Andreas Mogensens rumkapsel på Danmarks Tekniske Museum

Kulturminister Mette Bocks tale ved åbningen af udstillingen ”Rummet Tur-Retur ” på Danmarks Tekniske Museum.

(Det talte ord gælder)

 

Deres kongelige Højhed,

Deres Excellencer,

Mine damer og herrer.

Tak for invitationen til denne spændende dag hvor Teknisk Museum markerer, at Danmark nu også er blevet en rumfartsnation. Det er da helt utroligt.

Jeg har glædet mig til at opleve ”Andreas Mogensens rumkapsel” – som den jo bare kaldes – og til at se eventyret udfoldet i museets udstilling. 

Jeg tilhører den første generation, der så at sige fik rumfarten ind med modermælken. Det hele begyndte nemlig i mit fødeår, 1957. Det var dengang Sputnik blev sendt op og rumkapløbet begyndte.

Senere blev også andre navne og begivenheder føjet til bevidstheden: Hunden Laika, Gagarin og Armstrong – det første menneske i rummet, det første menneske på månen.

Det var utroligt, banebrydende, grænseoverskridende.

Men det var altid russiske og amerikanske navne. Rumfart var en sag for stormagterne.

Nu føjer der sig et mere hjemligt navn til bevidstheden: Andreas Mogensen – den første dansker i rummet. Det er virkelig stort.

Danmark er et lille land. Men som stolt søfartsnation har vi tradition for at skue mod fjerne horisonter og udover vores grænser. Det er nyt og udfordrende for os at se vertikalt. For det er som om netop jordoverfladen, havet og mulden har en særlig kulturel tiltrækningskraft her til lands.

Tænk på Grundvigs kendte salme: ”Langt højere bjerge så vide på jord” (1820). Derfra ved vi, at danskerne ikke er skabt til højhed og blæst – ”Ved jorden at blive, det tjener os bedst”.

Omtrent 150 år senere sendte Lille Palle og Giro 413 det samme budskab: ”Flyv ikke højere end vingerne bær´, hold dig på jorden præcis hvor du er”.

Når man samtidig ”ikke skal tro man er noget”, og i øvrigt skal lære at ”elske de nære ting”, så er man virkelig kulturelt udfordret i forhold til en tur i rummet.

Men det skete alligevel og Andreas Mogensen og rumkapslen bliver dermed en aktuel markør for en ny fortolkning af os selv i verden og rummet.

Vi er blevet tredimensionelle. Ikke kun med blik mod fjerne horisonter, men nu også med et vertikalt blik mod rummets uendelighed.  

Det er godt, når museer og andre kulturinstitutioner viser, at danskere ikke alene har sat spor i mulden og på havet, men også har sat vigtige aftryk indenfor opdagelser, teknologi og videnskab.

Lad mig bare nævne Knud Rasmussens og Henning Haslund-Christensens forskningsrejser i forrige århundrede. I kan selv fortsætte navnerækken.

Fra en ældre tid kan man tænke på Vitus Bering (1681-1741), hvis ekspeditioner også skete i et dansk-russisk samarbejde.

”De store danskere” var mønsterbrydere i deres tid og blev forbilleder og til inspiration for mange. De tændte en gnist, og satte billeder på vores drømme, præcis som Andreas Mogensens rumeventyr gør det i dag.

Og det er der virkelig brug for – ikke mindst blandt børn og unge.        

Her i museet føjer Mogensens rumkapsel sig nu til andre ikoniske genstande, der markerer videnskabelige milepæle: Ørsteds kompas, Ellehammers flyvemaskine og Danmarks første computer.

Det er ført og fremmest blevet muligt takket være det internationale rumsamarbejde og en imødekommenhed fra de russiske myndigheder. Tak for det!

På dansk grund har der været et tæt samarbejde mellem flere ministerområder og institutioner for at få alle brikkerne på plads. Det glæder mig meget.

Der skal lyde en stor tak til Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der med et generøst bidrag har gjort det økonomisk muligt at realisere denne udstilling.

Endelig er der grund til at kvittere overfor museet: 

Udstillingen vidner om jeres fokus på fornyelse, aktualitet og relevans for borgerne. Her er et museum i bevægelse og med store ambitioner. Holder I retningen, farten og flyvehøjden, vil jeg ønske jer en god rejse.

Tak for opmærksomheden!