70'erne: Oliekrise, græsrodsbevægelser og provokationer

Den vækst, som havde givet overskud til Kulturministeriet, viste sin bagside: Nu skulle der oprettes et Miljøministerium for at rette op på forureningen. Oliekrise og arbejdsløshed kastede et dystert skær over perioden, hvor protestpartier og græsrodsbevægelser rokkede ved den herskende orden. Skiftende kulturministre lod sig irritere af provokunstnere, samtidig med at børn over hele landet fik adgang til musikundervisning.

Niels Matthiasen

 

Den 1. januar 1970 fik Danmark et nyt skattesystem: kildeskatten.

Hidtil havde folk betalt bagud i rater for det foregående år, og de festlige beregninger havde været en sag mellem borgeren og det lokale skattevæsen: de såkaldte torskegilder. Nu gik statens skattevæsen til kilden, arbejdsgiveren, og opkrævede hver måned et acontobeløb, som var fastsat ud fra en anden nyskabelse, skattekortet.

Det var en helt ny situation for danskerne. Staten greb fra centralt hold direkte ind i borgernes pengepung, og det store arbejde med registrering og ligning var muligt på grund af de nye store computere. Eller datamater, som de blev kaldt. Både den tekniske og den administrative side af det nye skattesystem udtrykte en udvikling, som igennem 1970’erne afstedkom utryghed.

Fra borgerlig side talte man om umyndiggørelse, fra venstrefløjen talte man om fremmedgørelse. Tre måneder inde i 1970 fik disse tanker endnu mere næring, da kommunalreformen fra 1. april slog landets over 1300 kommuner sammen til 275. Der skulle store enheder til for at administrere Viggo Kampmanns velfærdsstat. Nu under den borgerlige VKR-regering. Til gengæld kunne danskerne slutte 1960’ernes fest af med manér: På grund af omlægningen var 1969 et delvist skattefrit år. Ganske vist blev trækprocenten for 1970 sat kraftigt i vejret for at dække tabet, men inden da var 1969 én stor shoppingfest. Knallerter, charterrejser, hippieveste med frynser og enorme mængder italiensk rødvin i bastflasker. Regningen kom først i det nye årti med et gigantisk underskud på betalingsbalancen – samtidig med at den økonomiske vækstrate blev halveret. Der var i det hele taget mange regninger at betale i 1970’erne.

I Kulturministeriet gik alt dog fint. Den radikale Kulturminister Kristen Helveg Petersen var VKR-regeringens skarpeste kritiker af kommunesammenlægningen, men havde efterhånden selv fået opbygget noget af en storkommune i Nybrogade. Lige så stejl han i sin tid havde været i opgøret med Julius Bomholt om fordelingen af arbejdsområder, lige så ferm og stædig var Helveg Petersen nu til at trække felter til sig, da han selv sad som kulturminister. Selv i mindre sager kunne han finde på at true med at sætte regeringen på spil, hvis han ikke fik sin vilje. Historiker Tage Kaarsted skrev senere: ”Af alle ministre var K. Helveg Petersen den, der gav statsministeren flest grå hår.”

Læs hele artiklen om kulturministeriets udvikling i 1970'ernes (pdf)

Kulturminister Niels Matthiasen med Niels Jørgen Kaiser og Johnny Reimar, 1977. Foto: Jesper Stormly, Polfoto