1001 fortællinger om Danmark

Besøg Kulturarvstyrelsens website "1001 fortællinger om Danmark".
 

Find kulturarv du ikke kendte, genopdag viden om din fødebys kulturarv og fortæl det videre til dem, du gerne deler gode oplevelser med. Planlæg en kulturtur med familien, kæresten eller vennerne ved et klik på 1001 fortællinger om Danmark.

Den 5. maj offentliggjorde Kulturarvstyrelsen websitet 1001 fortællinger om Danmark, som alle kan bidrage til med kommentarer, fotos og fortællinger. Et klik på nettet, mobilen eller på bilens GPS. Andet kræver det ikke at få adgang til de 1001 fortællinger om alt fra kongeslotte til sindssygeanstalter, fra gravhøje til motorvejsbroer, monumenter og megalitter til fund og fortidsminder.

Kulturministeren har oprettet profil

Siden lever af, at du også bidrager med fortællinger om "dine steder" i Danmark. En af de første brugere, som har oprettet en profil, er kulturminister Per Stig Møller:

"Kulturarvsstyrelsen har, som en anden Sheherazade fra ”1001 Nat”, sat sig for at tryllebinde vores opmærksomhed gennem en række fortællinger om de steder, som er væsentlige for forståelse af den danske kulturarv. Det er steder med kulturel værdi, der giver gode oplevelser, og som bidrager til, at vi lærer vores historie og kulturarv bedre at kende. Jeg har selv tilladt mig den frihed, at være den første til at føje en ny fortælling til sitet. Nemlig den om Kulturministeriets bygning, som engang var Assistenshus – altså pantelånerkontor."

Kulturministerens profil på 1001 fortællinger om Danmark

1001 fortællinger om Danmark