Ideer fra Middelfart

Læs om hvad mødet med ministeren i Ungdomshuset Walker i Middelfart bragte af ideer med sig.

Anneline Köhler Juul, kulturproducent, igangsætter og initiativtager til kulturfestivalen Dage med Brecht: På Fyn er der enormt mange professionelle kunstnere men de mangler netværk, hvor de kan understøtte hinanden og udvikle sig fagligt. Behov for at skabe netværk og miljøer, for ellers tager kunstnerne blot til København.

Jakob Bonderup, forstander på Engelsholm Højskole: Nødvendigt at fjerne en række barrierer for at nye ideer kan udfolde sig og blive til noget. F.eks. væk med en række forvaltningsmæssige forhindringer, for at få lov at holde arrangementer alternative steder.

Søren Møller, direktør for Fredericia Teater: Sats på udvikling af kvalitet og specialisering, der hvor vi er geografisk, i stedet for at løbe efter ideer, der bliver udviklet andre steder og dermed blot skabe mere af det samme.

Søren Illum-Nielsen, (S) formand for Børn, Unge og Fritidsudvalget i Middelfart: Skab arbejdsdeling. Vores borgere tager til de andre kommuners store scener. Vi satser i stedet på de frivillige og kulturaftalesamarbejdet i Trekantområdet og Fyn, så vi kan hjælpe hinanden i byrådene frem for at være konkurrenter og oprette det samme.

Eddie Szweda, ølbrygger og direktør på Midtfyns Bryghus: Tænk nyt og glem alt om at konkurrere imod hinanden. Tænk i stedet alle former for samarbejder. 130 øl bryggere arbejder sammen. Øl tænkes ind i mange sammenhænge: mad og øl arrangementer, samarbejde med turistbranchen om special øl, mad og øl aftener, kunst og øl.

Simon Lykke, iværksætter med firmaet Blouge Productions specialiseret i cinematiske produktioner: Fyns problem er, at de store kanoner flytter til København. De store film- og kulturaktører bør sætte sig sammen og danne fælles front. F.eks. at søge penge sammen i stedet for at konkurrere. Vi vil gerne blive på Fyn, der mangler blot penge her.

Lasse Helner, fynsk musiker, komponist, storyteller: Kæmp for udkanterne. Det er lokalt, at der skal skabes. Centrum er der, hvor du er. Det gror rundt omkring ude i landet, der skal bare spot på de mange aktiviteter.

Steen Dahlstrøm, borgmester i Middelfart Kommune: Det vigtigste er at tænke i muligheder og tænke nyt. Middelfart og Fredericia planlægger at arrangere Bridgewalking for turister på den gamle Lillebæltsbro i 60 meters højde. Findes to steder i verden og det vil være fantastisk, hvis vi kan få bridgewalking til Middelfart og Danmark.

Martin Rauff, leder af Baaring Stories, der udvikler spil: Pas på usynligheden. Det synlige kultur Danmark skaber job, men det er det usynlige kultur Danmark, der er nødvendigt for at talenterne udvikles og måske senere kan blive professionelle, f.eks. musikskolen, der sender fire talentfulde elever til udlandet for at udvikle deres talent.

Birgitte Weinberger, leder af Odense Filmfestival og kulturkonsulent i Odense Kommune: Tag på kulturturné i kulturregionen. Få de store begivenheder ud i alle kommuner og sørg for, at der er ildsjæle lokalt, der kan gribe de mange store bolde. Lad være med at opfinde den dybe tallerken alle steder.

Bianca Giese, ildsjæl, grafiker og voksentovholder på ungekulturområdet på Nordfyn: I Nordfyns Kommune er der meget få kulturaktører. Derfor er det nødvendigt med samarbejde mellem dem, der er der. Gerne rådgiverkorps, der kan hjælpe de mange foreninger til at samarbejde, søge om penge m.m.

Emma Cæcilie Østrup Kristensen, medlem af Kulturregion Fyns Unge Kulturråd: Der er vildt mange unge og ældre på Fyn, der gerne vil have noget mere kultur og flere store kulturoplevelser. Gerne hjælp til at skabe netværk, der kan sætte aktiviteter i gang.

Hans Stavnsager, folketingskandidat: Vigtigt at inddrage de frivillige. Korinth blev ”Årets Landsby 2005”, pga. de lokales evne til at overleve som aktivt landsbysamfund. Bl.a. omdannet gammel biograf til kulturhus, der ledes og drives af lokale frivillige. Kommunen sagde i begyndelsen nej til at støtte projektet. Det satte gang i de frivillige.

