Mediestøtte

Den 1. januar 2014 trådte den nye mediestøtte til trykte og digitale medier i kraft. Forud for ikrafttrædelsen ligger flere års arbejde med at belyse medieudviklingen og behovet i befolkningen for fortsat adgang til nyheder og anden information, der bidrager til det danske demokrati og samfund.

Udvalget om den fremtidige offentlige mediestøtte

Som en konsekvens af mediemarkedets rivende udvikling, nedsatte den daværende kulturmininister, Per Stig Møller, i perioden 1. januar til 1. oktober 2011 det såkaldte Udvalg om den fremtidige offentlige mediestøtte, der havde til opgave at udarbejde et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte. Udvalgsarbejdet resulterede i en rapport, der afdækkede hvilke centrale parametre, der burde indgå i overvejelserne om en eventuel justering af mediestøtten samt tre bud på mulige modeller for en fremtidig mediestøtte.

Læs mere om udvalget og hent rapporten på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside 

Stemmeaftale om den fremtidige model for fordeling af mediestøtte

Den 18. januar 2013 indgik den nuværende regering og Enhedslisten en stemmeaftale om en ny støtteordning til trykte og internetbaserede medier samt ideelle foreningsblade, som skulle afløse de daværende distributions- og projektstøtteordninger til dagblade og dagbladslignende publikationer.

Hent stemmeaftalen (pdf) 

Lov og bekendtgørelse om mediestøtte

Den 2. maj 2013 blev forslag til lov om mediestøtte sendt i høring med frist den 30. maj 2013.

Se høringsmaterialet på Høringsportalen 

Den 2. oktober 2013 fremsatte kulturministeren forslag til lov om mediestøtte i Folketinget. Forslaget omfattede en produktionsstøtteordning samt en innovationspulje til trykte nyhedsmedier og skrevne internetbaserede nyhedsmedier, der formidler selvstændigt journalistisk bearbejdet stof.

Lovforslaget blev 1. behandlet den 8. oktober, 2. behandlet den 17. december og 3. behandlet den 20. december. Loven blev stadfæstet den 27. december 2013 med ikrafttrædelse den 1. januar 2014.

Den nye ordning træder i stedet for den tidligere distributionsstøtte til dagblade og dagbladslignende publikationer samt projektstøtte fra Dagbladsnævnet. I forlængelse af forslag til lov om mediestøtte blev der udarbejdet et udkast til en bekendtgørelse om mediestøtte, som ligeledes har været sendt i høring og med samme ikrafttrædelsesdato som loven.

Læs mere på Folketingets hjemmeside om Folketingets behandling af lovforslaget

Læs lovteksten på Retsinformation.dk

Læs bekendtgørelsen om mediestøtte

Læs bekendtgørelse om forretningsorden for Medienævnet 

Europa-Kommissionens godkendelse af ordningen

Den 20. november 2013 slog Europa-Kommissionen fast, at den danske støtteordning for produktion og innovation af skriftlige medier er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. Kommissionen konkluderede, at ordningen, i tråd med EU's målsætninger, vil støtte mediepluralisme og formidling af samfundspolitiske nyheder af høj kvalitet til danske borgere, uden at medføre urimelige konkurrencefordrejninger på det indre marked.

Læs Kulturministeriets pressemeddelelse om godkendelsen her