100-års jubilæet for bygningsfredningsloven

(Det talte ord gælder)

Kære alle.

Bygningsfredningsloven har allerede fyldt en del i min tid som kulturminister, så det er dejligt at være med til at fejre lovens første 100 år.

Jeg vil gerne takke Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur samt Realdania for at arrangere konferencen i dag.

Jeg er blevet bedt om at tale om spørgsmålet: ”Løfter staten sit ansvar for bygningskulturen?”

Det korte svar er ja, det gør den. Men det lidt længere svar er, at statens indsats ikke kan stå alene.

Det er jo i princippet nemt nok at frede en bygning.

Det svære er at bevare dens liv og relevans.

Her er det afgørende, at civilsamfund og lokalsamfund udviser forståelse, interesse og engagement.

De konservative taler jo om at ”forandre for at bevare”. Og selvom jeg er liberal – og ikke konservativ – er jeg enig i formuleringens intension om, at enhver form for bevaring også skal følge med tiden.

Den balance synes jeg heldigvis, at vi er ganske gode til i Danmark.

Vi får bevaret langt det meste af det, der er værd at bevare, og samtidig sikrer vi udvikling og lokal opbakning.

Konferencens overskrift er: Kulturarv skaber identitet!

Det er en vigtig erkendelse. Hvis vi ikke passer på det, vi er rundet af, så mister vi et meget vigtigt perspektiv på os selv.

Det var den indsigt, som i sin tid ansporede bygningsfredningslovens fædre til handling.

Jo - det var herrer med høje hatte!

Men det var også herrer med høje idealer.

Og et lang blik på både fortid og fremtid.

For 100 år siden, i begyndelsen af 1900-tallet, var Danmark midt i en rivende udvikling fra landbrugs- til industrisamfund.

Der blev revet ned og bygget nyt med en kolossal hast. Og det blev klart, at der måtte gøres noget fra statens side for at holde fast i rigets historie, som den kom til udtryk i bygninger og arkitektur.

Baggrunden var en række kontroversielle nedrivninger: For eksempel Budolfi Kloster i Viborg, der af en samtidig arkæolog fra Nationalmuseet blev kaldt: ”…det rigeste stykke arkitektur i Danmark fra middelalderen, bortset fra vores kirkebygningskunst.”

Men Budolfi stod i vejen for udbygningen af Viborgs store handelsgade. For mange lokale var klostret bare ”en gammel kasse”, som det blev formuleret. Og ned røg det.

Der var også stor debat om det smukke renæssancehus mellem Børsen og Knippelsbro, som kaldtes ”De seks Søstre”. Det var stedet hvor Regine Olsen – Søren Kierkegaards store kærlighed – havde boet.

Også den bygning faldt for fremskridtet og blev til Privatbankens og Tietgens bastante hovedsæde.

Dengang som nu handlede det om at finde en balance mellem den private ejendomsret og samfundets fælles interesse i kulturarven.

Dengang for 100 år siden formulerede et folketingsmedlem fra Højre, godsejer Sporon-Fiedler, det således: ” …her er et punkt, hvor der må sættes en grænse for den private ejendomsret, fordi disse gamle bygninger ikke i almindelig forstand er enkeltmands eje. De er hele samfundets eje og samfundet har ret og pligt til at værne om dem”.

Man fandt en god balance mellem krav og hensyn, så loven kunne vedtages i 1918. Det kan vi fejre i dag.

Med den nye lov i hånden kunne mere end 75 enestående bygninger syd for Kongeåen blive fredet i 1921 i forbindelse med genforeningen. På den måde var bygningsfredningsloven med til at fastholde og forankre identiteten i det genforenede Danmark.

Siden er loven blevet ændret flere gange. Hver gang har det handlet om at justere balancen mellem statens krav og ejernes rettigheder.

Her - som så mange andre steder - er det vigtigt, at balancen ikke tipper for meget i statens retning. For så mister vi den nødvendige opbakning og legitimitet blandt borgerne. Loven skal give mening.

Balancen skal løbende justeres. Den er dynamisk. Lad mig give et eksempel:

Det gav ikke mening for ejer og for mange andre, at fliserne i konfirmandstuen på Glumsø Præstegård ikke måtte ligge diagonalt, men skulle ligge lige.

Det gav især ikke mening, når konfirmandstuen i øvrigt var ombygget til moderne stil. Den samme problemstilling findes mange andre steder.

Derfor gennemførte regeringen sidste efterår sammen med et bredt flertal en lovændring, som gjorde det muligt at differentiere sagsbehandlingen af byggesager.

Nu kan ejere af nogle bestemte fredede bygninger ombygge i bygningens indre uden forudgående tilladelse. Lovændringen genskabte balancen og legitimiteten.

Vikingeskibshallens affredning er et godt eksempel på, hvor lovens grænse for ejers pligter går i dag.

