1960'erne: Hippier, rindalister og månelanding

I 1961 havde Danmark fået overskud til et særligt ministerium for kulturen. Forude ventede opbrud og oprør. Det nye ministerium ankom i samme årti som p-pillen, månelandingen og The Beatles. Først var dele af befolkningen knap så begejstret for de milde gaver, som de selv skulle betale til. Dernæst kom hippierne og kollektivisterne og hævdede, at deres kultur var lige så god som finkulturen på Det Kongelige Teater.

Bomholt og Kampmann, foto: Tage Christensen, Polfoto

Hvem ønsker og venter i særlig grad noget af denne hybrid, der allerede er blevet døbt Fritidsministeriet, og hvem venter andet af Bomholt, end at han, så længe det varer, vil møde op og være dekorativ og kultiveret og uddele de medaljer, som frøken Vøhtz før nyordningen ekspederede, og sige nogle velvalgte ueksplosive ord om kulturen.”

Så længe det varer? Nej, det var ikke alle, der i september 1961 nærede den store tiltro til det nye Kulturministeriums gennemslagskraft og levedygtighed. Politiken-skribent Ole Storm gjorde i hvert fald ikke, som det fremgår af denne kommentar tre dage efter Julius Bomholts udnævnelse. Storm nærede kun behersket beundring for kulturminister Bomholt, som ”siden sin tidligste ungdom har omfattet kulturen med energisk interesse og nogen forståelse”.

Frøken Agnete Vøhtz var departementschef i Undervisningsministeriet, som hidtil havde klaret uddeling af hædersbevisninger på bedste vis. Som yderst erfaren minister var Julius Bomholt nu heller ikke tiltrådt sin nye post for at holde receptioner. Men Ole Storm havde ret i én ting: Julius Bomholt talte gerne og gerne længe og indtrængende – om kulturlivet. Det havde han altid gjort.

Med årene blødte Julius Bomholt den hårde linje op. I 1938 skrev han om ”Kultur for Folket”, og i 1953 havde han taget endnu et ryk, da han plæderede for ”Mennesket i centrum” af sit partis kulturpolitik. Altså en bevægelse fra arbejderklassen over folket til mennesket. Og nu var tiderne gunstige nok: ”Vi ved, at kunsten har holdt flyttedag. Den er ikke længere knyttet til et fåtal af rigmandshjem, men til folket og dets institutioner,” sagde Julius Bomholt tilbage i 1950’erne, da de første kunststøtteordninger blev vedtaget. Alle skulle have lige adgang til den borgerlige kulturs goder og her kom det nyoprettede ministerium ind som den afgørende distributionscentral. ”Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig,” sagde Julius Bomholt.

Læs hele artiklen om Kulturministeriets opstart i 1960'erne (pdf)

Bomholt og Kampmann mødes i vandkanten på Fanø. Her drøftede de, hvordan befolkningen kunne motioneres åndeligt og kulturelt.
Foto: Tage Christensen, Polfoto