Kulturkontakten nr. 1 / 2005

Forfatter: Kulturministeriet
Årstal: 2005
Udgiver: Kulturministeriet
ISBN: 0907-1156
Antal sider: 23
Publikationstype: Magasin
Udgivelsesform: Elektronisk
Akkvisition: Gratis
Introduktion: 

Design – formgivning eller problemløsning

2005 er udnævnt til designår.

Derfor har vi gjort design til tema i årets første nummer af Kulturministeriets magasin Kulturkontakten.

Vi skriver om, hvad der kommer til at ske i designåret, og diskuterer udfordringerne på designområdet lige nu.

Du kan bl.a. læse om:

Designerens rolle
”Der er imidlertid masser af ting, designere ikke kan hjælpe os med, vi er f.eks. stadig i krig i Irak, og vi kan ikke løse fattigdoms- og ulighedsproblematikkerne i verden fra et designerbord.”
Steen Nepper Larsen, filosof.
Tidligere var en designer først og fremmest en formgiver. Sådan er det ikke længere – mange mener, at designeren i dag skal løse problemer på en anden skala. De skal med et slogan hentet fra den kommende Designfestival Index: 2005 skabe ”design to improve life”. I artiklen ”Et paradis for designere” debatterer filosoffen Steen Nepper Larsen den nye designerrolle med leder af Center for Designforskning Thomas Binder.
 
Fremtiden for Dansk design
”Hvis Danmark skal klare sig internationalt, kræver det, at designerne herhjemme allerede under deres uddannelser bliver presset til originalitet. Der er lige nu for få designere og producenter, som tør tage de store chancer.” Rikke Ruhwald, designer.
Er dansk designs fremtid gylden eller grå? Med hjælp fra en stribe designere, producenter og analytikere tegner vi et portræt af dansk design i dag – og i morgen.
 
Historien bag finsk designs succes
Finsk design erobrer verden i disse år med Nokia i spidsen. Vi har bedt redaktøren for det finske designmagasin Arttu, Lisa Sounio, fortælle om baggrunden for succesen.
 
Designår 2005
Vi giver et overblik over designårets vigtigste begivenheder. Og ser også nærmere på et udvalg af de 90 designgenstande, der tilsammen udgør udstillingen ”Use it! Danish Design in everyday life”, som kan ses i Tokyo fra 18. april
 
OL-slutspurt
Læs historien om de fem hovedstæder, der lige nu kæmper om at blive vært for OL i 2012. Byerne har taget en række utraditionelle midler i brug for at gøre opmærksom på sig selv. Og i Danmark er et udvalg i færd med at undersøge Københavns muligheder for at blive værtsby for OL i 2024.

PDF-version