Åbningstale ved RethinkIMPACTS 2017

Kulturminister Mette Bocks åbningstale ved forskningskonferencen RethinkIMPACT om effekten af Kulturhovedstad Aarhus 2017.

(Det talte ord gælder)

Tak for invitationen!

Det er altid dejligt at vende tilbage til mit gamle universitet.

Stedet og bygningerne her, tegnet af Kay Fisker og C.F. Møller, blev i 2006 optaget i Kulturministeriets kulturkanon for deres enestående arkitektoniske kvaliteter.

Aulaen vi står i emmer af ånd, dannelse og kultur.

De fleste universiteter sætter varige spor hos deres studerende. For det er jo i de unge, formative år, man har sin gang i visdommens haller.

Men det er nu alligevel de færreste universiteter, der sætter så dybe spor, som netop dette.

Og det er for mig et bevis på, hvor vigtigt det er, at de steder, vi opholder os, er skabt med kvalitet og omtanke. Med kulturel og kunstnerisk sans.

Så forandrer og danner man mennesker. Og opbygger fællesskaber.

I dag skal vi tale om de spor, Kulturhovedstadsåret Aarhus 2017 har sat.

Vi skal vi tale om effekter og resultater. Om hvad vi kan bygge videre på. Måske endda stille det kætterske spørgsmål: Var det pengene værd?

461,3 mio. kr. kom budgettet op på. I en kultursammenhæng er det rigtig mange penge. Det svarer næsten til den årlige bevilling til Statens Kunstfond.  

Der er jo mange der siger, at jyderne holder af at lave en god forretning. Få et godt afkast.

Derfor var det også en rigtig beslutning at indtænke en ambitiøs, forskningsbaseret evaluering som et element i kulturhovedstadsprojektet. Så vi får det bedst mulige overblik over og indsigt i, hvad der gik rigtig godt, og hvad der måske gik knapt så godt.

Når vi investerer i kultur tror jeg ikke desto mindre, at vi er nødt til at forstå, at afkast kan tage mange former.

Noget kan måles og vejes. Andet kan ikke. Det er et – måske lidt frustrerende - grundvilkår for alle os, der beskæftiger os med kunst og kultur.

Kasper Holten, der netop er blevet chef for Det Kongelige Teater, plejer at sige med et glimt i øjet, at hvis man virkelig vil vide, om en forestilling er investeringen værd, så skal man sætte et hydrometer op i salen, som kan måle luftfugtigheden. Hvis folk græder til sidst, så har det været en god forestilling!

Men jeg tvivler faktisk på, om vi nogensinde kommer til at kunne føre endegyldigt videnskabeligt bevis for, at et samfund rigt på kunst og kultur fører til et samfund med høje vækstrater og glade og sunde borgere.

Og det er måske også ok. For det presser os til hele tiden at gøre vores bedste, til at udvikle vores metoder, til at udfordre kunstens væsen, til at tænke nyt. Det gælder både kulturpolitikere, administratorer, kulturinstitutioner og de udøvende kunstnere.

Og er det ikke også sådan med mange af de dyrebare ting i livet – kærlighed, venskab, familie – at de er svære at måle og veje?

Når vi investerer i kultur, investerer vi i mennesker, i fællesskaber, i gode oplevelser. Vi investerer i det gode liv.

Med kunst og kultur etablerer vi fælles referencerammer, historier vi kan spejle os i og som kan få os til at stille de store spørgsmål i livet.

Vi skaber forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Vi skaber civilisation og nydelse.

For det gode liv handler om andet end at stille sulten og holde farerne fra livet. 

Danskerne bruger masser af både tid og penge på kunst og kultur. Museernes besøgstal boomer og bibliotekernes læseklubber er populære som aldrig før.  ”Dansk Live” udgav for nylig en rapport, som viste, at musikbranchens omsætning steg med 23 procent fra 2016 til 2017.  Tallene viser, at det i høj grad er koncerter, hvor vi er sammen, som driver fremgangen.

For mig at se peger den her udvikling i én retning: Vi har brug for oplevelser i fællesskab, vi har brug for det fysiske møde med mennesker af kød og blod.

Nogle investeringer resulterer i et økonomisk afkast i kroner og øre: Den godt sælgende forfatter genererer både skatte- og momskroner til staten, vores museer bliver bedre til at tjene penge, vores tv-serier genererer eksportindtægter og brander Danmark på den internationale scene. For blot at nævne et par eksempler.

