120 amerikanske arkitekter besøger Danmark

31. august til 5. september besøger 120 ledende amerikanske arkitekter Danmark. Det er AIA (American Institute of Architects), som har 83.000 medlemmer, der har valgt at holde sin halvårlige konference i Danmark.

I et tæt samarbejde mellem AIA og Dansk Arkitektur Center, Kunststyrelsen og Udenrigsministeriet er der sammensat er spændende program, som sætter fokus på dansk arkitektur og design gennem tiderne og op til i dag.

Det er første gang nogensinde AIA, aflægger besøg i Danmark. AIA har tidligere afholdt konferencer i Rom og Amsterdam.

I anledning af besøget udtaler kulturminister Brian Mikkelsen:
”Dansk arkitektur er i international klasse. Det er en hastigt voksende eksportvirksomhed, hvor danske arkitekter vinder masser af internationale konkurrencer. Det er glædeligt, at AIA har valgt at lægge sin konference i Danmark for at lade sig inspirere af dansk arkitektur og de værdier, som den repræsenterer. Sidste år offentliggjorde jeg en arkitekturpolitik, der har internationalisering af dansk arkitektur som et væsentligt udviklingsmål. Besøget af de amerikanske arkitekter i Danmark falder helt i tråd med dette, og det er min forhåbning, at AIA vil lade sig inspirere af danske arkitekter og af den danske arkitekturpolitik og dermed også bidrage til debatten om, hvordan arkitektonisk kvalitet fastholdes og udvikles som central kulturbærer.”

AIA udtaler:

"The AIA has chosen to come to Denmark to study the legacy of its renowned
modern architecture and design of the 20th Century and to see how that tradition continues in the exciting new work being created by Danish architects and designers today. Of special interest will be the Thursday workshops that will offer a unique opportunity for American and Danish architects to collaborate directly through the discussion of common
challenges and creative solutions being pursued in the field today."

De amerikanske arkitekter, som for de flestes vedkommende er ejere og partnere i større amerikanske arkitektvirksomheder, skal hen over en uge deltage i tæt program med fokus på ”Danish modern”, herunder ikonbyggerier som Nationalbanken og SAS Royal af Arne Jacobsen og Bagsværd Kirke og Fredensborghusene af Jørn Utzon samt det gamle Radiohus af Vilhelm Lauritzen og naturligvis Louisiana af Vilhelm Wohlert og Jørgen Bo.

Derudover skal de amerikanske arkitekter se de nye store udviklingsområder i København langs med havnen, i Ørestad, på Holmen og på Østamager, hvor vor tids ikonbyggerier er blevet skabt af arkitektvirksomheder som Schmidt, Hammer og Lassen (Den Sorte Diamant), Henning Larsen (Nordea Bank og Operaen) Lundgaard og Tranberg (Skuespilhuset og Tietgenkollegiet), Dorte Mandrup (Bibliotek og Idrætshus i Holmbladsgade), 3xN (Ørestad Gymnasium) og Big/Plot (VM Husene og VM Bjerget i Ørestad).

For at skabe mulighed for en faglig dialog mellem danske og amerikanske arkitekter vil der desuden blive afholdt en række workshops i Eigtveds Pakhus, hvor cirka 20 fremtrædende danske arkitektvirksomheder vil have mulighed for at udveksle erfaringer med deres amerikanske kollegaer. Der vil også blive lagt vægt på dansk design med besøg på Dansk Design Center og hos kendte danske designvirksomheder som Louis Poulsen og Fritz Hansen. Den faglige del af arrangementet er støttet af midler fra Designpuljen.
 
Besøget er en enestående mulighed for at promovere dansk arkitektur og design. I maj 2007 offentliggjorde regeringen en ny dansk arkitekturpolitik, og et element i denne politik var netop en ambition om at styrke den internationale eksponering af dansk arkitektur.

Læs "Arkitekturnation Danmark. Rammer for liv - rammer for vækst."

Yderligere oplysninger:

Kulturministeriet
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 33 92 35 98

Dansk Arkitektur Center
Teamleder Rune Christiansen, direkte tlf.: 32 64 54 65 / mobiltlf.: 20 93 19 85

Udenrigsministeriet
Souschef Karen Eva Abrahamsen, Innovationskontoret, Danmarks Eksportråd, Udenrigsministeriet direkte tlf.: 33 92 13 59 / mobiltlf.: 25 26 75 86

Kunststyrelsen
Sekretariatschef Lone Ravn, mobiltlf.: 25 30 25 68

AIA og de amerikanske arkitekter kan kontaktes gennem:
Generalkonsulatet New York
Konsul Anette Steenberg Williams, mobiltlf.: +45 40 54 15 39