Statistisk undersøgelse af skabende kunstneres indkomstforhold

Forfatter: Kulturministeriet
Årstal: 1997
Udgiver: Kulturministeriet
Antal sider: 25
Format: A4
Publikationstype: Rapport
Udgivelsesform: Elektronisk
Akkvisition: Gratis
Introduktion: 

Ønsket om at kunne belyse kunstnernes økonomiske og sociale forhold er ikke af ny dato. I en kulturpolitisk redegørelse af 23. maj 1984 hedder det således: "Det er endvidere regeringens hensigt (Schlüter-regeringen) at tage spørgsmålet om kunstnernes sociale stilling i almindelighed op til overvejelse ud fra den betragtning, at der for flertallet af kunstnerne ikke findes sociale ordninger af forsikringsmæssigt og lignende karakter, således som det er tilfældet for de fleste andre befolkningsgrupper".

Denne hensigtserklæring blev fulgt op i november 1987, da kultur- og kommunikationsminister H.P. Clausen i samråd med arbejdsminister Henning Dyremose og socialminister Mimi Stilling Jakobsen nedsatte et udvalg med den opgave "at foretage en undersøgelse af kunstnernes sociale vilkår med henblik på at udarbejde eventuelle forslag til forbedring af disse på en række konkrete områder....."

I december 1988 forelå udvalgets overvejelser udgiver i 1989 som betænkning nr. 1163 (Kunstnernes sociale vilkår).

Det hedder her i det indledende kapitel blandt andet "Under udvalgsarbejdet er det fremgået. at der ikke i videre omfang eksisterer ajourførte statistiske oplysninger om kunstnernes levevilkår. En række kunstnerområder er ikke kortlagt overhovedet, ligeså lidt som der foreligger statistiske oplysninger om kunstnerstanden som helhed i den henseende".

Behovet for konkrete talmæssige oplysninger om kunstnernes økonomi understreges yderligere af følgende udtalelse i slutningen af betænkningens første kapitel:
"Det er udvalgets klare opfattelse, at der i forbindelse med arbejdet med en realisering af betænkningens forslag må gennemføres statistiske undersøgelser...."

En statistisk undersøgelse blev imidlertid ikke sat i gang. Resultater var derfor, at betænkning nr. 1163 om kunstnernes sociale vilkår havnede i skuffen. Der lå den upåagtet, indtil kulturminister Jytte Hilden på en direkte anmodning herom på et møde i Dansk Forfatterforening prompte bevilgede 80.000 kr. til bekostning af en statistisk undersøgelse af kunstnernes økonomiske forhold. Hun nedsatte efterfølgende en arbejdsgruppe med den opgave at komme med forslag til, hvordan en sådan undersøgelse kunne tilrettelægges og gennemføres.

PDF-version