Lokale- og Anlægsfonden

Her kan du læse om muligheder for støtte fra Lokale- og Anlægsfonden.

Lokale- og Anlægsfonden har til formål at udvikle og støtte byggeri inden for idræts, kultur- og fritidsområdet. Det kan være fra renovering af en spejderhytte til storstilet udbygning af et klubhus, fra oprettelsen af et lokalt samlingssted for skatere til store kultur-, musikhuse og idrætsanlæg. Det kan være idræt, børne- og ungdomsformål, teater, musik, film, dans, friluftsliv med mere.

Selvejende institutioner, foreninger, klubber, borgergrupper, kommuner og andre, der skaber og driver faciliteter inden for kultur-, og fritidsområdet, kan søge Fonden om støtte til byggeri. Intet enkeltområde har fortrinsret til fondens midler.

Byggeriet skal i sig selv være en inspirerende ramme for oplevelser og aktiviteter. Fondens støtte baseres alene på kvalitet. Lokale- og Anlægsfonden prioriterer projekter som:

     

  • indeholder arkitektoniske nyskabelser

  • tager et overordnet miljø- og planlægningsmæssigt hensyn

  • tager udgangspunkt i den frivillige indsats

  • hviler på brugerindflydelse og -styring

  • inddrager børn og unge

  • henvender sig til flere brugergrupper

  • skaber flere faciliteter i indre områder af storbyer.

Endvidere lægges der vægt på, at projekterne tager særligt hensyn til personer med handicap og deres behov.

Støtte

Fonden kan yde støtte i form af:

     

  • etableringstilskud

  • lån

  • ydelsesgaranti for lån

Kun etableringen af de fysiske rammer kan få tilskud, ikke selve virksomheden eller driften.

Pulje til klublokaler og væresteder
Fonden råder over en Pulje til Klublokaler og Væresteder. Puljen er øremærket klublokaler og væresteder til idræt, friluftsliv, børneteater, musik, dans og andre rammer for trivsel og samvær. Puljen kan søges af foreninger og institutioner inden for idræts-, kultur- og fritidsområdet.

Man kan kun sende ansøgning til enten Lokale- og Anlægsfonden eller Puljen til Klublokaler og Væresteder. I tvivlstilfælde kan man kontakte sekretariatet.

Endvidere har Fonden mulighed for at tilbyde kvalitetsvurdering af projekter, også selvom Fonden ikke deltager i finansieringen af projektet. Kommuner og andre, der har et større projekt, kan efter nærmere aftale få denne service.

Læs mere om støttemuligheder på Lokale- og Anlægsfondens hjemmeside