Kulturministeriets logo. Klik her for at komme tilbage til ministeriets hjemmeside

DIGITALISERING AF KULTURARVEN

2 Udvalgets overvejelser

Kulturarven er nationens hukommelse. Kulturarvens aktive videreførelse og brug er grundlaget for vor eksistens som en kulturnation. Kulturarven er fundamentet for Danmarks identitet som et vidensamfund og et helt centralt råstof for fremtidens videnøkonomi.

Kulturarv kan være et flygtigt begreb, men kulturarven er også helt fysisk og konkret, i form af arkiver, bogsamlinger, pladesamlinger, kunstsamlinger, filmsamlinger, museumssamlinger og meget mere. Kulturarven er således ikke blot fysisk til stede, men har som helt konkret fysisk materiale et overvældende omfang.

Det er kulturarvens store omfang, og de deraf følgende muligheder for læring, formidling og forskning, der gør, at kulturarven er en arv og ikke blot et dødt minde om fortiden. Takket være den omhu, som det danske samfund faktisk i flere hundrede år har udvist med at indsamle og bevare kulturarven, er vor kulturelle arv i dag et materiale langt større, end et menneske kan sætte sig ind i på et helt liv, og som vedblivende er en kilde til ny viden, inspiration og råmateriale til kulturel nyskabelse.

Men kulturarvens vældige fysiske omfang er naturligvis også en udfordring for den, der vil gøre brug af den, uanset om brugeren er forsker, uddannelsessøgende eller blot interesseret borger. Kulturarvsgenstandene i samlingerne på arkiver, biblioteker og museer kan være for skrøbelige til at håndtere eller for kostbare til at give fri adgang til, og det er under alle omstændigheder ressourcekrævende at finde genstandene frem fra store samlinger og arkiver. På den måde er en del af vor fælles kulturarv ofte kun praktisk tilgængelig for dedikerede forskere, og selv for dem kun med stor indsats.

Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele landet – ja, principielt hele verden. Digitalisering af kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og historiske arv.

For den interesserede borger åbner sig et nyt univers med let adgang til langt mere detaljeret viden og til autentiske kilder vedrørende et utal af emner. Det giver stærke kulturelle oplevelser til utallige mennesker og et rigere og mere nuanceret indhold til begreber som national identitet og historisk forståelse. Den særligt interesserede borger fra udlandet, f.eks. den potentielle turist, får også helt nye muligheder for at erhverve sig et nuanceret billede af Danmark – ikke mindst gennem værktøjer som den nye europæiske kulturarvsplatform Europeana.

For den uddannelsessøgende betyder den digitaliserede kulturarv nye læringsoplevelser, med lejlighed til at omgås et materiale af høj videnkvalitet, som samtidig byder på reel frihed til at gå på opdagelse i et uudtømmeligt materiale, anvendeligt i et utal af undervisningsforløb. Med den digitaliserede kulturarv til rådighed, med dens ægte dybde og detaljerigdom at arbejde med, kan de uddannelsessøgende erhverve sig en helt ny grad af kompetencer i forhold til bearbejdning og aktivering af nuanceret viden; kompetencer, der er uundværlige for dem, både som mennesker, som borgere og som fremtidige aktører på arbejdsmarkedet.

For forskeren, der i forvejen bruger kulturarven som råmateriale i sin forskning, kan digitaliseringen ofte betyde et kvantespring. Den lette adgang til kilderne, og ikke mindst adgang til søgninger i dem på tværs af materialetyper med ny kombinationsmuligheder til følge, betyder et helt nyt videnniveau for den enkelte forsker. Det betyder nye muligheder for samarbejde, også på tværs af landegrænser. Hermed kan dansk kulturarv og kilderne til den for alvor træde i karakter som noget, der trækker udenlandske forskere til samarbejde med danske institutioner og styrker Danmarks placering i den globale videnproduktion og -formidling.

For turisten, eller blot den interesserede netbruger verden over, er den digitaliserede kulturarv et åbent vindue til Danmark som spændende ferieland, gammelt kulturland og moderne, innovativt samfund med dybe rødder.

