Kultursatsning i Kina

Publikum i Kina får mulighed for at opleve et varieret og omfattende udbud af dansk kunst og kultur, når over 60 arrangementer løber af stablen fra september 2014 til juli 2015. Der er tale om den største danske kultursatsning i Kina nogensinde.

 

Kultursatsningen skydes officielt i gang af kulturminister Marianne Jelved den 24. oktober 2014 i Beijing. 

I løbet af de 10 måneder, programmet strækker sig over, vil danske og kinesiske institutioner i samarbejde præsentere et ambitiøst kulturprogram med blandt andet udstillinger, koncerter, filmfestivaler, litteraturarrangementer, symposier, scenekunst og teater. Der vil også indgå arrangementer med fokus på design, arkitektur og kunsthåndværk og arrangementer med særligt fokus på børn og unge.

Den største satsning nogensinde

Blandt de danske deltagere i kultursatsningen er Statens Museum for Kunst, Sydvestjyske Museer, Nationalmuseet, Vikingeskibsmuseet, Dansk Danseteater, Granhøj Dans, Det Danske Musikkonservatorium og Den Kongelige Danske Balletskole i Holstebro.

Kultursatsningen i Kina udgør den hidtil største satsning for dansk kunst og kultur i Kina – og indeholder en langsigtet strategi for at etablere dansk-kinesiske partnerskaber og samarbejder. 

Mange danske og kinesiske parter 

Den dansk-kinesiske kultursatsning er blevet til i et tæt samarbejde mellem Kulturministeriet, Det Danske Kulturinstitut og Den Danske Ambassade i Beijing samt Statens Kunstfond, danske kulturinstitutioner, kunstnergrupper og individuelle kunstnere. De kinesiske samarbejdspartnere består af kulturinstitutioner og -aktører samt det kinesiske kulturministerium. 

Indsatsen er forankret i Det Internationale Kulturpanel, som er et tværministerielt organ bestående af en række institutioner under Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Læs mere om kultursatsningen i Kina på Slots- & Kulturstyrelsens hjemmeside 

Læs mere om Det Internationale Kulturpanel

Black Diamond. Foto: Dansk Danseteater/ Henrik Stenberg