Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for bøger til børn og unge 2018

Kulturminister Mette Bock holder tale ved uddelingen af Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for bøger til børn og unge 2018.

(Det talte ord gælder)

Kære alle sammen.

Kære prisvindere – kære Mette [Vedsø] og kære Kristian [Eskild Jensen].

Tillykke!

Tak til de to indstillingsudvalg, der har læst og kigget sig igennem årets børne- og ungdomsbøger, og som nu har fundet de to prisvindere!

Det plejer jo at være et slid at sidde i den slags udvalg.

Men jeg tror, at netop denne tjans vil de fleste misunde!

Det er to vigtige priser, vi skal uddele i dag. To priser med en lang historie, som nyder stor anerkendelse i det litterære landskab.

Forfatterprisen blev uddelt første gang i 1954 – til Egon Mathiesen for ”Mis med de blå øjne”.

Illustratorprisen har lidt færre år på bagen. Den blev uddelt første gang i 1979 – til Rina Dahlerup.

Blandt de tidligere modtagere af priserne finder vi markante navne, som Tove Ditlevsen, Cecil Bødker, Benny Andersen og Bjarne Reuter. Og Ib Spang Olsen, Flemming Quist Møller, Jakob Martin Strid og Lilian Brøgger.

Jeres navne kommer altså nu til at figurere på en fornem liste.

I vil begge noget med børnebogen. I udfordrer genren og vores forståelse af, hvad en bog til børn og unge kan.

Om det så er de vanvittigt smukke tegninger til de vanvittigt grusomme fabler i ”De onde lo” …

… eller om det er de fine, fnuglette ord med stor betydning i ”Hest Horse Pferd Cheval Love” …

… så forholder I jer til det, vi kender, og giver det jeres helt særlige ”twist” – som man siger.

Bøger til børn og unge er jo en helt særlig genre.

De skal på én gang skabe hygge og samvær mellem forældre og børn – eller måske mellem unge og unge.

Men samtidig kan de også udfordre og sætte ord på svære situationer og følelser, som vi har brug for at tale om.

Det er ikke nogen nem balance.

Men heldigvis har vi i Danmark en lang og fin tradition for, at bøger til børn og unge skal lægge op til samtale.

Bogen skal ikke blot være tidsfordriv, som barnet alene skal sidde med, og som sikrer far og mor voksentid, mens barnet læser.

Den skal ikke være ren lal – men den skal heller ikke være belærende envejskommunikation.

Med et fint og filosofisk ord kan man sige, at historier for børn og unge skal være ”sokratiske” – med henvisning til antikkens Sokrates, som jo netop gennem sine dialoger opfordrede til at både tale og tænke selv.

Sokrates kaldte sin metode for "jordemodermetoden" - det var ikke ham der havde erkendelsen, men han kunne hjælpe den på vej gennem dialog.

Det har Søren Kierkegaard også sagt noget om. Han havde ikke børn – men han havde jo så meget andet:

”Al almindelig beskæftigelse for børn uden for de egentlige undervisningstimer – og også i disse så meget som muligt – bør være sokratisk; man må vække lysten til at spørge hos dem, i stedet for at et fornuftigt spørgsmål, som måske går uden for Onkel Frands' kreds af viden eller på anden måde er ham ubelejligt,bliver afvist med de ord: »den dumme dreng, kan han ikke tie stille mens jeg fortæller?«”  

Dumme spørgsmål findes ikke!

Børnebøgerne må også gerne beskæftige sig med de mørke og uhyggelige sider i livet.

Eller med Søren Kierkegaards ord:

”Ikke at fortælle børn slige fantasien beskæftigende eventyr og sagn, giver netop plads for en ængstelse,som [hvis den] ikke [bliver] modereret ved slige fortællinger kommer desto stærkere igen.”

Historierne skal beskæftige sig med dét, der kan bekymre, ængste og true – netop for at gøre barnet ubekymret!

Eller med et efterhånden sjældent brugt ord – frimodigt.

Men selv de mest barske fortællinger skal naturligvis rumme nænsomhed og omsorg. Og ud fra en rent personlig betragtning mener jeg også, at de skal kunne indgive børnene håb.

Det er ikke nok, at vi bare lærer vores børn at læse.

De skulle helst også lære at holde af at læse.

De seneste læseundersøgelser viser, at det i hjemmet stadig især er mor, der stimulerer børnene til at læse.

Så heller ikke her er der endnu fuld ligestilling.

Men fædrene kan selv gøre noget. De kan for eksempel læse selv!

Tænketanken ”Fremtidens Biblioteker” undersøgte i oktober sidste år børns læsevaner.

Her er et barn citeret for at sige:

”Der var en gang, hvor jeg stod op, og så havde jeg lyst til at læse, og så sad min mor inde i sofaen og læste.Så sad jeg sammen med min mor og læste, og det var rigtigt hyggeligt”.

Det er begge forældrenes ansvar at åbne bøgernes verden for børnene.

Det er svært at forlange, at et barn skal læse i en bog, hvis forældrene selv sidder med deres computer og iPad i sofaen.

Der læses stadig meget blandt børn og unge, men som noget nyt har vi konstateret en beskeden nedgang i læsningen især hos pigerne, og det er jo ikke så godt.

Alligevel kan jeg berolige jer med, at ungdommen overordnet set har det fint.

Gennem ”Antennerne Ude-kampagnen”, oplevede jeg rigtig mange meget reflekterede og empatiske børn, som forholder sig til det, de laver – også på nettet.

Vi skal ikke være bekymrede, men vi skal opmuntre børn og unge til selv at afprøve og udfolde deres talent. Og til at stræbe efter den højeste kvalitet – også i det, de læser.

Vi skal også som voksne turde sige, at noget litteratur er bedre og vigtigere end andet.

Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger gør netop dette.

Priserne fremhæver hvert år to bøger med særlige kvaliteter. To bøger som særligt fortjener at blive læst, som fortjener at få læsere – og som læserne fortjener at kende.

Endnu en gang tillykke til Mette Vedsø og Kristian Eskild Jensen.

Endnu en gang tak til de to indstillingsudvalg.

Jeg vil nu give ordet videre til Anita Brask Rasmussen, som vil motivere Kulturministeriets Forfatterpris til Mette Vedsø.

Efter Anita vil Søren Assenholt motivere illustratorprisen til Kristian Eskild Jensen.

Tak for ordet. Tak fordi I kom.