Og når Aarhus og hele regionen mangedobler deres rekorder i antal overnattende turister i forbindelse med kulturhovedstadsåret, eller når der skabes nye jobs i den kreative sektor, så er det klart, at vi skal være glade for de positive effekter, det har for os alle.

Men for mig at se kan en væksttankegang eller instrumentalisering aldrig stå over - eller erstatte - kunst og kultur i sin egen ret.

For hvordan vil du for eksempel måle, at et menneskes samtaler i den lokale læseklub var det, der fik hende til at skifte retning i livet og dermed få et bedre liv?

Er det god investering, hvis forestillingen ”Røde Orm” gav familier deres første teateroplevelse sammen og blev startskud til forstærket samhørighed mellem generationer?

Eller hvad er det værd, når syv museer i Midtjylland sætter billeder og kunst på dødssynderne frådseri, stolthed, begær, dovenskab, misundelse, vrede og grådighed og får mennesker til at diskutere om begreberne er relevante i dag?

Sådan kunne man blive ved. Når vi taler om kunst og kultur kan vi meget vel have at gøre med virkninger, der først indtræffer om et år eller fem eller ti.

Så ... afkast kan tage mange former.

Til gengæld skal vi udvikle de videnskabelige metoder, indsamle og bearbejde data og tage ved lære af erfaringer.

Og vi skal have velovervejede strategier for vores kulturinvesteringer. Og tydelige mål. Vi skal sikre forankring og bæredygtige partnerskaber. Vigtigheden af god kulturledelse kan ikke undervurderes her. Det samme kan siges om sikker økonomistyring.

For en ting er sikkert: Det åbner ikke døre hos hverken finans- – eller kulturministeren, når kulturelle mega-events kommer ud med røde tal på bundlinjen.

Kulturhovedstadsåret Aarhus 2017 har på langt de fleste punkter levet op til det, vi både håbede og troede på, da festen blev skudt i gang den 21. januar 2017.

Til et brag af en åbningsceremoni med lysende vikingeskibe, lanterner, magisk musik og 70.000 mennesker i Aarhus gader.

Kulturhovedstadsåret Aarhus 2017 er på mange måder et forbilledligt eksempel på et vellykket og velgennemført kulturelt mega-event

Med en klog strategi, der er blevet fulgt, en dygtig ledelse, et meget stærkt og unikt samarbejde imellem de 19 deltagende kommuner og en sikker økonomistyring har fokus været på det, det jo handler om på den korte bane:

Flest mulige sublime, bevægende eller provokerende kunst- og kulturoplevelser til flest mulige mennesker.

RethinkIMPACT evauleringen slår ned på de steder, hvor man måske ikke er kommet helt i mål. For eksempel: Vækstlagene kunne måske have været inddraget mere, og målet om at fange nye publikummer ind blev heller ikke nået i den grad, man gerne ville.

Men når man sætter ambitiøse mål, som tilfældet har været med kulturhovedstadsåret Aarhus 2017, så er det ikke unaturligt, at man ikke når det hele. 

Og positive resultater er der masser af.

Det er ikke min rolle her i dag at udlægge teksten – det vil flere kloge forskere gøre for os i løbet af dagen.

Men jeg bliver alligevel nødt til pege på det helt unikke samarbejde mellem de 19 kommuner i Region Midtjylland, som er videreført i Europæisk Kulturregion, som en vigtig og flot effekt.  Samarbejdsaftalen løber i første omgang frem til år 2020 og jeg har personligt et meget stort håb om, at den ikke stopper der.

Også hele frivillighedsprogrammet, som videreføres i regi af VisitAarhus har været enestående i sin natur. 

Det samme gælder de mange samarbejder mellem kultursektoren og erhvervslivet. Her har mange fået øjnene op for, hvordan man kan befrugte hinanden.

Til sidst vil jeg fremhæve det kompetenceløft, som alle de involverede – fra udøvende kunstnere over  administratorer og projektholdere – har fået. Det kan bringes i spil fremover.

Og hvad så på den længere bane? Vil vi om ti år kunne måle og veje afkastet af den store investering – forstået som både penge og ressourcer – som var nødvendig for, at Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 blev gennemført som en succes?

Jeg har ikke krystalkuglen, men listen af konkrete succeser og spor her og nu er lang.

Jeg mener der er grund til endnu en gang at ønske et meget stort tillykke og en kæmpestor anerkendelse til alle involverede.

God konference.