00'erne: Smagsdommere, Muhammedkrise og kulturkanon

Kulturministeriet gav danskerne en Greatest Hits: Kulturkanonen, der udpegede 12 essentielle værker i en stribe kategorier. Imens rasede diskussionen om smagsdommere og kulturkamp i en epoke, der havde Muhammedkrisen og 9/11 som omdrejningspunkter. Kulturen og erhvervslivet gjorde tilnærmelser til hinanden, og ord som branding og oplevelsesøkonomi vandt indpas. Nye radiokanaler kunne dog stadig udløse gamle slagsmål.

Brian mikkelsen

November 2001 fik Danmark ny regering. Poul Nyrup Rasmussen havde udskrevet valg, kort tid efter at islamistiske terrorister den 11. september 2001 styrede kaprede fly ind i World Trade Center i New York og i Pentagon i Washington. En terrorhandling med næsten 3000 dødsofre. I den bevægede og rådvilde tid i kølvandet på 9/11 foretrak et flertal af de danske vælgere den borgerlige politik, som V-formand Anders Fogh Rasmussen stod i spidsen for ved folketingsvalget den 20. november 2001.

Fogh Rasmussen blev nu statsminister i en VK-regering, som havde valgets helt store vinder, Dansk Folkeparti, som parlamentarisk grundlag. Som forklaring på valgresultatet pegede flere analytikere på en emotionel bølge, som gik årtier tilbage, og som nu slog ud i vælgerbefolkningen. Rune Lykkeberg beskrev det i sin bog ”Kampen om sandhederne” fra 2008: ”Vreden er lige så gammel som det kulturradikale og socialdemokratiske dannelsesprojekt. Den viste sig som rindalisme i 60’erne, som protestpartier ved jordskredsvalget i 1973, og endelig blev den resumeret ved folketingsvalget i 2001.”

Vreden rettede sig ifølge Lykkeberg mod ”det kulturelle borgerskab” og dets belærende og formynderiske attitude. En attitude, som Kulturministeriet grundlæggende blev etableret og drevet på, og som store vælgerskarer altså gjorde op med ved valget i november 2001. Allerede året før valget havde journalist Erik Meier Carlsen i sin bog ”De overflødiges oprør” udpeget Dansk Folkepartis fremgang som ”en ny afgørende brudlinje i dansk politik, som ikke er klassepolitisk, men kulturelt bestemt”. Dermed blev kulturpolitikken også trukket ind på en central plads, da Anders Fogh Rasmussen indledte sin tid som statsminister.

I sin første nytårstale, blot seks uger efter valget, lagde Anders Fogh Rasmussen hårdt ud med et angreb på ”statsautoriserede smagsdommere”. Anders Fogh Rasmussen havde allerede i 1993, i bogen Fra socialstat til minimalstat, taget Viggo Kampmann og Ivar Nørgaard på ordet, fra dengang da de fremtrædende socialdemokrater i begyndelsen af 1960’erne udpegede kulturpolitikken som den vigtigste slagmark. Fogh Rasmussen skrev i 1993: ”Egentlig er der brug for kulturkamp". Nu skulle det være. I sin tale nytårsdag 2002 forklarede statsminister Fogh Rasmussen: ”Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige. Det vil sikkert udløse ramaskrig fra de berørte.” Den sidste spådom havde statsministeren ret i.

Læs hele artiklen om udviklingen i kulturministeriet i 00'erne (pdf)

Brian Mikkelsen indvier Skoleidræts Udviklingscenter i Årup på Fyn i 2006. Foto: Jesper Dall, Polfoto