150.000 kr. til Kulturministeriets priser for børne- og ungdomsbøger

Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger og Kulturministeriets illustratorpris for børne- og ungdomsbøger relanceres nu og får et økonomisk løft.

 

De to priser bliver nu hver på 75.000 kr. i stedet for de hidtidige 30.000 kr., og priserne går til årets bedste illustrerede børne- og ungdomsbog og årets bedste skønlitterære børne- og ungdomsbog.
 
Kulturminister Carina Christensen udtaler:
”Jeg er meget tilfreds med, at der er fundet en løsning, så de to priser nu kan uddeles igen. For jeg vil gerne understrege, at de to børnebogspriser er vigtige for Kulturministeriet. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu også inden sommerferien kan uddele priserne for både 2007 og 2008, oven i købet med flere penge til forfatterne og illustratorerne.”
 
Kulturministeriets illustratorpris for børne- og ungdomsbøger har til formål årligt at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats for den illustrerede danske børne- og ungdomsbog af høj teknisk og kunstnerisk kvalitet. Forfatterprisen har til formål årligt at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats for den danske, skønlitterære børne- og ungdomsbog af høj litterær og kunstnerisk kvalitet.
 
Kulturministeriet nedsætter en indstillingskomité for hver pris. Selskabet for børnelitteratur, Litteraturkritikernes Lav, Kunstrådets Litteraturudvalg, Kunstrådets Billedkunstudvalg, Dansk Forfatterforening og Tegnerne – Tegnerforbundet af 1919 er repræsenterede heri, se vedtægterne: 

Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger (pdf)
Kulturministeriets illustratorpris for børne- og ungdomsbøger (pdf)
 
Yderligere oplysninger
Pressechef Martin Skovmand, Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21
Kontorchef Karin Marcussen, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 90 66