For den professionelle kulturskaber og den kreative iværksætter er kulturarven, som for forskeren, et uundværligt råstof. Men for den nyskabende betyder digitaliseringen et endnu større løft til kulturarvens værdi, for letheden af den digitale formidling giver iværksætteren mulighed for hurtigt at skabe helt nye produkter på nettet.

2.1 Formål med digitalisering af kulturarven

Kulturarvsinstitutioner kan digitalisere materiale med flere formål – først og fremmest bevaring, beskyttelse og tilgængeliggørelse[3]. Med beskyttelse menes det værn mod slid, uheld og tyveri, som ligger i, at originalmaterialet ikke længere behøver håndteres ved brug. Mens beskyttelse og tilgængeliggørelse meget ofte går hånd i hånd, så er det kun en mindre del af kulturarvsmaterialet, hvor der er behov for egentlig bevaringsdigitalisering.

Størstedelen af kulturarvsmaterialet er, med den rette opbevaring og håndtering, i en sådan stand, at det ikke er akut nødvendigt at tage skridt til digital bevaring. For andre materialer er digitalisering i bevaringsformat endnu ikke teknisk og ressourcemæssigt praktisabel (det gælder eksempelvis film på filmruller).

Der er dog også en række kulturarvsmaterialer, der allerede på nuværende tidspunkt befinder sig i en truet tilstand, eller som i det hele taget er meget besværlige og ressourcekrævende at bevare i orignaltilstanden. Det er særligt audiovisuelt materiale, dette gør sig gældende for. Der er tale om lyd og levende billeder i et stort antal formater, på mange forskellige typer fysiske medier, som det byder på store vanskeligheder at bevare, både fordi medierne i sig selv er skrøbelige, og fordi udstyret til at afspille dem på udgår – eller allerede er udgået – af almindelig handel.

Bevaringsmæssige problemer eksisterer imidlertid også for andre materialer. Det gælder ikke mindst trykte materialer, der ikke i udgangspunktet er produceret med henblik på langtidsbevaring – aviser, blade, småtryk mv. Samtidig er dette materialer, der netop i kraft af, at de er skabt med henblik på øjeblikkeligt ”forbrug”, er kulturarvsmæssigt unikke, fordi de giver et dag til dag-billede af historien.

Selvom bevaringshensynet således ikke er negligerbart, når man skal prioritere indsatsen på digitaliseringsområdet, så overskygges det alligevel af hensynet til tilgængeliggørelsen. Hvor store dele af kulturarven med den kendte teknologi bedst og billigst lader sig bevare i original form (som man selvfølgelig normalt også foretrækker at bevare, såfremt det er muligt), så vil en digital tilgængeliggørelse betyde et stort spring i borgernes mulighed for hurtig og nem adgang.

Derfor er dette også det afgørende fokus i udvalgets forslag til prioritering af digitaliseringen. Der er i høj grad taget udgangspunkt i materialer, hvor man af erfaring ved, at der er stor potentiel efterspørgsel, men hvor det er kompliceret at få adgang til originalmaterialet: arkiver, kortsamling, billedsamlinger, småtrykssamlinger, Statsbibliotekets samling af danske aviser mv. Der er tale om materialekategorier, der er samlet ét sted, og hvor søgning, bestilling og fremfinding i dag er besværlig og langsommelig, mens brugstiden ofte er kort, fordi brugeren måske blot har behov for at finde en enkelt reference. Et oplagt eksempel er kirkebøger, hvor folk med interesse for slægtsforskning ofte blot skal bruge én oplysning fra en given kirkebog. Det er materialer, der i digitaliseret form kan bruges på helt nye måder og i helt nye sammenhænge.

Det Kongelige Biblioteks store nationalbibliotekssamling, der omfatter al trykt litteratur udgivet i Danmark og om Danmark siden 1482, er derimod ikke prioriteret, selv ikke i den mest ambitiøse model. Det skyldes dels omfanget, dels at der er nem adgang til de fysiske eksemplarer gennem et funktionelt system for tilgængelighed af bøger med et rimeligt forhold mellem fremfindingstid og brugstid for det enkelte materiale, hvorimod en lang række andre samlingstyper med digitaliserings-teknologien for første gang kan gøres reelt tilgængelige for offentligheden.