Rune Lorentzen, formand for Kulturlogen i Kolding: I Kolding har kommunen stillet gamle værkstedsfaciliteter til rådighed for Kulturlogen - unge kreative, graffittimalere og de unge, der ikke kommer ”de andre steder”. Graffitti kriminaliteten er faldet med 50 %. Gerne regionalt netværk, f.eks. et lukket facebook, danne fælles band m.m.

Hans Jørgensen, borgmester Faaborg-Midtfyn: Netværk er alfa og omega for at drive tingene frem. Filmmediet er fantastisk til at sprede sig til andre kulturområder. Filmfyn er lokomotiv i det sydfynske område og det har sat gang i alt fra amatør til det professionelle niveau. Rigtig mange frivillige og nu mødes alle de forskellige foreninger.

Bo Damgaard, direktør for den regionale filmfond, FilmFyn: FilmFyn er med til at sætte en række aktiviteter i gang lokalt. De lokale filmproduktioner betyder utrolig meget for den lokale selvfølelse, lyst til at blive i området, og lyst til at flytte til området. Når der skal indgås en ny filmaftale, så hav fokus på lokal filmproduktion.

Ahmet Günes, formand for foreningen o.n.e. Danmark, Lead the Talent: Drømmer om at fremmede kulturer bliver spændende og attraktive i Danmark og brugt som en ressource, som f.eks. Chinatown i Los Angeles, der tiltrækker mange turister.

Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kulturregion Trekantområdet: Lyst til at skabe et mini Berlin, men vi mangler kritisk masse. Ildsjælene brænder ud, fordi der ikke er nok af dem. Netværkstanken er vejen frem. Skab de 1000 talenters netværk på tværs af Danmark, slå kommunerne sammen om ideen. Ildsjælene mangler legekammerater.

Jakob Sander, leder af Vejen Idrætscenter: Centret er på 20 år vokset fra syv til halvtreds ansatte, fra 6 – 40 mio. kr. i omsætning – og et hav af aktiviteter og det kommunale bidrag er faldet fra 60 % til 18 %. Alle idrætsfaciliteter i hele landet er lige store, ca. 16 cm. Den afstand der er mellem ørerne! Det er her, der kan gøres en forskel, hvis der tænkes nyt og kreativt.

Jacob Salvig, museumschef, Naturama Svendborg:  Bak op om fyrtårnene. F.eks. fandt Vikingemuseet i Roskilde på en meget stærk fortælling om et vikingeskib, der sejlede til England. Mange tjente mange penge på fortællingen, men ildsjælene på museet manglede penge og brændte ud, så pas på fyrtårnene.

Martine Eriksen, ildsjæl og danser: Der skal være mod til at støtte de små væksthuse, de små særlige steder, så der sker noget nyt på hele Fyn. Der er brug for, at der sparkes lidt til de trætte fynboer. Det er nødvendigt med vanvittige projekter. Støt dem!

Marianne Klint, teaterleder Momentum i Odense: Nedbryd grænserne mellem finkultur og alternativ kultur. Så sker der nye ting og der skabes stort engagement og ejerskab. Ambassadører er afsindige vigtige, f.eks. erhvervsfolk og ildsjælene. Giv dem ansvaret, så brænder de for at skabe vækst. Send ikke flere penge! Inddrag os som i dag!

Mads Esben Ellebek Harboe, Formand for Litteraturfestivalen Ord over Svendborg: Frivillighed er super vigtig. Engager borgerne med de små ting, historierne rundt omkring i deres omgivelser, de usynlige ting. Alle mennesker har en stemme. Når man opdager det, så er man mere imødekommende over for omverdenen.

Maria Friis, leder af Odense Havnekulturfestival: Ved havnefestivalen opdager vi nye rum. Vi vil gerne arbejde med midlertidige anvendelser af særlige rum. Men ofte kæmper vi mod barrierer i lovgivningen, f.eks. pga. sikkerhedshensyn. Gerne hjælp til midlertidig anvendelse af rum. F.eks. lånebank af forskelligt sikkerhedsudstyr.

Kenneth Danielsen, iværksætter og lyskunstner: Vi mangler et sted i Odense, hvor man kan komme ind og vise sine ting, sine tanker, som f.eks. godsbanen i Aarhus. Et sted hvor talenterne kan udvikles og mødes på tværs af erhvervslivet, kulturen m.m. Plus lettere at få tilladelser, f.eks. til at holde længe åbnet.