Musikpolitisk høring

Ministerens tale ved DJBFA-høring om dansk musik og musikliv i Fællessalen, Christiansborg: ”Syv år med musikken”.

(Det talte ord gælder)

Tak for invitationen til at komme her på Christiansborg i dag.

Det er vel nok et godt initiativ med en kort og konkret minihøring – lige til biddet!

Jeg ville virkelig gerne blive her under hele høringen, men desværre skal jeg ind til afstemning i salen her ved siden af.

Til gengæld har jeg udkommanderet en hel stribe embedsmænd og -kvinder, som vil lytte og melde
tilbage til mig. Det vil jeg se frem til! For musikpolitikken ligger mig meget på sinde. Jeg vil gerne skabe gode rammer for musikken.

Høringen i dag hedder jo ”Syv år med musikken”. Syvtallet har noget magisk over sig – måske endda
noget skæbnesvangert.

Bibelen fortæller om de syv magre år. Vi har været syv år i Tibet med Brad Pitt – og i dag har vi Jakob Scharfs forbudte bog ”Syv år for PET”. Jeg kunne blive ved.

Det kan tage syv lange og syv brede at komme i den syvende musikhimmel. Men til syvende og sidst skal man bare tage sine syvmilestøvler på og komme i gang.

Spøg til side. Jeg kan nu ikke få de syv år medmusikhandlingsplaner til at stemme.

Ifølge den tidsregning starter det hele med Uffe Elbæks handlingsplan ”En musikscene – mange genrer” fra 2012-2015.

Men jeg synes, Brian Mikkelsen skal have æren for at opfinde musikhandlingsplanerne. Det var ham, der for 14 år siden i 2004 søsatte den første af slagsen, ”Liv i musikken” og fulgte op med
handlingsplanen ”Nye toner” fra 2008-2011.

Han kunne se, at der var et behov for at styrke fødekæden i det klassiske danske musikliv, at skabe et
stærkere fundament for det rytmiske musikliv og at satse på musikeksporten. Han afsatte de første penge, som senere blev fastholdt og suppleret af Uffe Elbæk og Bertel Haarder.

Langt størstedelen af indsatserne er gennemgående fra den første til den nuværende musikhandlingsplan: De rytmiske spillesteder, Transportstøtte, Talentudvikling og MXD – Music Export Denmark.

Igennem årene er der kommet flere penge både til disse indsatser og til nye i handlingsplanerne.

Men når det kommer til en fortsættelse af de tidligere musikhandlingsplaner, må jeg tilstå, at jeg faktisk har været i netop syv sind.

Efter min mening skal vi ikke bare fortsætte med tingene, fordi det er nemmest. På den anden side skal vi heller ikke forandre for forandringens skyld. Vi skal ikke bare forlænge planker, men tænke os grundigt om.

Det er vigtigt for mig at høre, hvad der bliver sagt i dag. Det tager jeg med, inden jeg på Kulturmødet på Mors i august måned vil udmelde mine overordnede rammer for en musikpolitisk indsats.

Det er ikke tanken, at udspillet på Kulturmødet skal lukke dialogen. Det bliver et åbent udspil, som skal
sætte retning på og skærpe den videre dialog med jer og resten af musiklivet.

Tidligere i år var jeg til Dansk Lives årsmøde i Esbjerg. Det er imponerende tal, de kan fremvise for
omsætningen på spillesteder og musikfestivaler – fire og en halv milliard kr. om året. Og med en vækst på næsten tredive procent siden 2012. Fire ud af ti danskere går til live-koncerter, og 97
procent af dem er glade og tilfredse!

Den positive udvikling skal nok ikke tilskrives musikhandlingsplanerne alene. Det er en generel
tendens i hele vores del af verden, at vi udover at streame på livet løs elsker at opleve den levende musik. Vi vil det analoge, selvom vi lever det digitale.

På festivaler og spillesteder opstår der nogle vigtige fællesskaber, både om musikken – men også blandt de mange frivillige i lokalområdet, der engagerer sig.

Måske er det også, fordi vi på live-området har fundet en balance mellem finansiering fra stat, kommune, fonde og det kommercielle. Det er en dynamik, jeg har meget tiltro til.

Statens støtte skal bare være ét element. Jeg tror, at hvis staten bliver for dominerende, så bliver det en ”sovepude”. Staten er faktisk en dårlig investor, hvis man spørger mig – sådan rent forretningsmæssigt.

Der er mere dynamik i et samspil. Det er, som om ambitionerne bliver større med flere forskellige aktører – forskellige kompetencer og måder at se verden på.

Et andet samarbejde, jeg har store forhåbninger til, er samarbejdet mellem musikskolerne og folkeskolerne. Det skal styrkes. For jeg vil ønske, at mange flere børn og unge får mulighed for at spille og synge.

For der sker noget med vores følelser og sanser, når vi synger og spiller sammen. Det er en stor gave, som børn og unge kan tage med sig i livet.

Musik giver også børn og unge stærke fællesskaber. Når man spiller og synger, skal man turde komme på banen selv og samtidig give plads til andre. Ligesom ude i det rigtige samfund, hvor vi også skal
turde give og tage.

En tredje indsats ligger mig på sinde. Det er dansk musiks gennemslagskraft på det internationale marked. Flere danske sangere og bands som MØ og Lukas Graham har gennem de seneste år reddet på en bølge af succes i udlandet. Der ser ud til at være et særligt momentum for dansk musikeksport i disse år. Denne succes bør bredes ud og blive flere til del. Måske kan Danmark virkelig blive ”the new Sweden”, som en musikjournalist engang udtrykte det med et glimt i øjet.

Der er nok at tage fat på. Der er mange ambitioner og meget, man kan gøre for at styrke musiklivet. Men som sædvanlig er der ikke penge nok til det hele. Så vi kan sikkert godt få brug for syvtallets magi til efteråret, når vi skal beslutte os for en musikpolitisk indsats.

Jeg vil tillade mig at være i syv sind lidt endnu. Jeg vil lytte og ellers ønske jer en god høring de kommende timer.