Samtidig skal man, jf. afsnit 2.2 nedenfor, se den relativt lave prioritering af bogsamlingerne i lyset af, at store dele heraf typisk er omfattet af ophavsret og dermed relativt kostbare at stille til rådighed, ligesom man kan antage, at en hel del vil blive tilgængeliggjort digitalt af de kommercielle aktører.

Det skal dog understreges, at digitaliseringen også for bibliotekssamlingernes vedkommende gør en afgørende forskel i tilgængelighed og interesse (jf. faktaboks nedenfor), og på sigt er der næppe tvivl om, at digital tilgængelighed er forudsætningen for, at den danske litterære arv kan blive levende, også i den digitale tidsalder. Der er ingen tvivl om, at udvalgte dele af de ældre samlinger allerede inden for rapportens tidshorisont om muligt burde digitaliseres, såfremt der opstår økonomisk rum hertil.

Det drejer sig først og fremmest om de store viden-, kilde- og tekstkorpera, der ligger i faglitterære referenceværker, de centrale faglige og videnskabelige tidsskrifter, historiske og juridiske kildesamlinger, dokument- og brevudgaver samt evt. samlingsdele, der understøtter digitaliseringsinitiativer inden for andre materialetyper. Det er samlinger, der, jf. ovenfor, normalt er karakteriseret ved stort tidsforbrug til fremfinding og ofte relativt kort brugstid.

Generelt skal det bemærkes, at eftersom scenarierne i det følgende alle er bygget op om en tiårig periode, vil det utvivlsomt blive nødvendigt med tilpasninger og konkrete omprioriteringer undervejs. Der kan vise sig udviklinger i teknologien, eller der kan melde sig private samarbejdspartnere, som kan betyde, at andre materialesamlinger pludselig viser sig mere lovende at digitalisere. De indhøstede erfaringer, både fra selve digitaliseringen og fra den efterfølgende brug af materialet, kan også betyde nødvendige omprioriteringer.

Faktaboks: Hidtidige erfaringer med digital tilgængeliggørelse

Styrelsen for Bibliotek og Medier har i Folke- og Forskningsbiblioteksstatistik 2007 set på forskellige udviklingstræk i de 16 største forskningsbiblioteker. Det fremgår heraf, at antallet af fysiske udlån eksklusive fornyelser har været faldende i perioden fra 2000 til 2007. I samme periode er de elektroniske ”udlån” (download) vokset med 750 %, således at de herefter udgør næsten 12 millioner.

Fra 2002 har man opgjort antallet af download på interne og eksterne servere. Eksterne servere giver adgang til betalingsbelagte materialer, især tidsskrifter, medens materialer på interne servere overvejende er genereret af bibliotekerne og deres moderinstitutioner. Omfanget af download fra eksterne servere er steget med 181 % siden 2002, medens omfanget af download fra interne servere er steget med 406 %. Det er altså især tale om en kraftig vækst i antallet af download fra institutionernes egne digitale data.

For Det Kongelige Biblioteks vedkommende stiger antallet af download fra egne servere fra knap 540.000 i 2002 til godt 1,4 millioner i 2007, medens antallet af eksterne download stiger fra 0,7 million til 2,4 millioner i samme periode.
For Statsbibliotekets vedkommende stiger antallet af interne download fra knap 65.000 i 2002 til knap 780.000 i 2007, medens de eksterne stiger fra 0,6 million til 1,4 millioner. Det kan altså konstateres, at der er en meget stor efterspørgsel efter digitale data, ikke mindst fra bibliotekernes egne digitaliseringer.

For Statens Arkivers vedkommende kan nævnes, at antallet af registrerede bruger af Arkivalieronline steg fra 8.262 i 2004 til 96.216 ved udgang af 2007 og 113.280 ved udgangen af 2008. Der blev fra Arkivalieronline.dk i 2007 foretaget eksterne download af 105 mio. sider; i 2008 steg dette tal til over 151 mio. sider. Arkivalieronline har i gennemsnit ca. 4.500 unikke besøg om dagen. Dansk Demografisk Database, der drives af Statens Arkiver, havde i 2008 i gennemsnit ca. 5.000 unikke besøg om dagen.

