Danmark Læser

Kulturminister Marianne Jelved forventer at afsætte 20 mio. kr. til initiativet Danmark Læser. Initiativet indeholder blandt andet en konkurrence mellem kommunerne om, hvem der kan finde på de mest kreative og spændende tiltag, der kan få flere til at læse.

 

Foto: Nana Reimers

Undersøgelser viser, at 40 % af befolkningen enten aldrig læser skønlitteratur eller gør det relativt sjældent. Gennem lokal forankring og mobilisering af civilsamfundet skal Danmark Læser få flere danskere til at gå på opdagelse i skønlitteraturen og i det fællesskab, som litteraturen åbner for læserne. 

Litteraturen giver plads til den eftertænksomhed, det nærvær og den indlevelse, som ellers bliver klemt i vores travle liv. Litteraturen er med til at binde os sammen som land. Vi bruger den til at forstå os selv og det samfund, som omgiver os. Litteraturen åbner for livsnerven i vores demokrati: samtale og dialog. Litteraturen giver betydning og perspektiv. 

Lokal forankring

Initiativet går ud på, at en håndfuld lokalområder i hele landet udvælges til ”læsekommuner” for en periode. Kommunerne og deres lokale samarbejdspartnere får derefter midler til læsefremmende tiltag for danskere, som sjældent eller aldrig læser skønlitteratur.

De udvalgte lokalområders læseindsats munder ud i en kåring af landets bedste læsekommune.

Vinderen er den kommune, som sammen med en bred kreds af samarbejdspartnere har gennemført de mest kreative læseaktiviteter og har haft mest gennemslagskraft og fået flest nye læsere.

Formålet med konkurrencen er at stimulere udvikling af nye måder at styrke læselyst på og udbrede kendskabet til de nye metoder og resultaterne fra projektet. 

Læs pressemeddelelse om lancering af Danmark Læser

Læs Marianne Jelveds kronik om Danmark Læser

Danmarklæser.dk

Initiativet har sin egen hjemmeside. Her kan man hente inspiration og ideer til at fremme læselysten. Her finder du også retningslinjer for de lokalområder, der deltager i konkurrencen om at blive Danmarks bedste læsekommune.

Besøg Danmark Læsers hjemmeside 

Foto: Nana Reimers

100.000 bøger skal deles ud til danskerne 

Hvert år på Shakespeares fødselsdag 23. april 2015 bliver bogen hyldet på Verdens Bogdag. I 2015 bliver dagen også fejret herhjemme med Danmark Læser-dagen, der er et led i Danmark Læser-kampagnen.

På Danmark Læser-dagen vil der blive delt op mod 100.000 bøger ud til folk over hele landet. Bøger, som skal give danskerne gode læseoplevelser og få flere til at læse. Dagen er blevet til i et samarbejde med forlag, biblioteker og boghandlere over hele landet.

Læs mere om Danmark Læser-dagen på Danmark Læsers hjemmeside
Se mere om Danmark Læser-dagen i videoen nedenfor: