Kulturens nytårstale 2019

Kulturminister Mette Bocks nytårstale.

(Det talte ord gælder)

Talen kan ses på DK4 og på Kulturministeriets Facebook profil.

Her i efteråret stod en fjerdeklasse fra Hinnerup på en bus i Østjylland. De havde en mission: De skulle ud og lære Danmark bedre at kende.

Børnene kørte gennem vores skønne land. Langs marker og hegn, gennem små og store byer. Over de smukke broer som forbinder øerne.

Undervejs skulle de notere, hvad de oplevede i en lille logbog. Ligesom gammeldags opdagelsesrejsende.

“Kend dit land” kalder vi dannelsesrejsen, som jeg sammen med undervisningsministeren, fødevareministeren og børneministeren har taget initiativ til.

Visionen er, at alle landets fjerde-klasser skal afsted.

I 10-års alderen er man nemlig stor nok til at forstå – men ikke så gammel, at hovedet er fyldt med alle mulige andre ting.

Det kan minde lidt om, hvordan mange skoler tidligere havde en tur til Bornholm for at lære øen at kende.

Men ambitionerne for ”Kend dit land” er langt større.

Tre tusind børn fra ni kommuner har hidtil deltaget. Fra Billund, Esbjerg, Fanø, Favrskov, Jammerbugt, Kalundborg, København, Rebild og Viborg.

Destinationerne har været naturperler som Vadehavet, kulturdiamanter som Thorupstrand, og naturligvis en juvel-række af museer over hele landet. Fra Nyborg Slot til Nationalmuseet.

Danmark er rammen om vores liv.

Det er her, vores folkestyre udspiller sig.

Det er fint at besøge steder ude i den store verden. Men vi skal altså også kende vores eget, vidunderlige lands natur, kultur og historie.

Da børnene fra Hinnerup kom til København, hvor mange af dem aldrig havde været før, blev det en øjenåbner:

”Vi har sådan meget forskellige kulturer,” sagde en pige. ”Og så er der også flere, der bor i København end i Hinnerup. Mange flere.”

Hvortil hendes veninde sagde: ”Nok over dobbelt så mange.”

Det kan man trække på smilebåndet af.

Men det rummer jo en dyb sandhed.

For selvom vi tror, at vi er meget globalt orienterede og kan følge med i alt muligt, så er vi utroligt præget af dét, som møder os til daglig.

I virkeligheden er der mange måder at være dansker på. Det skal vi være bevidste om. Det handler om dannelse.

Ja, det er sådan set bare Grundtvig om igen – men på en ny tids præmisser.

Min største glæde som minister har været at rejse rundt i Danmark og opleve, hvor stor betydning kulturen har. Hvor fantastiske kulturinstitutioner vi har. Og hvor meget kulturlivet betyder for borgerne.

Århus og Aalborg har lavet borgeranalyser, som viser, at det, der har størst betydning for, om byen et sted er godt at bo – det er kulturlivet!

Derfor skal kulturen højere på dagsordenen! Blandt alle borgere. Både os, der har boet her i generationer, og dem, der er kommet til.

Derfor satte jeg mig også straks til tastaturet, da regeringen i foråret lancerede en stor plan for en indsats mod parallelsamfund i Danmark.

Jeg støtter fuldt ud planen. Vi skal ikke have parallelsamfund I Danmark, for de truer vores gensidige tillid.

Derfor efterlyste jeg positive eksempler på, at kulturen kan skabe et samfund uden ”mod-kultur” – og mere ”med-kultur”.

Det strømmede ind med gode eksempler.

Jeg har efterfølgende besøgt flere af dem.

I Værebro Park i Bagsværd er fire kunstnere med Statens Kunstfonds hjælp i gang med at skabe nye kunstværker til boligområdet, som på mange måder ikke helt er en del af det omgivende samfund.

Nu sammenvæver en kunst-sti Værebros himmelblå boligblokke med de omgivende villakvarterer. Ja, børnene fra de forskellige områders fem børnehaver kommer nu på besøg hos hinanden – via kunststien.

En ny zigzagbro er ikke bare smuk, men giver også nye, sjove legemuligheder. Nye billeder og tegninger skal fortælle om områdets historie og hvem man er på stedet. Det bygger bro mellem boligområdet og resten af samfundet. En kulturbro.

Det er tydeligt for mig, at det virker.

Det er også dannelse. Til rette tid og sted.

Alle steder, hvor der er mennesker, har kulturen betydning.

For eksempel på Fursundegnen ved Limfjorden, hvor de gode borgere syntes, at fire landsbyer trængte til et ansigtsløft.

De allierede sig med en gruppe kunstnere for at skabe smukke byer: en skulpturlandsby i Selde, basaltsten og egetræer i Thorum, et nyt bytorv i Junget og gavlmalerier i Åsted.

Jeg mødte selv kunstnerne Lene og Birgitte flere gange over sommeren. Og jeg bliver rigtig glad, når jeg ser, hvad et samarbejde mellem kunstnere og civilsamfund kan gøre i forhold til fællesskabet i et lokalområde.