2.2 Tilgængeliggørelse af digitaliseret materiale

Udvalgets forslag til digitalisering af kulturarven, som er skildret i de følgende kapitler, er bygget op omkring det helt centrale spørgsmål for en digitaliseringsplan – nemlig hvilket udsnit af det enorme eksisterende kulturarvsmateriale der skal prioriteres digitaliseret[4]. Men herefter skal brugerne naturligvis også have adgang til den digitaliserede kulturarv.

Udvalget skal dog også pege på en række tekniske og organisatoriske forhold, der skal være på plads for at danne grundlag for digitalisering og tilgængeliggørelse af det udpegede materiale. For en uddybning heraf henvises til Bilag: Teknisk redegørelse vedr. digitalisering af kulturarven.

Forudsætningerne er:

Disse forudsætninger kan forekomme indlysende og bør også være indlysende rettesnore i arbejdet. Når det alligevel skal fremhæves her, er det fordi man i praksis har set flere internationale eksempler på, at man i konkrete digitaliseringer ikke har fået opfyldt forudsætningerne.

At opfylde forudsætningerne er således ikke selvfølgeligt, men vil kræve en infrastruktur mellem kulturarvsinstitutionerne, der sikrer, at de kompetencer, der allerede findes blandt institutionerne, kommer alle institutionerne til gavn, og at man anvender fælles standarder og procedurer. I den tekniske redegørelse peger udvalget derfor på muligheden for at oprette egentlige kompetencecentre for de enkelte materialetyper.

Det kan også blive relevant med en fælles bevaringsinfrastruktur og som minimum en fælles indsamling af metadata, som kan sikre, at materialet bliver søgbart og tilgængeligt på tværs af institutioner – dvs. som minimum et ”virtuelt” datawarehouse, gennem hvilket man kan fremsøge et hvilket som helst digitaliseret materiale fra kulturarvsinstitutionerne.

Bilag 2 indeholder en analyse af udgifterne til en minimal infrastruktur baseret på et fælles lager. De samlede udgifter er estimeret til 10,5 mio. kr. årligt. Estimatet for den samlede infrastruktur er udarbejdet under forudsætning af opbygning af en fælles infrastruktur og en vis mængde digitaliseret materiale. Infrastrukturen vil være relevant i forhold til scenarie 2 og 3.

Udgangspunktet for estimatet er en lagerstørrelse på 2500 TB, svarende ca. til scenarie to. Et fuldt udfoldet scenarie 2 vil således indebære udgifter på ca. 10 mio. kr. årligt, mens et fuldt udfoldet scenarie 3 vil indebære udgifter på 10-15 mio. kr. årligt. Det skal bemærkes, at estimeringen af driftsudgifterne bygger på et worst case-scenarie, idet prognoserne for omkostningen til lagringen af TB er meget usikre.

Det bemærkes som nævnt, at udgiftsskønnet er foretaget ud fra et fælles lager. Som det fremgår ovenfor, er et fælles lager ikke en forudsætning for at etablere søgbarhed på tværs, og udvalget ser sig ikke på det foreliggende grundlag i stand til at vurdere, om et fælles lager faktisk er den optimale løsning, og kan således ikke komme med nogen anbefaling herom.

Men med de i bilaget nævnte forbehold angående økonomiskønnet kan det dog konkluderes, at der findes i hvert fald én mulig løsning omkring bevaring og tilgængeliggørelse inden for de i scenarierne angivne økonomiske rammer, og at scenarierne således lader sig realisere som beskrevet.

I en konkret planlægningssituation vil det så kræve en mere grundig overvejelse, om et fælles lager er den optimale løsning, eller der kan peges på bedre, decentrale muligheder.

Infrastrukturen vil omfatte lagring og tilgængeliggørelse af det digitaliserede materiale. Den vil tilbyde tværgående søgning i metadata fra materialerne og understøtte eksisterende formidlingsinitiativer.

