Musikskoledage i Tivoli 2018

Kulturminister Mette Bocks tale ved Musikskoledage i Tivoli

(Det talte ord gælder)

 

Hej med jer – det er helt fantastisk at være her i Tivoli sammen med jer!

Har I det godt? Sikken en weekend!

Ved I hvad, jeg kunne godt tænke mig, at der blev endnu flere som jer. Endnu flere børn og unge, der griber instrumenterne og spiller løs!

For så ville endnu flere også få lov til at få alle de fantastiske oplevelser, som I har haft i den her weekend!

Der er vist ikke en krog i den gamle have, der ikke har været fyldt med musik!

Det var godt set af Tivolis grundlæggere for 175 år siden, at haven skulle fyldes med musik og dans. For hvis der er noget, der kan samle og forlyste, så er det det!

Dengang var musikken af H.C. Lumbye. Det var selvfølgelig ham med Champagnegaloppen ­

I nutidens Tivoli er der al slags musik. Der er ligefrem et musikprogram til alle ugens dage – lige fra ’Mundo-mandag’ til ’Fredagsrock’ og ’Lørdagsdans’.

Og så er der weekenden her – som helt sikkert er den allersjoveste på året!

Selvom I nok også har haft sommerfugle i maven, når I skulle optræde, så tror jeg, I har haft en herlig weekend.

Er det ikke rigtigt?

For når man spiller sammen, får man et særligt fællesskab – et fællesskab om en stor koncertoplevelse, hvor det hele går op i en højere enhed.

For én ting er at øve derhjemme og rundt omkring på musikskolerne, hvor der skal slides og prøves om og om igen.

Noget helt andet er at spille koncert. Så får man den store belønning oven på alle prøverne!

Og ved I hvad: Det er en gave, som I kan tage med jer resten af livet!

Tænk hvis alle kunne opleve den stærke lykkefølelse, som man får, når man er midt i musikken.

Så hermed en opfordring til jer! - I kan jo sige til jeres kammerater derhjemme – også dem, der ikke lige går på musikskole – at de skal prøve at spille på et instrument eller synge i kor!

Jeg synes faktisk, det er synd, at der er så lidt musik ude i folkeskolerne.

Kunne musikskolerne og folkeskolerne samarbejde endnu mere end de gør i dag? Det tror jeg godt!

Tænk hvis alle kunne få lov til at mærke den der sitren i knæene eller hjertebanken, når musikken skal spilles!

Efter sådan en fantastisk dag som i dag, kan man da ikke andet end ønske det for alle.