Afgørelsen siger meget klart, at lige præcis i Vikingeskibshallens tilfælde kan ejer ikke forpligtes til at forhindre udefrakommende vandstandsstigninger i at ødelægge Vikingeskibshallen på sigt.

Staten kan ikke pålægge museet at udføre omfattende konstruktionsændringer udover den almindelige vedligeholdelsespligt, som skal holde huset tæt på tag og fag. Dér synes jeg, loven har den rette balance.

Som I ved, er der foretaget en stor gennemgang af de fredede bygninger mellem 2010-16. Formålet var at se og beskrive bygningernes fredningsværdier.

Mange af de fredede bygninger var aldrig blevet besøgt af fredningsmyndigheden siden fredningen. Så det var på høje tid!

Så, hvordan står det så til med alle de ni tusinde fredede bygninger, som der i dag findes i Danmark?

Det ved vi ganske meget om nu, og jeg skal hilse og sige, at de fleste har det rigtig, rigtig godt. De ejes i langt de fleste tilfælde af mennesker, som passer godt på dem.

Husene udgør en værdi både for ejerne og for samfundet. De fredede bygninger er med til at skabe identitet og bidrager til bosætning, turisme og et godt lokalsamfund.

Men ikke alt er rosenrødt. Nogle fredede bygninger er tiden så at sige løbet fra.

Omkring 250 af dem har ikke længere tilstrækkelige fredningsværdier tilbage.

De bør derfor affredes, og det er der en proces i gang for.

Tilbage står en lang liste med bygninger, som har store og vigtige fredningsværdier, som vi skal passe på.

Der er også en udfordring med den måde, vi anvender statens midler til de fredede bygninger på. Der er nemlig fredede bygninger, primært i yderområderne, som er nødlidende, fordi ejernes indtægter er små og skattefordelene ubetydelige.

Jeg har derfor igangsat en analyse, som skal undersøge problemets omfang og give bud på, hvordan midlerne måske kan fordeles klogere.

Endelig har vi en udfordring med vores bymiljøer, som mange steder forandres, mister sin værdi og bliver mennesketomme. 

Hvis hele bymiljøet omkring dem forfalder, er det ikke nok at frede en enkelt bygning.

Her bliver stat, kommune og civilsamfund for alvor nødt til at arbejde sammen. Derfor har jeg igangsat et en tættere dialog med kommunerne om, hvordan bymiljøer og helheder kan beskyttes bedre.

Som opgaverne er fordelt i dag, ligger ansvaret for de bymæssige helheder hos kommunerne og ansvaret for de fredede bygninger hos os i Kulturministeriet.

Vi kan ikke frede hver eneste bygning i en pæn gade for at holde fast på helheden. Vi kan heller ikke frede facaderne alene.

Men kommunerne har mulighed for at fastlægge bestemmelser for, hvordan den pæne gade skal se ud. Hvordan husene skal fremstå, med materialer og farver, og hvordan fortovet skal lægges.

De bymiljøer, der er bedst bevaret, er også de steder, som mange mennesker har lyst til at besøge og bosætte sig. Det er her, turisterne ønsker at tilbringe deres ferie, og det er her butikslivet, restaurationer og hoteller blomstrer.

En kommune, der tager sine historiske bymiljøer og kvaliteter alvorligt, kan komme langt. Det er der masser af eksempler på.

Det kan være, at det er dyrt på kort sigt – men det betaler sig på langt sigt.

For er byen noget særligt, vil borgerne ofte inspirere og hjælpe hinanden med at holde bygningerne smukke og ligefrem råbe op, når noget er ved at gå galt.

Svaneke på Bornholm er et godt eksempel. Der findes kun ni fredede bygninger i Svaneke, men resten er smukt og traditionelt vedligeholdte, fordi svanekerne selv ønsker det. De har deres helt egne fortove, som ligesom husene er lavet af mursten.

Det har gjort byen til en turistmagnet, men takket være et aktivt civilsamfund har byen i den grad bevaret sin sjæl. Derfor fik byen i 1975 den Europæiske Guldmedalje for bybevaring, og i 2013 blev Svaneke kåret til Danmarks smukkeste købstad.

Andre eksempler er Dragør og Ribe, hvor et aktivt lokalmiljø i samarbejde med kommune og stat har bevaret nogle meget markante byområder, der både er lokale pejlemærker, og som i Dragørs tilfælde nærmer sig UNESCOs liste over verdensarv.

Så jo, bygningskulturen betyder i høj grad noget. Det ved man lokalt, det ved mange kommuner, og det ved fredningsmyndighederne. Nu skal vi have udbygget et samarbejde, som kan styrke værdierne, og som kan udbredes til flere kommuner og lokalsamfund.

Jeg ønsker jer en god konference og jeg glæder mig til vores fortsatte dialog. Mange tak.