Den beskrevne infrastruktur er baseret på en større mængde digitaliseret materiale og vil derfor få en anden udformning i forhold til scenarie 1. Infrastrukturen for scenarie 1 vil hovedsagligt bestå i standardisering af metadata og eksisterende systemer, således at det bliver muligt at høste metadata og eksponere dem for andre systemer. I scenarie 1 vil metadata blive høstet og gjort tilgængeligt for søgning i en fælles national base og blive eksporteret til Europeana.

2.3 Ophavsret

En betydelig del af det materiale, som kulturarvsinstitutionerne ligger inde med, er fortsat omfattet af ophavsret. Dette materiale er normalt det nyeste og oftest det mest attraktive for brugerne, og det understreges ofte, hvor væsentligt det er, at der ikke i tilgængeliggørelsen af kulturarven bliver et såkaldt ”sort hul i det 20. århundrede”, som kan medvirke til at fremmedgøre store grupper over for kulturarvens tilbud.

Danmark er på dette område langt fremme, idet Folketinget i foråret 2008 vedtog en udvidelse af mulighederne for brug af de såkaldte aftalelicenser (lov nr. 231 af 8. april 2008)[5]. Denne ordning reducerer i høj grad de administrative omkostninger ved digital tilgængeliggørelse af ophavsretsbeskyttede materialer.

Disse regler giver et stærkt udgangspunkt for, at kulturarvsinstitutionerne kan formidle også ophavsretsbeskyttet materiale fra deres samlinger. Der findes allerede en række kanaler, der kunne være velegnede til formidling af sådant materiale, f.eks. e-museum.

Det er samtidig et område, hvor der tegner sig potentiale for samarbejde mellem kulturarvsinstitutioner og private virksomheder om at stille de fulde samlinger til rådighed i en kombineret offentlig/privat løsning (et godt eksempel er et kommende samarbejde mellem Statsbiblioteket og en privat udbyder om tilgængeliggørelse af Statsbibliotekets samling af danske aviser, se faktaboks nedenfor side 25).

Aftalelicensordningen ændrer dog ikke ved, at tilgængeliggørelse af ophavsretsbeskyttede materialer medfører væsentlige omkostninger for brugere og/eller institution, som ikke optræder, hvis materialet ikke er omfattet af ophavsret, eller hvis institutionen selv er indehaver af den fulde ophavsret.

Derfor skal man i forhold til digitaliseringsforslagene i de følgende kapitaler være opmærksom på, at hensynet til sådanne omkostninger har væsentlig betydning for, hvilket materiale der peges på til digitalisering, og en række valg og fravalg må forstås i lyset heraf.

Det skal også bemærkes, at omkostningerne ved tilgængeliggørelse af ophavsretsbeskyttet materiale afhænger af en konkret forhandling, og at det derfor i beskrivelsen af de enkelte scenarier kan være vanskeligt præcist at angive, hvor bredt det kan tilgængeliggøres. Som nævnt ovenfor kan det dog være muligt i sådanne tilfælde at finde kommercielle samarbejdspartnere, der kan gøre materialet tilgængeligt for den brede offentlighed mod vederlag.

2.4 Formidling

Det er udvalgets opfattelse, at hovedopgaven for en national plan for digitalisering af kulturarven må være at sikre, at materialet digitaliseres og gøres reelt tilgængeligt. Dette indebærer, jf. afsnit 2.2, også formidling i form af f.eks. produktion af metadata, der kan eksponere materialet i gængse søgemaskiner.

I forhold til forslag 3 (se afsnit 2.5) kunne det ydermere overvejes at få udarbejdet en form for engelsksproget indholdsoversigt til samlingerne med henblik på at skabe interesse hos udenlandske forskere for samarbejde med danske forskere om brug af danske kilder. Uden et sådant redskab kan det blive svært for potentielle internationale samarbejdspartnere at danne sig et overblik over, hvorvidt der er interessante muligheder. Ideelt burde samlingernes metadata være søgbare på engelsk, men muligheden herfor inden for de økonomiske scenarier afhænger af den teknologiske udvikling i forhold til automatisk oversættelse af metadata.

