svært at vågne op fra sig selv og fatte noget af det hele. Men hvis kulturlivet hele tiden sætter folk i en bagbenssituation, hvor de ikke vil have noget med noget at gøre, så kommer der et meget langt geled på bagben ud af det. Så vidt Seeberg.

Jeg kan forsikre det høje tings medlemmer om, at disse bagbensgeledder har jeg i form af breve haft marcherende i kulturministeriet på rad og række så at sige hver dag, siden jeg overtog ministeriet. Jeg hører jo selv til dem, der i tide og måske i utide har talt om kunstens nødvendige udfordring, om dens forløsning og dens glæde. Jeg tror, at den formsprængte kunst, den såkaldt avancerede kunst, er født af en indre nødvendighed i tiden, at den vil lære os noget om nødvendigheden af også at sprænge vor vanehandlen og vor vanetænkning.

Men i kulturpolitikken er det nødvendigt at holde sig for øje, at det aldrig kan være statens opgave at bestemme retning, endsige at ensrette. Et folks kultur rummer både statiske og dynamiske kræfter, og et kulturministerium har pligt til at lade begge have ånderum og ikke være med til at skabe eller uddybe en kunstig kulturkløft mellem befolkningsgrupper, der selvfølgelig er forskellige.

Jeg kan ikke hindre mig selv i en gang imellem at synes - uden at jeg vil fastlåse mig i noget endeligt synspunkt - at det måske var godt og rigtigt, hvis kommunerne i første omgang løste kulturcenterproblemet, kulturhusproblemet, sådan som det jo på forskellig og glædelig vis er ved at ske mange steder, i Randers, i Esbjerg og i Tønder. Hvad der sker på kulturfronten i Holstebro, er jo så overmåde lovende for fremtiden, både hvad eksperimentalteatret angår og dristigheden og kunstindkøbene. Lokalt kan man lodde behovenes ægthed bedst; og naturligvis forudsatte også kulturcenterforslaget, at der intet kunne gøres med hensyn til støtte fra statens side, såfremt der ikke forelå et klart lokalt initiativ.

Jeg vil nu til sidst udtrykke håbet om, at vi i folketinget fremover kan enes om at føre en bevidst og aktiv kulturpolitik. Den må gøres bevidst og kontinuerlig, og det koster mange penge; der er kolossale opgaver at løse, men det kan vi måske vende tilbage til - noget af det i hvert fald i morgen under debatten. Men én ting er i hvert fald givet: at det er på kulturfronten, folkene skal styrkes i den fremtid, vi går ind under, og jeg slutter med et citat fra den underfundige Seeberg vedrørende den standende debat om kulturformidling. Han siger:
"Noget må der gøres; det kan jeg godt se. Lad os blot formidle, inden vi får for mange betænkeligheder. Lad det ikke blive sagt: de tænkte sig ualmindelig godt om, inden de begik deres livs største dumhed!"

Jeg tror alligevel, vi skal tænke os vældig godt om. Vi handler i nutiden, men vi former fremtiden.