Kunsten og kulturen gør os i stand til at forstå os selv. Det er derfor, at man i krigssituationer gang på gang ser, at det første sejrherrerne gør, er at nedbryde de kulturinstitutioner og den kunst, som binder et folk sammen.

Og så har jeg slet ikke nævnt den store del af kulturen, som ikke har direkte med kunst at gøre – men som trives i foreningerne. Idrætten for eksempel.

Foreningslivet er en dansk folkebevægelse. Og selvom foreningerne forandrer sig, så står de stadig utroligt stærkt: Over to en halv million danskere dyrker idræt i de over elleve tusinde foreninger i vores lille land. Det gør en kæmpe forskel i menneskers liv.

Derfor støtter regeringen også massivt op om foreningerne.

For eksempel har vi netop afsat 35 millioner kroner til endnu mere idræt til udsatte grupper. Jeg tror, at det er en indsats, som virkelig kan gøre en forskel.

Vi skal fejre vores idrætsliv og vores fremragende atleter. De giver os noget at se op til og noget at mødes om. De fortjener alle en tak, fra de frivillige til superstjernerne.

Og så vi skal fejre vores skabende kunstnere.

To af de rigtig store døde i år.

De var hver især gode eksempler på, hvor meget kunsten betyder for os – også i dagligdagen, når vi ikke tænker over det.

Benny Andersen satte vores hverdag på poesi. Men han forandrede jo også vores hverdag med sin poesi.

Hvem kan drikke kaffe og spise en ostemad i morgensolen uden at tænke på Nina, der er i bad? Og på Svantes lykkelige dag?

Kim Larsen skabte moderne lejlighedssange om eviggyldige følelser – i et nutidigt sprog.

De er stærke nok til både konfirmationer og begravelser.

Hvem kan stå i en situation med tvivl og frustration uden et eller andet sted i baghovedet have Kim Larsen, der synger “Hvad gør vi nu lille du”?

Både Benny Andersens ord og Kim Larsens sange sætter livet i relief.

Og dermed bliver både sorrig og glæde nemmere at dele.

Når de store kunstnere dør, bliver vi mindet om, at vi kan noget i Danmark.

Det blev jeg også, da den franske præsident Emmanuel Macron gæstede Danmark som den første franske præsident i 36 år.

Med sig havde han sin kulturminister.

Mens vi i Danmark naturligvis ser op til Frankrig som en stor kulturnation, så sagde de til os:

“Jamen vi ser også på jer."

”Vi er inspirerede af jeres måde at tage børnene ved hånden på og danne dem kulturelt. I musikskolerne, på bibliotekerne, gennem børneteatret og børnebøgerne.”

Så vi kan roligt rette ryggen i vort lille land.

I år har vi også for alvor sat gang i forberedelserne af den store 100-års markering i 2020 af genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark.

Dén planlægger vi tæt med vores tyske naboer, og med mindretallene på begge sider.

For Grænselandet er et mønstereksempel på fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal. Det er en kæmpe inspiration for andre af de tusindvis af mindretal, der findes overalt i verden.

Vi skal markere 100-året for grænseflytningen over hele Danmark, for det er en historie, som vedrører os alle. Også i forhold til det liv, vi lever i dag.

Det kommer DR også til at berøre i en ny serie om grænselandet, som bygger videre på successen “Historien om Danmark”. Det er oplysende, dannende – og spændende!

Betydningen af dansk kvalitetsindhold i medierne er noget af det, som for alvor blev fremhævet I årets store medieaftale.

Her blev regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om, at DR i fremtiden ikke skal være en bred medievirksomhed, der dækker alt, men et kulturfyrtårn, som rager op i landskabet. Som viser vejen og fokuserer på det, der virkelig er vitaminer i.

Og så blev 2018 ikke mindst året, hvor vi for alvor fik en ”Kulturens Finanslov”.

Siden 2015 har driftsbevillingerne til en række kulturinstitutioner været underlagt det såkaldte ”omprioriteringsbidrag”.

Det betyder, at budgettet bliver beskåret årligt med to procent.

Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i. Det er alle statslige institutioner underlagt.

Men i de kommende fire år fører vi ikke blot ressourcer væk fra kulturen, vi tilbagefører 775 millioner kroner til kulturen i de næste fire år. Det er mere end omprioriteringsbidraget i samme periode.

Pengene skal blandt andet gå til idræt, museer, teatre, orkestre og meget mere. Og så skal de gå til store projekter som Kend dit land og et nyt Vikingeskibsmuseum.

Hvis vi ikke får givet kulturen videre fra generation til generation, så forsvinder den og så bliver vi rodløse. Kunsten skal til gengæld ruske op I os og få os til at reflektere over tilværelsen.

Men der ér behov for nyskabelse og nye prioriteringer.

Det er en investering. Ikke kun I arbejdspladser, turisme og eksport. Men i det gode liv, lige nu og her. Og i fremtiden.

For kulturen er på fundamentet for fællesskabet og for vore liv. Det er kulturen, der binder os sammen.

Med de ord vil jeg ønske alle en god jul og et godt 2019.