Spørgsmålet om formidling er naturligvis helt afgørende for den faktiske værdi af materialet for brugerne, men antagelsen må være, at det afgørende er at samordne den tværgående brugbarhed, mens formidlingen trives bedst med decentraliseret initiativ og kreativitet, skabt af institutioner, brugere og private virksomheder.

Derfor er fokus også flyttet fra tanken om en samlet portal, som tidligere har været fremme i udvalgets arbejde. Denne tanke var desuden i midtvejsrapporten forbundet med anbefalingen af at opbygge en kapacitet til integreret søgning, dvs. søgning via indeksering af filernes indhold og ikke blot via deres metadata (det man også kunne kalde fuldtekstsøgning).

Som teknologien er i dag, er det imidlertid vanskeligt at arbejde med sådanne søgninger i andet end netop tekst, og da vægten i udvalgets prioritering i sidste ende i højere grad er blevet lagt på andre typer materiale (billeder, lyd, levende billeder), er relevansen af at etablere en portal med integreret søgning også formindsket.

Der findes også allerede forskellige sektorspecifikke portaler til formidling til bestemte brugergrupper, f.eks. EMU og herunder e-museum, rettet mod bl.a. grundskoler og ungdomsuddannelser, som der kan samarbejdes med.

Udvalget har valgt at fremhæve forskellige eksempler på mulige formidlings-værktøjer, som kunne tage udgangspunkt i det tilgængeliggjorte digitale kulturarvsmateriale i de forskellige scenarier. Men det afgørende fokus for udvalget har været selve digitaliseringen og tilgængeliggørelsen. Formidlingseksemplerne skal således alene ses som eksempler.

Faktaboks: Et afprøvet formidlingsredskab – danskkulturarv.dk

http://www.danskkulturarv.dk gik syv af Danmarks store kulturinstitutioner sammen om (bl.a.) en undervisningscase på tværs af institutioner, samlinger, tid og rum, hvor man ønskede at eksperimentere med, hvordan den fælles kulturarv kan understøtte undervisning og indlæring i folkeskolerne. Alle syv institutioner bidrog med digitale materialer såsom billeder, video, tekst og lyd, udvalgt på baggrund af et bestemt tema. Der er i princippet ingen begrænsninger i temaer eller tilrettelæggelse af grænseflader, hvis der ligger nok digitaliseret materiale til grund.

Grundtanken var at bygge undervisningen op omkring onlineaktiviteter som eleverne kender fra deres fritid. Der blev derfor udviklet en undervisningsgrænseflade efter inspiration fra bl.a. iTunes og flickrs mange interaktive muligheder, hvor man kan ”tagge” materiale, tilføje egne beskrivelser, læse andres beskrivelser, sammensætte egne samlinger (playlister) af udvalgt materiale samt lade sig inspirere af andres playlister. Derudover blev en lille håndfuld kendisser, som eleverne ville kunne relatere til, bedt om at lave en playlist til inspiration og opdagelse for eleverne.

Sammen med undervisningskonsulenter blev der tilrettelagt tre onlineundervisningsforløb for at gøre det let for lærerne at inddrage forløbene i deres undervisning. Hvert undervisningsforløb indeholdt opgaver og spørgsmål, som skulle besvares af eleverne vha. materiale fra hjemmesiden. En videreudvikling af ideen kunne omfatte muligheden for, at lærerne selv udvikler nye undervisningsforløb og lægger dem ud til fælles brug, eller eksport af indholdet ud i andre grænseflader, så det kan genbruges og mikses på nye måder.

For nærmere beskrivelse, download af undervisningsmateriale samt brugerundersøgelse, se: http://www.danskkulturarv.dk (hjemmesiden er fortsat åben, men ikke længere aktiv).


2.5 Baggrund for udvalgets forslag

I de følgende tre kapitler skitseres tre forskellige forslag fra udvalget til, hvilke dele af kulturarven man, under forskellige økonomiske forudsætninger, kan prioritere at digitalisere.

