Markering i Køge af 75-året for redningen af de danske jøder

Kulturminister Mette Bocks tale i forbindelse med afsløringen af skulpturen "Varme hænder" til markering på Køge-egnen af 75-året for redningen af de danske jøder

(Det talte ord gælder)

Tak for invitationen!

Og tak for at tage initiativ til denne flotte markering af de både historiske og dramatiske begivenheder, der fandt sted lige her i Køge for 75 år siden. 

Her hvor enkeltpersoner og fællesskaber gjorde en ekstraordinær indsats for at hjælpe mennesker på flugt.

Det er godt at blive mindet om, at selvom historien på den ene side handler om de store begivenheder – så er den også altid konkret: Den handler om bestemte mennesker i en bestemt sammenhæng. Og om nogle svære valg, der skal træffes.

I oktober 1943 stod de danske jøder overfor et svært valg: At flygte fra det hjemland, hvor nogle havde boet i mange generationer, mens andre var kommet få årtier før – på flugt fra andre forfølgelser.

Det var simpelthen svært at forstå, at det var kommet hertil. Selv her i fredelige Danmark rakte de nazistiske fangarme.

Men mange andre danskere stod også overfor et svært valg: Hjælpe – eller se den anden vej? Skulle man risikere sin sikkerhed for mennesker, som nok var medborgere, men hvor man ikke personligt havde noget i klemme?

Straffen for at komme på tværs af nazisterne var jo ikke en bøde eller tre måneders husarrest. Det kunne være tortur, tugthus eller en koncentrationslejr i Tyskland.

Vi, der står tilbage her i dag, må se med taknemmelighed på de, som traf et vigtigt valg. Den jødiske menighed, der resolut varslede, hvad der var under opsejling. Og dermed igangsatte turen under jorden og over sundet.

Og vi må se med taknemmelighed på modstandsbevægelsen og på de mange, mange almindelige danskere, der i forargelse og vrede over nazisternes brutalitet hjalp deres jødiske medborgere.

I den forbindelse skal vi også huske, at svenskerne åbnede deres arme – ligesom de også senere i krigen modtog tusindvis af andre danskere, som ikke længere kunne være i deres fødeland.

I dag ved vi, at det ikke var så farligt, som man kunne tro. For de tyske myndigheder i Danmark var ikke for alvor interesserede i at spolere det gode forhold til danskerne.

Opportunisten Von Best advarede de danske politikere gennem flådeattacheen Duckwitz, der vel kan kategoriseres som direkte antinazist.

Hærlederen Von Hanneken – som ellers ikke var bange for at bruge jernnæven – mente, at det var under hærens værdighed at jage sagesløse civile. Undtagen enkelte forbenede raceideologer i Gestapo så tyskerne i det store og hele den anden vej.

Men det kunne man jo ikke vide dengang! Og man havde jo set med hvilken uhørt grusomhed tyskerne fór frem i andre lande. Og nu, da den danske regering var gået af, var lov og ret sat ud af kraft. Man levede reelt i et militærdiktatur.

Det danske civilsamfund viste sin styrke. På trods af at man ikke direkte selv havde pligt eller var pålagt at handle, så gjorde man det.

Det er flot. Og det er værd at mindes. For her ligger en vigtig del af den danske historie og de værdier, som ligger til grund for vores selvforståelse.

Ikke mindst her i Køge, som jo faktisk – som vi netop har hørt – var et knudepunkt for nogle ganske store redningsaktioner.

Det er vigtigt, at I mindes det. For også i dag er jøderedningen en kilde til inspiration. Lokalt – og nationalt – og globalt.

Lokalt – til at vide, hvor stærkt fællesskabet er, når det gælder.

Nationalt – til at vide, at Danmark har et stærkt civilsamfund og stærke værdier, som ikke lader sig knægte.

Globalt – fordi jøderedningen desværre var ret usædvanlig. Men dermed også et lys i mørket og en kilde til håb.

Derfor er det også en glæde for mig at kunne videregive følgende hilsen fra statsministeren, som desværre ikke kunne være her i dag:

Og jeg citerer:

”det gør mig [..] både stolt og glad at se den imponerende ceremoni, der er sat i værk på initiativ af Hjemmeværnsforeningen for Køge og Omegn. Historien om redningen af danske jøder i oktober 1943 og Køges rolle heri fortjener den opmærksomhed og den erindring, som markeringen d. 7. oktober og afsløringen af mindeskulpturen ”Varme hænder” vil give.

Det er vigtigt, at vi – unge som ældre – bliver mindet om styrken i de centrale værdier, som er grundlaget for den menneskeskabte civilisation.

Den medmenneskelighed og det mod, som danske borgere i Køge og andre steder i Danmark udviste for 75 år siden, er en stærk og varm påmindelse herom. Jeg sender mine tanker og hilsener til alle involverede i arrangementet d. 7. oktober.” (citat slut)

De skelsættende oktoberdage bliver markeret mange steder i Danmark og i udlandet med en hyldest til de mennesker, som vovede deres eget liv for at redde andre.

De, der måtte flygte for at være til, og som ikke ville have klaret det, hvis ikke det var for arbejdere, studerende, fiskere, sygeplejersker, læger, Køge-borgere – danskere med hjertet på rette sted, som forstod, at en særlig udsat situation kræver en særlig udstrakt hånd.

Historien kan minde os om, at flygtninge, som kalder på vores medmenneskelighed, ikke er noget nyt.

Fjenden har ændret ansigt, men de forfærdelige menneskelige beretninger fra folk på flugt er desværre genkendelige i nutiden.

Vi bør derfor lade disse historier minde os om, at når man er flygtning, så er man i en meget udsat situation – og det bør vi holde os for øje.

Tak til jer alle for at arrangere denne markante fejring. Og tak fordi I opsætter et mindesmærke til evig påmindelse for os alle.

Og et særligt tillykke til Køgeborgerne med skulpturen, som kan minde om de særligt udstrakte varme hænder, som trods alt gav historien en lykkelig slutning for mange.

Tak.