De tre forslag bygger oven på hinanden, i den forstand at forslag 3 også indeholder materialet i forslag 2, som igen indeholder materialet i forslag 1. Udvalget har med forslagene valgt at tage udgangspunkt i tre forskellige ambitionsniveauer, dvs. i tre forskellige niveauer for statslig økonomisk indsats på området.

Udvalget skal bemærke, at der er stordriftsfordele i selve arbejdsprocesserne omkring digitalisering, ligesom tilgængeligheden af en ”kritisk masse” af samlinger har betydning for borgernes tilfredsstillende brug af materialet, hvorfor der både hvad angår kvalitet og kvantitet er et stort spring i resultat fra forslag 1 til forslag 2 og igen fra forslag 2 til forslag 3.

Det første forslag kan, i overensstemmelse med udvalgets kommissorium, finansieres inden for institutionernes ordinære bevillinger. Udvalget har med forslag 2 og forslag 3 valgt at se på nogle forholdsvis ambitiøse økonomiske scenarier, hvortil udgifterne udgør henholdsvis i alt 300 mio. kr. og 570 mio. kr. i perioden 2010-2019, inkl. udgifter til tilgængeliggørelse. Man kan ikke på et fagligt grundlag pege på ét rigtigt ressourcemæssigt ambitionsniveau; det er et politisk prioriteringsspørgsmål.

Afklaringen af finansieringen af udgifterne til gennemførelsen af forslag 2 og forslag 3 udestår, men vil skulle overvejes i sammenhæng med valg af model.

De økonomiske scenarier såvel som tidshorisonten skal naturligvis ses på baggrund af digitaliseringsopgavens væsentlighed og store omfang, jf. midtvejsrapportens analyse af det samlede digitaliseringspotentiale. Således skal man være opmærksom på, at man selv i den mest ambitiøse model kun kan håndtere en delmængde af det samlede digitaliseringspotentiale, og at mange ting ikke vil kunne indbefattes (f.eks. fag- og skønlitteraturen, jf. ovenfor).

Samtidig skal man være opmærksom på den store indsats, der foregår i mange lande, ikke mindst de engelsksprogede. Indsatsen i f.eks. USA skal selvfølgelig ses i forhold til landets størrelse og foregår i høj grad via kommercielle aktører som eksempelvis Google.

Men også i europæiske lande sker der en indsats. Norge har eksempelvis påbegyndt en digitalisering af den samlede trykte nationallitteratur. Frankrigs nationalbibliotek har indledt et program, der skal digitalisere 150.000 trykte bog- og tidsskriftsenheder om året (komparativt svarende til 15.000 enheder om året i Danmark). Og Nederlandene har afsat i alt 170 mio. euro til digitalisering af audiovisuelle arkiver (film, tv og radio).

Der kan være en risiko for, at dansk kulturarv i både synlighed og brug bliver marginaliseret i forhold til engelsksproget (og anden fremmedsproget) kulturarv på nettet, også for danske brugere, med negative konsekvenser for dansk sprog og identitet, dansk kulturproduktion og innovation og dansk forskning inden for samfundsvidenskabelige, humanistiske og æstetiske fag.

Faktaboks: KulturPerler – ny national portal, der beskriver og registrerer digitaliserede ressourcer og samlinger i Danmark

Er de unummererede betænkninger i Danmark digitaliserede? Hvad er der digitaliseret, der kunne være relevant for min undervisning i faget historie eller dansk i gymnasiet? Er der noget i naturvidenskab? Hvem har digitaliseret noder? Hvilke danske fagtidsskrifter kan findes online? Hvad har Dansk Folkemindesamling digitaliseret? Disse og lignende spørgsmål har været svære eller umulige at svare sikkert, udtømmende og autoritativt på indtil nu, eftersom de ikke kan besvares inden for vore traditionelle katalogbaser, registre og søgesystemer, bl.a. fordi en fast katalognorm kun findes på biblioteksområdet.

Som første resultat af Kulturministeriets arbejde med en planlægning af digitalisering af kulturarven giver Det Kongelige Bibliotek på sin hjemmeside http://www.kb.dk fra 2009 adgang til ”KulturPerler” en helt ny digital, nationalbibliografisk tjeneste, der har til opgave at beskrive og registrere den digitaliserede kulturarv i Danmark, dvs. ressourcer og samlinger af alle arter, efterhånden som disse retrodigitaliseres. Tjenesten er tværsektoriel og -institutionel og omfatter, hvad der er retrodigitaliseret af både biblioteker, arkiver, museer og andre institutioner, f.eks. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Kort- og Matrikelstyrelsen og Danmarks Radio. Det er den første af sin art internationalt set, og konceptet har allerede vakt interesse i udlandet.

KulturPerler.kb.dk” sigter på at give både et overblik over digitaliseringssituationen i Danmark og systematiske, faktuelle oplysninger om de enkelte digitaliserede samlinger. Det Kongelige Bibliotek har stået for udarbejdelsen i samarbejde med de relevante institutioner, men fremover skal tjenesten være interaktiv, i den forstand at institutioner, personer eller organisationer, der digitaliserer eller er ansvarlig for digitalisering, skal kunne indberette (selvangive) til tjenesten i et fast format med beskrivelsesforslag til en beskrivelsesdel og oplysninger til en katalogdel. Det endelige redaktionelle ansvar ligger dog hos Det Kongelige Bibliotek.

Første del, oversigterne, sigter især på det politisk-administrative niveau, brugere/borgere og fagfolk, der vil have et overblik over, hvad der er digitaliseret i Danmark i enten institutionelt regi, ud fra en faglig eller en materialetypologisk synsvinkel, mens anden del, katalogdelen, sigter på de sædvanlige brugere af bibliotekernes ressourcer, herunder bibliotekarer m.fl.

En sådan fortegnelse, der kan give såvel overblik som systematiske oplysninger om den enkelte digitaliserede samling, findes ikke i dag og falder uden for rammerne af de eksisterende nationalbibliografiske fortegnelser, biblioteks-, museums- og andre institutionskataloger. Den skal være instrumentet til at følge med i udviklingen af digitaliseringssituationen i Danmark, der i de forløbne år har fået flere betegnelser i den offentlige debat, f.eks. "dansk på nettet", "kulturarven på nettet" mv. Fortegnelsen skal i første omgang ikke omfatte digitalt fødte, herunder kommercielt producerede og publicerede, ressourcer.

KulturPerler.kb.dk” skal således omfatte både allerede digitaliseret kulturarvsmateriale og fremtidig digitaliseringsindsats, både i form af massedigitalisering og selektiv digitalisering uanset form og begrænsninger i Danmark. Allerede nu indgår ca. 170 samlinger af meget forskellig størrelse.



[3] Institutioner kan tillige digitalisere med henblik på interne arbejdsprocesser. Dette hensyn ligger dog uden for udvalgets overvejelser.

[4] Til udvalgets midtvejsrapport fra september 2008 (http://www.kum.dk/sw75986.asp) foretog it-konsulenterne Gartner en analyse, der viste, at en digitalisering af alt digitaliseringsværdigt materiale på kulturarvsinstitutionerne ville koste mellem 2 og 3 mia. kr. med den kendte teknologi.

[5] En aftalelicens er en tilladelse til, at en organisation kan indgå aftale på vegne af rettighedshaverne til en bestemt art af værker. Sådanne organisationer skal være repræsentative for de berørte rettighedshavere og vil typisk være forvaltningsselskaber som f.eks. Copydan. Dette betyder, at en kulturarvsinstitution i forbindelse med digitalisering kan indgå aftaler om ophavsret med én organisation, hvor de ellers ville have skullet indgå aftaler med tusindvis af individuelle ophavsretshavere.

     
Kulturministeriet Tlf. : 33 92 33 70 kum@kum.dk
Nybrogade 2 – 1203 KÝbenhavn K Fax : 33 91 33 88 http://www.kum.dk/

Denne side er kapitel 2 af 7 til publikationen "DIGITALISERING AF KULTURARVEN".
Version nr. 1.0 af 07-05-2009

 

© Kulturministeriet 2009.
Teksten må med kildeangivelse frit anvendes.